Dansk madspilds-app er blevet en bæredygtig verdensstjerne

51 millioner mennesker har downloadet den danske app Too Good To Go, som bekæmper madspild.

Hvad har en dansk app med missionen om at bekæmpe madspild til fælles med McDonalds, Dominos og Starbucks?

En hel del faktisk. I hvert fald når det kommer til antallet af downloads. I selskab med de tre fødevaregiganter er den danske madspilds-app Too Good To Go nemlig kommet i toppen over de mest downloadede mad- og drikke-apps på verdensplan i 2021. Med intet mindre end 21 millioner downloads i 2021 landede appen på en tiendeplads ifølge en ny opgørelse fra analysevirksomheden Apptopia.

”Vi er helt vildt glade for placeringen. Det vil sige, at 21 millioner mennesker har hentet appen med en intention om at redde mad - alene sidste år. Det viser jo, at der virkelig sker noget inden for madspildsagendaen,” mener Tanja Møller Andersen, der er pressechef hos Too Good To Go.

Danske skoleelever får bæredygtige madlavningsbøger mellem hænderne Læs også
Udgivet

Danske skoleelever får bæredygtige madlavningsbøger mellem hænderne

For andet år i træk får danske folkeskoler tilbudt gratis bøger til Madkundskab, der sætter fokus…

Mission mod madspild

Too Good To Go giver brugerne mulighed for at købe overskudsmad fra forretninger, restauranter, supermarkeder og andre aktører til cirka en tredjedel af prisen. På den måde havner maden i sultne maver i stedet for i skraldespanden.

”Jeg tror, at de fleste gerne vil gøre noget godt for klimaet, men mange har svært ved at finde ud af, hvor de skal starte. At hente en pose med mad er en nem og konkret måde at bidrage til at løse et stort og komplekst problem,” siger Tanja Møller Andersen.

Appen så dagens lys for første gang i 2016, og selvom den er en forholdsvis ny spiller på markedet, med kun seks år på bagen, så har den haft vind i sejlene. I dag har over 51 millioner mennesker i 17 forskellige lande den lille madspildshjælper på deres telefon.

”Når vi har fået en tiendeplads med en tilstedeværelse i 17 lande, bør vi jo kunne komme endnu højere op på listen i takt med, at vi udvider til flere lande,” siger Tanja Møller Andersen, som fortæller, at over 113 millioner lykkeposer med overskudsvarer allerede er røget over disken med Too Good To Go siden 2016.

USA hopper med på madspildsbølgen

Appens store succes i 2021 skyldes især det amerikanske marked, hvor den virkelig er blevet et hit. Her er madspild er et gigantisk problem, idet 40 procent af alt mad går til spilde, fortæller Tanja Møller Andersen:

”USA er ikke lige så langt fremme på bæredygtighedsagendaen, som vi er i Europa. Så der har vi kunnet bidrage med både viden og erfaringer, fordi vi er førende inden for bekæmpelse af madspild i Danmark”.

Grafik: Emma Svane
Grafik: Emma Svane

Too Good To Go har satset på 12 store byer i USA og har haft stor fremgang i byer som New York, Washington D.C., Los Angeles, San Francisco, Philadelphia, Chicago og Boston. Men for at appen for alvor skal være attraktiv, kræver det et stort udvalg i byerne, forklarer Tanja Møller Andersen. Derfor har Too Good To Go valgt at fokusere på at få flere restauranter og butikker med i de byer, de allerede er til stede i, før de vil forsætte deres ekspansionseventyr til flere byer i USA.

”I Danmark har næsten alle supermarkeder et mål om at halvere deres madspild inden 2030, og de fleste sælger overskudsvarer via vores app. På samme måde vil vi gerne have flere af de store amerikanske supermarkedskæder til at benytte appen,” siger hun.

Madspild er stadig et stort problem. Ifølge Miljøstyrelsen går der 814.000 tons fødevarer til spilde hvert år alene i Danmark. Det tager dog ikke modet fra Too Good To Go, som har en klar vision for fremtiden:

”Vi drømmer om en verden uden madspild. Vores mål er, at vi skal have reddet over en milliard måltider inden 2024, og på sigt skal vi være til stede på minimum tre kontinenter”.

En mands kamp mod madspild slår igennem Læs også
Udgivet

En mands kamp mod madspild slår igennem

Miljøforkæmperen Matt Homewood vandt Verdensmålsprisen 2021 i kategorien Ildsjæl. Han har i…