Flere unge bliver iværksættere: ”De er drivkraften til at skabe nye arbejdspladser og innovation”
Der er flere og flere, der bliver iværksættere i Danmark, og de seneste ti år er der kommet flere unge iværksættere end nogensinde før. Det skaber nye arbejdspladser og er godt for den grønne omstilling, lyder det fra Vækstfonden.
Iværksætteri har været et politisk ønske i over ti år, det er endda kommet på skoleskemaet i flere skoler, og iværksætterprogrammet Løvens Hule er løbet over tv-skærmen siden 2015. Der er kommet flere iværksættere i Danmark, og ifølge Ditte Rude Moncur, som er Senior Vice President for digitalisering og Vækstfonden, kan de mange rollemodeller være med til, at flere unge mennesker kaster sig ud i iværksætteri.
I 2010 var 16 procent af iværksætterne unge mellem 18 og 29 år, og i 2020 er det vokset til 21 procent, fremgår det af en analyse fra Danmarks Statistik.
”De nye generationer oplever, at det er blevet mere legitimt at være iværksætter,” siger Ditte Rude Moncur.
Førhen var iværksætteri forbundet med usikkerhed, men nu overskygges trygheden af muligheden for at skubbe verden i en bedre retning og friheden ved at have sin egen virksomhed, forklarer hun.
Hver fjerde er kvinde
Igennem de seneste ti år er andelen af kvinder, der starter sin egen virksomhed, stagneret på omkring 25 procent, og det er der flere forklaringer på. ”Historisk har mange kvinder ikke følt, at de har haft de nødvendige kompetencer, og intet kunne være mere forkert. Faktisk har mange kvinder bedre uddannelser og forudsætninger for at lykkes,” siger hun.
En anden årsag er barselsregler, hvor det kan være vanskeligt for kvinder at få støtte til at holde gang i deres virksomhed, forklarer hun, og peger på et sidste punkt, nemlig kønsbias i branchen. ”Vi har været vant til, at succesfulde iværksættere er mænd,” siger hun.
Større diversitet i iværksætteriet er noget de arbejder for i Vækstfonden, da undersøgelser viser, at teams med både kvinder og mænd giver bedre resultater.
Men der er de seneste år også sket en betydelig modning i branchen, hvor flere organisationer hjælper iværksættere med at skabe et godt team, forklarer Ditte Rude Moncur, og håber på, at der vil komme flere kvinder i iværksætteri.
Grøn fremtid
Stigningen af iværksættere de seneste ti år afspejles også i den grønne omstilling, for selvom vi står i mere usikre tider i disse år, stiger mængden af kapital til den grønne omstilling fortsat. ”Der er flere dygtige iværksættere, der introducerer nye grønne løsninger, og driver vigtige agendaer, og der er kommet en større forståelse for, at grøn forretning også er god forretning,” siger hun.
”Vores appel er; kom i gang så tidligt som muligt. Du lykkedes ikke nødvendigvis første gang, men måske fjerde gang, og du lærer noget, af alle de fejl du laver”.