Gratis gummi og gode råd knækker kurven for unge mødre i nordsjællandsk kommune

Hos Ungdomsmodtagelsen i Halsnæs Kommune kan de unge kvit og frit få rådgivning, kondomer, p-piller, hormonspiraler og andet prævention – og det har reduceret antallet af unge mødre.

For omkring ti år siden smed Halsnæs Kommune en mønt i ønskebrønden. De ville nedbringe antallet af unge mødre.

Derfor valgte de som den første kommune i landet at etablere Ungdomsmodtagelsen i Frederiksværk. En indsats, hvor unge mellem 12 og 25 år – også anonymt – kan komme forbi og få blandt andet gratis prævention, rådgivning, klamydiatests og gynækologiske undersøgelser – og det tyder på, at initiativet har båret frugt.

Det er nemlig lykkedes for Halsnæs Kommune at få ønsket opfyldt og nedbringe antallet af unge mødre markant.

”Vi kan jo aldrig være helt sikre på, at det lige præcis er Ungdomsmodtagelsen, der har noget med det at gøre. Men vi kan altså bare se, at efter vi startede initiativet, er antallet af unge mødre raslet ned,” fortæller jordemoder, sexolog og psykoterapeut Gabriéla Rehfeld, der er daglig leder på Ungdomsmodtagelsen.

Og tallene er raslet ned. Ifølge Danmarks Statistik var der sidste år nul unge mødre per tusinde kvinder i alderen 15-19 år, mens der i 2013 var seks og en halv unge mødre.

Større risiko for anbringelser og ingen uddannelse

Kurven for unge mødre er altså knækket, og det er vigtigt, fordi bliver en kvinde mor i en ung alder, kan det have store konsekvenser for barnet.

”Der findes mange rigtig gode unge mødre, men en teenagemor kan være en potentiel udløser for, at barnet bliver anbragt eller tvangsfjernet,” siger Gabriéla Rehfeld.

Ifølge forsknings- og analysecentret VIVE havde over halvdelen af anbragte børns mødre ikke planlagt at være gravide, og en fjerdedel af dem var teenagere, da de fødte deres første barn.

Men at blive tidlig mor påvirker ikke kun barnet. Det kan også have konsekvenser for morens liv.

En analyse fra tænketanken Arbejdernes Erhvervsråd viser nemlig, at risikoen for at være uden uddannelse som 30-årig er over dobbelt så høj for kvinder, der blev mødre, inden de fyldte 22 år, end for kvinder der bliver mødre senere i livet – og det øger også risikoen for, at moren dropper ud af sin uddannelse.

Det er altså mere udfordrende at gennemføre en uddannelse, hvis man bliver mor i en ung alder.

Og uddannelse er en guldrandet investering. Ifølge Arbejdernes Erhvervsråd giver uddannelse både en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og en højere indkomst.

Mere end bare gratis kondomer

Halsnæs Kommune var første kommune, der efter svensk forbillede hilste Ungdomsmodtagelsen velkommen.

Og opmærksomheden er kun vokset hos de unge i Halsnæs Kommune. I sit første leveår havde Ungdomsmodtagelsen i Frederiksværk i alt 59 besøgende. Det tal er nu steget til 850, hvilket svarer til omkring 16 besøg om ugen – og holder tallene for i år kommer modtagelsen op på over 1000 besøg, siger Gabriéla Rehfeld.

De fleste unge slår et smut forbi Ungdomsmodtagelsen for at få gratis prævention eller et klamydiatjek. Men ifølge Gabriéla Rehfeld viser undersøgelser, at gratis prævention i sig selv ikke hjælper. Det handler både om at få hjælp til at finde den rette prævention og den samtale om generel trivsel, der altid følger med – og det kan Ungdomsmodtagelsen.

”Der er ingen grænser for prævention. Du kan få kondomer, du kan alle slags få p-piller, du kan få spiraler, du kan få p-stave, og hvis ikke du er glad for det, du starter med, så kommer du ned og siger det, og så finder vi på noget andet. Og vi bliver ved og ved og ved, indtil vi har fundet lige præcis det, der passer til dig,” siger Gabriéla Rehfeld.

Hun mener, at Ungdomsmodtagelsen er en stor succes og håber på, at alle landets kommuner en dag kommer til at få en Ungdomsmodtagelse.

Der er også kommet flere til. Efter Ungdomsmodtagelsen i Halsnæs åbnede dørene for ti år siden, oprettede Herning Kommune en Ungdomsmodtagelse kort tid efter.

Og for fire år siden oprettede Folketinget en pulje på lidt over otte millioner kroner, hvor andre kommuner kunne søge midler til at etablere en Ungdomsmodtagelse. Her ønskede politikerne, at Halsnæs-modellen og de svenske modtagelser skulle være forbilledet

Det førte til, at der i 2022 blev oprettet tre nye projekter, hvor Bornholm Kommune nærmest åbnede en tro kopi af Ungdomsmodtagelsen i Frederiksværk, mens Varde og Hvidovre Kommune åbnede nogle ungeenheder, der i stedet følger Sex og Samfunds model for præventionsklinikker.

Uge Sex: Danske unge skal lære, at skærmkroppen ikke er en virkelig krop Læs også
Udgivet

Uge Sex: Danske unge skal lære, at skærmkroppen ikke er en virkelig krop

Unge i Danmark bruger næsten fire timer på sociale medier hver eneste dag. Der bliver de præsenteret for…

De unge er blevet hørt: Seksualundervisning bliver obligatorisk på alle gymnasier Læs også
Udgivet

De unge er blevet hørt: Seksualundervisning bliver obligatorisk på alle gymnasier

I februar nedlagde 2000 gymnasieelever undervisningen en dag i protest over manglende seksualundervisning på…

”Samtykke er ikke længere noget, man laver sjov med. Det er blevet mainstream” Læs også
Udgivet

”Samtykke er ikke længere noget, man laver sjov med. Det er blevet mainstream”

Danmark har nu haft en ny voldtægtslov i et år. Den har budt på positive overraskelser, men også…