8. Bryllup i Bushen
Masai-folket lever i det nordlige Tanzania og det sydlige Kenya. De er kendt som frygtløse krigere, der beskytter deres kvæg med spyd og knive mod tyve og vilde dyr.
Filmen følger bl.a. en ung pige fra en Masai-landsby i Tanzania. Hun skal snart giftes, men det skal være med en fremmed mand, som hendes far har fundet til hende.
Tag noter undervejs
Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.
I skal notere:
- Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
- Mindst tre temaer fra filmen.
Arbejde efter filmen
- Hvad er filmens temaer?
- Hvordan ser I temaerne beskrevet?
- Hvordan passer filmen til temaet Skandaløst?
- Maasai-folket er blandt de fattigste i verden, men de er alligevel et stolt folkeslag. Hvordan kommer det til udtryk i filmen?
- Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
- Hvordan oplever I beskrivelsen af den 17 årige Natoronanayki, der skal giftes med en ældre mand, hun ikke kender?
- Hvad forestiller I jer, der ligger til grund for det, I ser?
- Diskutér fordele og ulemper ved arrangerede ægteskaber.
- Hvorfor tror I, det er fædrene, der vælger datterens kommende mand?
- Beskriv ritualet ved et maasai-bryllup.
- Hvilke ligheder og forskelle oplever I i forhold til et bryllup, som I kender det?
- Hvad tror I, der skal til, for at opnå større ligestilling mellem kønnene hos maasai-folket?
Skab et produkt
Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen Bryllup i Bushen.
Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og den er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.
Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.
Plakaten skal vise:
- Filmens titel
- Filmens producenter
- Filmens instruktør
- De medvirkende i filmen
- Årstal for udgivelsen
- Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer
Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.
I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.
I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.