Et flyvende kunstværk vender tilbage til Bornholm

Efter at have været erklæret uddød i Danmark i mere end 40 år, er den sjældne sommerfugl svalehalen ved at etablere sig på Bornholm. En gammel naturlov bærer nu frugt.

En stor, gul og sort sommerfugl basker afsted gennem Almindingen Skov på Bornholm. Den har tydelige sorte markeringer hen over den gule baggrundsfarve og to karakteristiske farvede pletter på vingerne. Sommerfuglen er en svalehale, og den er meget sjælden. Faktisk er den officielt uddød herhjemme og har været det siden 1978.

Ifølge Michael Stoltze, biolog, forfatter og sommerfugleekspert, kan vi takke det danske landbrug og skovbrug for, at svalehalen forsvandt. Deres brug af sprøjtegift og gødning er en af de primære grunde til, at den smukke sommerfugl forsvandt fra Danmark.

Men hen over sommeren er svalehalen blevet set flere end 20 steder på Bornholm. I starten af sommeren blev der også fundet enkelte larver på planter i en have på øen. Nu er der fundet mange larver.

Der er tidligere fundet larver i Danmark, både ved Gentofte Sø på Sjælland og Hodsager Plantage ved Herning. Sommerfuglen har dog aldrig formået at skabe en fast bestand.

Men på Bornholm er der nu fundet så mange larver, at Michael Stoltze godt tør lave en konklusion:

“Svalehalen har etableret sig på Bornholm nu, og får sandsynligvis en fast bestand fremover”.

Der er fundet mange svalehale-larver på klippeøen. Foto: Michael Stoltze
Der er fundet mange svalehale-larver på klippeøen. Foto: Michael Stoltze

En for grov industri til de sensitive dyr

“Vi har mistet mange sommerfuglearter i Danmark, og generelt er de gået voldsomt tilbage i Europa. Omkring 1950 var der nok 10 gange så mange sommerfugle som nu,” fortæller Michael Stoltze.

Det er også ekstra svært for sommerfugle at vende tilbage, da de er meget kræsne dyr. De har brug for meget specifikke planter for at overleve:

“De er meget følsomme. Der er mange sommerfuglearter, som er knyttet til en enkelt eller nogle få plantearter,” forklarer Michael Stoltze.

Et eksempel er perlemorsommerfuglene, hvor næsten alle Danmarks 11 arter har brug for vilde violer for at overleve.

Nogle gange skal planterne endda gro på specifikke måder, før sommerfuglene godtager dem som levesteder:

“Det vil sige, at hvis planterne forsvinder, eller hvis de gror for vådt, eller for tørt, eller forkert i for tæt vegetation, så forsvinder sommerfuglene også."

Det er en af grundene til, at sommerfugle nemt kan forsvinde fra et område, hvis landbruget eller skovbruget ændrer naturen for meget.

Svalehalen på Bornholm. Foto: Thea Sonne
Svalehalen på Bornholm. Foto: Thea Sonne

Det danske skovbrug og landbrug har i mange år brugt sprøjtegift og store mængder gødning. Det er godt for udbyttet på markerne, men ikke for naturen.  Sprøjtegiften rammer nemt planter og dyr, uden at det er meningen, og det er ikke sundt for dem. Derudover gør gødningen, at planterne tit vokser så tæt, at sommerfuglelarverne ikke kan få den sol, de har brug for.

En gammel naturlov bringer nyt liv til Danmark

Tidligere var det meget normalt at bruge både kunstgødning og sprøjtegift i de statsejede naturområder. Det er stadig meget udbredt i det konventionelle danske landbrug.

At giftstoffer og gødningen påvirker den danske natur er noget, man har været klar over længe. Derfor fik vi en ny naturbeskyttelseslov i 1992 for statens naturområder.

“I midten af 1990'erne indførte man et forbud mod at bruge sprøjtemidler og kunstgødning i statsejede naturområder, og det kan vi se resultatet af på Bornholm,” forklarer Michael Stoltze.

I 1992 trådte Naturbeskyttelsesloven i kraft. Den erstattede den tidligere Naturfredningslov. I Naturbeskyttelsesloven fra 1992 blev omkring 10% af Danmarks areal beskyttet. Dette omfatter moser, søer, ferske enge, strandenge, heder, overdrev og vandløb. Loven slår fast, at der ikke måtte anvendes sprøjtemidler eller gødning, hvis det ikke tidligere var blevet benyttet i området. Der måtte desuden ikke opskaleres i mængden, hvis sprøjtemidler eller gødning tidligere var blevet benyttet. Kort sagt må der ikke ændres i naturens tilstand.

Uden den overvældende tildeling af næringsstoffer og sprøjtemidler, har de højtliggende naturområder på Bornholm med tiden haft mulighed for at blomstre. Helt bogstaveligt. Mange blomster og planter har fået bedre forhold, heriblandt kærsvovlrod og vilde violer.

Det er planter, som er sommerfuglenes favoritter.

På Bornholm vokser de desuden også så højtliggende, at de ikke bliver forurenet af markerne, hvor landmænd stadig bruger gødning og sprøjtegift i stor stil. Et problem, som ofte er til stede i resten af Danmark, hvor naturområderne ligger lavere end på klippeøen.

Flere tidligere truede arter af perlemorsommerfuglene er vendt talrige tilbage til Bornholm, nu når vilde violer og kærsvovlrod igen trives.

Engperlemorsommerfugle er kræsne - men er også vendt tilbage til Bornholm. Foto: Michael Stoltze
Engperlemorsommerfugle er kræsne - men er også vendt tilbage til Bornholm. Foto: Michael Stoltze

Det er et rigtig godt tegn, at sommerfuglene er begyndt at vende tilbage til Bornholm, siger Michael Stoltze.

Sommerfugle er jo sensitive, og når der er plads til selv de mest sensitive dyr i naturen, så er det et udtryk for, at naturen er i bedring. Det er også et bevis på, at man kan gøre en forskel for biodiversiteten – naturloven har givet sommerfuglene en redningsvest på klippeøen.

Perlemorsommerfugle er allerede kommet tilbage til Bornholm, og nu når svalehalen er ankommet, er Michael Stoltze meget tilfreds og håbefuld. I

sær da svalehalen i hans optik er kongen blandt sommerfuglene:

“Den er jo et flyvende ‘kunstværk’. Man bliver helt høj af at se den,” siger han.

Forskere laver natur-trædesten i byerne: Sjælden bi er set i Danmark for første gang i 109 år Læs også
Udgivet

Forskere laver natur-trædesten i byerne: Sjælden bi er set i Danmark for første gang i 109 år

I de danske byer skyder vejbede op, der skal bekæmpe oversvømmelser fra skybrud. Nu vil biologer bruge…

Lysninger og lort gør gamle marker til vild natur på Lolland Læs også
Udgivet

Lysninger og lort gør gamle marker til vild natur på Lolland

Den danske natur og biodiversitet er presset. Naturen mangler plads og tid. På Lollands sydligste tip…

En bille og en snyltehveps, som aldrig er set før herhjemme: Eksperter finder to nye insektarter Læs også
Udgivet

En bille og en snyltehveps, som aldrig er set før herhjemme: Eksperter finder to nye insektarter

To helt nye arter er blevet fundet i en nordsjællandsk nationalpark i en såkaldt bioblitz, da…