Danskerne er nordiske mestre i at spare på vandet
I Danmark har vi det mindste vandforbrug, når man sammenligner med vores nordiske nabolande.
Samlet set ligger danskernes vandforbrug betydeligt under det nordiske gennemsnit. Hver dansker bruger i snit 44.000 liter vand om året, hvilket skal ses i forhold til, at folk i andre større nordiske byer i gennemsnit bruger 73.000 liter.
Århusianerne har rekorden i at bruge mindst vand. Hver person i Århus bruger i gennemsnit 109 liter vand i døgnet, og det er langt mindre end andre større byer i de nordiske lande. Københavnerne bruger lidt mere - 135 liter per person.
Til sammenligning bruger personer lige på den anden side af Øresund, i Malmø, 217 liter. Længere væk ligger Oslo på 234 liter, og tager man til Stockholm, stikker vandforbruget helt af. Her bruger hver person i gennemsnit hele 345 liter rent vand om dagen.
Det fremgår af en årlig undersøgelse - Vandbarometeret - som gennemføres af markedsundersøgelsesvirksomheden Norm på bestilling af vandhaneproducenten GROHE.
En af årsagerne til, at danskerne bruger mindre vand, er, at vi tager de korteste brusebade i Norden. Undersøgelsen viser, at den gennemsnitlige dansker dagligt bruger mellem tre til fem minutter under bruseren. Trods rekorden ønsker danskerne stadig at spare endnu mere på vandet. Seks ud af ti melder, at de gerne vil prøve at tage endnu kortere brusebade for at minimere deres vandforbrug.
Kun to ud af 100 danskere tager mere end ét brusebad om dagen.