12. African Space Odyssey
Nyhedsbilledet om Afrika er ofte præget af dårlige nyheder. Vi hører meget om krige, sygdomme og hungersnød. I African Space Odyssey møder vi Chris og hans venner. De vil bidrage til den gode historie og kickstarte Afrika.
Chris og hans venner er fra Uganda, og de har en fælles drøm: De vil sende en mus ud i rummet, for senere at blive de første til at opsende en astronaut fra et land i Afrika.
Derfor har Chris selv bygget en avanceret rumsonde i en støvet baghave i Ugandas hovedstad, Kampala.
African Space Odyssey er en film om at turde drømme stort - uanset, hvad andre tænker.
Tag noter undervejs
Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.
I skal notere:
- Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
- Mindst tre temaer, som filmen berører.
Arbejde efter filmen
- Hvad er filmens temaer?
- Hvor ser I temaerne?
- Hvordan passer filmen til temaet Grænseland?
- Hvorfor drømmer Chris om at sende en mus ud i rummet?
- Hvorfor tror I, Uganda ikke har noget officielt rumprogram?
- Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
- Hvorfor arbejder Chris og hans venner ikke ud fra en manual?
- Hvad betyder det, når Chris siger, at man ikke kan arbejde som videnskabsmand uden at begå fejl?
- Giv et eksempel fra jeres eget liv, hvor nogen har lært af at fejle.
- Hvad mener Chris med, at han vil kickstarte Afrika?
- Hvad motiverer filmens handling?
Skab et produkt
Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen African Space Odyssey. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og de er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.
Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.
Plakaten skal vise:
- Filmens titel
- Filmens producenter
- Filmens instruktør
- De medvirkende i filmen
- Årstal for udgivelsen
- Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer
Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.
I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.
I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx Prezi Design eller Easily.