27. Krøller eller ej
Filmen følger to kvinder i Zambias hovedstad, Lusaka: Den selvbevidste middelklassekvinde og den mere ydmyge underklassekvinde. Men selvom de to kvinder er meget forskellige, stræber de begge stræber efter samme perfekte udseende.
Hvorfor har de forladt traditionerne og følger nye modeluner?
Forfængelighed findes i alle samfundslag - over hele verden. Men hvad dikterer hårmoden i Lusaka? Og hvad fortæller den om samfundet i Zambia?
Tag noter undervejs
Mens I ser filmen, skal I tage noter. I kan enten tage noter med tekst, billeder eller som lydoptagelser.
I skal notere:
- Mindst tre ting, I undrer jer over eller finder tankevækkende.
- Mindst tre temaer, som filmen berører.
Arbejde efter filmen
- Hvad er filmens temaer?
- Hvor ser I temaerne beskrevet?
- Hvordan passer filmen sammen med overskriften Mega-byer fra 2002?
- Hvilke Verdensmål kan I genkende i filmen?
- Hvorfor er det vigtigt for Chisela, Mavis og de andre kvinder, at deres hår er sat?
- Hvad motiverer filmens handling?
- Hvad ligger ifølge professoren til grund for, at kvinderne har behov for at vise, at deres frisure følger nyeste mode?
- Hvor ofte går den gennemsnitlige kvinde til frisør i Zambia? Hvordan passer det med jeres forestilling om, hvor ofte danskerne generelt går til frisør?
- Hvordan tror I, det ser ud i dag i Zambia, mere end 20 år efter?
- På hvilke andre områder kunne I forestille jer, at middelklassen kan vise, at de har fået bedre vilkår?
Skab et produkt
Med udgangspunkt i jeres arbejde, skal I producere en filmplakat til filmen Krøller eller ej.
Filmplakater er en måde at markedsføre film på og skabe opmærksomhed hos publikum. En filmplakat sammenfatter ofte filmens tematik, handling og genre og de er derfor ofte med til at skabe vores forventninger til filmen. Fx fortæller en filmplakat, hvor der er eksplosioner og våben, at der er tale om en actionfilm, og det giver en forventning om en film med masser af spænding og action. Derudover indeholder filmplakater ofte billedmateriale og formelle oplysninger omkring filmen såsom titel, producenter, instruktør, medvirkende og årstallet for udgivelse.
Når I skal producere jeres filmplakat, er der derfor nogle formkrav, som skal hjælpe jer med at holde jer inden for genren filmplakater.
Plakaten skal vise:
- Filmens titel
- Filmens producenter
- Filmens instruktør
- De medvirkende i filmen
- Årstal for udgivelsen
- Sammenhæng mellem plakatens layout og filmens temaer
Når I skal producere jeres filmplakat, skal I huske at tænke over, hvem der er filmens målgruppe. Husk også, at formålet med plakaten er at få folk til at se filmen.
I kan med fordel søge inspiration ved at kigge på andre filmplakater.
I kan lave jeres filmplakat som et fysisk produkt med fx tegning eller collage. I kan også anvende et digitalt værktøj som fx. Prezi Design eller Easily.