Danskerne foretrækker nu el- og hybridbiler
I lang tid er elbiler begyndt at rulle frem i de danske gader, mens ladestationer har spredt sig. Og nu overhaler de eldrevne biler de gammeldags fossilfræsere på danskernes ønskeliste, når der skal ny bil i indkørslen. De udskældte hybridbiler er dog stadig lidt foran de rene elbiler.
Når det gælder fremtidige bilkøb, vil danskerne nu prioritere el- og hybridbiler frem for biler, der drives af benzin og diesel.
Det viser en rundspørge, som Kantar Gallup har lavet for forsikringsselskabet Gjensidige og i samarbejde med AutoBranchen Danmark.
28 pct. svarer i undersøgelsen, at de næste gang vil købe en el- eller hybridbil, mens 21 pct. vil købe en bil, som kører på benzin eller diesel.
Tallene viser et vendepunkt i forhold til en tilsvarende undersøgelse i april, hvor 26 pct. ville købe benzin/diesel og 23 pct. svarede elbil eller hybridbil. De resterende i undersøgelsen har enten ikke taget stilling eller er ikke interesserede i at anskaffe sig en ny bil.
“Det er en interessant udvikling på kun tre måneder, men det stemmer også med vores salg af bilforsikringer. Vi kan nemlig se, at salget af grønne biler stiger hele tiden, og den udvikling hilser vi naturligvis velkommen,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige, i en pressemeddelelse.
Udskældte hybridbiler fortsat populære
Når det gælder såkaldt grønne biler, så er det fortsat hybridteknologien, som danskerne foretrækker, men forskellen bliver mindre og mindre. Plugin-hybridbilen kører typisk i omegnen af 50 kilometer på strøm og bliver derefter drevet af en benzinmotor, når strømmen slipper op.
Det er ikke en specielt god nyhed, at hybridbilerne er populære, for de er ikke rigtigt grønne. Tanken med dem er, at de skal kombinere det bedste fra begge verdener: en fossilbils rækkevidde og mulighed for at tanke hurtigt ved enhver benzinstation, kombineret med elbilens klimavenlighed, lydløse kørsel, hurtige acceleration, og ingen luftforurening.
Men hybridbilerne bliver i praksis kaldt det værste fra begge verdener: Et alt for lille batteri, som lader langsomt og optager ladeplads fra hurtigladende elbiler, og en forbrændingsmotor, som larmer og forurener luft og klima. Og selvom hensigten med at købe en hybridbil måske er at køre mere grønt, er det let for bilejeren at ’glemme’ at lade bilen op med el, fordi der jo også er en benzinmotor i den, og fordi batteriet er så lille, at det skal lades hele tiden. I praksis kører bilejeren så bare videre i en benzinbil, og den grønne fidus forsvinder.
Grunden til, at forbrugerne ofte vælger hybridbiler, er, at vi i Danmark giver en stor afgiftsrabat på dem, fordi de officielt set regnes for mere grønne, end de egentlig er.
“Der kommer nye modeller på markedet hele tiden. Regeringen har prioriteret, at vi får flere ladestandere op, og elbilernes batterier bliver bedre. Det gør, at flere tør binde an med en bil, der skal lades op. Hybridbilen er en slags overgangsbil, og den er jo fortsat i front, fordi skridtet til sådan en ikke føles så stort, som det er ved en ren elbil. Det næste store spring er, at vi skal have danskerne over i de rene elbiler, men det sker først for alvor, når vi får sat turbo på opsætningen af ladestandere,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, der er brancheorganisation for bilforhandlere, værksteder og autolakerere i Danmark.
Undersøgelsen er lavet blandt mere end 1000 danskere fordelt over hele landet. 7 pct. af de adspurgte vil anskaffe sig en ny bil inden for de kommende seks måneder. Yderligere 7 procent vil skifte bil inden for et år, mens 21 pct. forventer, at det sker i løbet af to år.
Salget af el- og pluginhybridbiler udgjorde knapt 27 pct. af de nyindregistrerede biler i første halvår af 2021. Det er også en stigning fra årets første tre måneder, hvor knapt 24 pct. af de nyindregistrerede biler var el- og hybridbiler.