Børnefolkemødet

Folkemøde for børn i Herning

Børnefolkemødet er en kulturfestival, som præsenterer børn og unge for FN’s verdensmål i nye og varierende udtryk.

Festivalen skal oplyse børnene om FN’s verdensmål og være med til at spire deres interesse for at arbejde med en bæredygtig fremtid gennem forskellige skoleforløb, hands-on-workshops, messer, debatter, og foredrag.

Målgruppen i 2020 er folkeskolens mellemtrin og udskoling samt daginstitutionerne.

Børnefolkemødet har i 2020 fire dele:

1) Skoleforløb: Op til festivalen udbyder Herning Bibliotekerne en række skoleforløb, som på forskellige måder sætter fokus på de verdensmål, der relaterer til klima, miljø og bæredygtighed. Her er tale om et grundforløb om verdensmålene, en kunstworkshop, en litteraturworkshop, et madforløb om bæredygtige fødevare, og et designforløb med 3D-print.

2) Skoleaktiviteter: På Børnefolkemødet den 7. og 8. oktober afholdes i tidsrummet kl. 9.00 – 14.00 aktiviteter for skoleklasser. På grund af den nuværende corona situation, bliver disse aktiviteter afviklet på de enkelte skolerne, således, at skolebørnene ikke blandes. I stedet er der lavet en streamingløsning, så andre skoler også kan få glæde foredragene. Her er tale om foredrag med Mogens Lykketoft, Kristian Jensen, Peter Tanev, Anders Bodin samt en paneldebat med byrådspolitikere fra Herning Kommune.

3) For familier: Den 7. og 8. oktober afholdes, om eftermiddagen, i tidsrummet kl. 14.00 – 17.00, aktiviteter for børn og unge på Hovedbiblioteket i Herning. Her vil være musik, foredrag med youtuberne Maria Jarijs og Rasmus Brohave, samt forskellige boder, udstillinger og stande. Dette afvikles ift. de gældende corona-restriktioner.

4) Daginstitutioner: På lokalbibliotekerne afholdes der i uge 41 fællessang for daginstitutionerne, hvor professionelle musikere spiller og synger for til sange, der relaterer sig til verdensmålene. Børnene i daginstitutionerne har fået Herning Bibliotekernes verdensborgerpas, hvori børnene får et stempel, hver gang de gør en gerning, der kan relatere sig til et af verdensmålene.

Børnefolkemødet afvikles og arrangeres af Herning Bibliotekerne i samarbejde med Center for Børn og Læring - Herning Kommune.