23. Fangernes Børn
I Kina lever 700.000 børn med forældre, der sidder i fængsel. Der er sjældent nogen til at tage sig af børnene, og derfor ender de ofte med at leve på gaden.
I filmen møder vi Zhang. Hun har tidligere arbejdet i et fængsel, og her oplevede hun, hvordan børnene hvileløst gik rundt udenfor fængslet og ventede på, at deres forældre blev løsladt, uden at vide, hvornår de ville se deres mor eller far igen.
I dag har hun ved hjælp af frivilligt arbejdskraft og sponsorstøtte oprette et hjem for fangernes børn uden for Beijing. Her bor i dag 150 børn.
I filmen fortæller Tui Hui på otte år og Jin Jahu på 11 år om livet på hjemmet og om savnet af deres mødre, der begge sidder inde på livstid. Vi følger børnene på deres årlige følelsesladede tur til fængslet for at besøge mødrene - en sjælden luksus, fangernes børn normalt ikke har ret til.
Tag noter undervejs
Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.
I skal notere:
- Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
- Mindst tre temaer, som filmen berører.
Arbejde efter filmen
- Hvad er filmens temaer?
- Hvor ser I temaerne beskrevet?
- Hvordan passer filmen til temaet Rollemodeller?
- Hvilke årsager er der typisk til, at børnenes forældre er fængslet?
- Hvorfor ender mange af fangernes børn på gaden?
- Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
- Hvorfor oprettede Zhang børnehjemmet?
- Hvordan forbereder Zhang børnene på livet efter børnehjemmet?
- Hvordan har børnene kontakt til deres forældre?
- Hvordan bliver børnenes følelsesmæssige behov mødt?
- Hvilket menneskesyn udviser den kinesiske regering.
- Hvad motiverer filmens handling?
Skab et produkt
Med udgangspunkt i jeres samtale om filmen skal I producere en filmplakat til filmen Fangernes Børn. Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og de er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.
Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.
Plakaten skal vise:
- Filmens titel
- Filmens producenter
- Filmens instruktør
- De medvirkende i filmen
- Årstal for udgivelsen
- Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer
Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.
I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.
I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.