Aalborg Universitet laver verdens bedste bæredygtige undervisning
AAU ryger til tops på international rangliste over universiteters indsats for Verdensmålene, og er nummer et, når det gælder målet om uddannelse.
Den internationale rankingliste Times Higher Education Impact har undersøgt 766 universiteter fra 85 lande og hvordan, deres arbejde flugter med Verdensmålene, og Aalborg Universitet får flere fornemme positioner. Universitetet helt i top, når det gælder arbejdet med Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse og nummer ti på arbejdet med Verdensmål 7: Bæredygtig energi.
”Førstepladsen er en kæmpe anerkendelse af AAU og understreger, at vi på verdensplan er førende inden for uddannelse og forskning i uddannelse. Vi har rigtig stærke forskningsmiljøer inden for problembaseret læring (PBL). Vores unikke pædagogiske model med problem- og projektbaseret læring, hvor studerendes læring tager udgangspunkt i virkelighedsnære problemstillinger, peger direkte ind i FN’s Verdensmål,” siger prorektor ved Aalborg Universitet, Inger Askehave.
Læs også: SDU går all in på Verdensmålene
I forhold til den høje placering på universiteternes bidrag til Verdensmål 7 om bæredygtig energi peger rektor Per Michael Johansen på, at det er et fokusområde for universitetet.
”Godt hver fjerde forsker på AAU beskæftiger sig med forskning inden for bæredygtig energi. Det er et enormt bidrag til den grønne omstilling, både i Danmark og i resten af verden,” siger han.
Læs også: Verdensmålene er en oplagt ramme for moderne dannelse
Aalborg Universitet indtager en overordnet placering som nummer 23 i verden, når de samlede bidrag til Verdensmålene bliver gjort op. Det er en væsentlig fremgang fra sidste års placering som nummer 92.
”AAU har arbejdet for en bæredygtig udvikling af verden længe før det var på alles læber. Seneste skud på stammen er vores megaprojekter, hvor studerende på tværs af semestre og uddannelser kan arbejde sammen om at finde frem til bæredygtige løsninger,” siger prorektor for uddannelse, Inger Askehave.
Læs også: Når eleverne går mere og mere op i bæredygtighed, må skolerne komme dem i møde