2. El Revolucionario
”El Revolucionario” er en dokumentarfilm, hvor man følger den passionerede miljøaktivist Juan Marcos i hans bestræbelser på at redde den store sø Lago Atitlán, der ligger smukt mellem Guatemalas bjerge og vulkaner og er Mellemamerikas dybeste.
Både Juan og resten af befolkningen i den lille by San Pedro La Laguna er stærkt afhængige af at kunne fiske i søen, men den er truet af forurening - særligt fra plastik.
Det har tvunget byens befolkning til at vende tilbage til deres rødder i det oprindelige indianske mayafolk. Og uden hjælp fra hverken de lokale myndigheder eller fra resten af omverdenen har de formået at ændre den måde, de lever på, for at redde deres børns og deres samfunds fremtid.
Tag noter undervejs
Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.
I skal notere:
- Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
- Mindst tre temaer fra filmen.
Arbejde efter filmen
- Hvad er filmens temaer?
- Hvor ser I temaerne beskrevet?
- Hvordan passer filmen sammen med overskriften Eventyr fra 2019?
- Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
- Hvorfor er søen og naturen omkring byen så vigtig for de lokale?
- Hvad motiverer filmens handling?
- Hvorfor blev Juan Marcos miljøaktivist?
- Hvilke udfordringer møder Juan Marcos på sin vej?
- Hvad fortæller fiskeren José Maria om søens tilstand?
- Hvilken betydning forestiller I jer, at José Marias initiativ har for byens fremtid?
Skab et produkt
Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen El Revolucionario. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og de er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat med eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.
Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.
Plakaten skal vise:
- Filmens titel
- Filmens producenter
- Filmens instruktør
- De medvirkende i filmen
- Årstal for udgivelsen
- Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer
Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.
I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.
I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med f.x tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.