Gymnasium dropper æg, mælk og smør: Sultne elever skal spise sig mætte i vegansk kantine

Det Frie Gymnasium i København har valgt at gå 100 procent vegansk i skolens kantine. Det blev besluttet i fællesskab på tværs af hele skolen, men idéen kom fra en elev i 3.G.

Kantinen på Det Frie Gymnasium var allerede vegetarisk. Og dem, der ville have det, kunne altid få et vegansk alternativ til dagens menu. Men nu går gymnasiet skridtet videre og indfører en 100 procent vegansk kantine. Mælk, smør og ost bliver skiftet ud med veganske alternativer, og spørger man både elever og rektoren, går det på ingen måde ud over, hvor appetitlig maden er.

”Det er en mulighed for at vise, at man kan gøre en forskel. Det er vigtigt at gå foran og vise, at man faktisk kan spise rigtig godt, spise rigtig sundt og spise vegansk,” lyder det fra Sara Mac Dalland, rektor på Det Frie Gymnasium.

Men det er ikke skolens rektor, der har taget beslutningen. Idéen kommer nemlig fra en elev i 3.G, og beslutningen er blevet taget i fællesskab.

”Vi laver undervisning på en måde, sådan at alle på skolen, både ansatte og elever, skal have mest mulig indflydelse på deres hverdag. Sådan har vi haft det i over 50 år,” forklarer Sara Mac Dalland.

”Jeg har jo ikke den samme magt som en rektor på andre skoler, jeg skal snakke med alle, før vi tager en beslutning. Når vi tager en beslutning, så skal vi snakke med nogen, der ved noget om det, og med dem, det kommer til at berøre,” siger hun. ”I denne her forbindelse handlede det om os alle sammen.”

Vil ikke udskamme nogen

Hvis man vil spise mere klimavenligt, kan et stort skridt i den rigtige retning være helt at droppe kødet. Især oksekød står for en stor del af vores madvaners CO2-udslip. At spise vegetarisk er langt mere klimavenligt end at være kødspiser, men der er også CO2 at spare ved at skifte over til veganske produkter.

Maden i Københavns vuggestuer, væresteder og plejehjem bliver grønnere. Det sparer 32.000 tons CO2 om året Læs også
Udgivet

Maden i Københavns vuggestuer, væresteder og plejehjem bliver grønnere. Det sparer 32.000 tons CO2 om året

Der bliver serveret mindre okse- og lammekød til Københavns børn, ældre og socialt udsatte, og…

Den grønne tænketank Concito står bag Den Store Klimadatabase, som er en oversigt over klimaaftrykket på en lang række forskellige madvarer. Ifølge oversigten udleder produktionen af et kilo smør det, der svarer til 3,86 kilo CO2, imens et kilo vegansk blok – en plantemargarine, som firmaet Naturli’ står bag, og som er udbredt hos folk, der ikke spiser smør – udleder 2,95 kilo CO2. Letmælk står for 0,59 kilo CO2, imens plantedrik lavet på havre står for 0,38 kilo CO2. Men forskellen er lille, for til sammenligning udleder produktionen af et kilo oksekød nemlig hele 185,75 kilo CO2.

Netop CO2-besparelser var et af de argumenter, som 18-årige Hubert Bislev Schøn fra 3.B kom med, da han fremlagde sit forslag om at gå vegansk til et såkaldt skolemøde. Her har alle skolens elever og ansatte mulighed for at møde op og stemme om de beslutninger, der skal tages på skolen. Hver person har én stemme, der vejer lige tungt.

”Jeg kom ind på landbruget, som i vores land fylder helt enormt meget. Jeg sammenlignede pladsanvendelser til produktion af veganske mælkealternativer versus komælk, anvendelse af vand, udledning af CO2 og så videre,” siger han.

Men det var ikke kun tørre data, Hubert Bislev Schøn havde med i ærmet. Han havde nemlig også et citat fra sangen ’Bondemanden’ af Povl Kjøller med.

”Man synger ”køerne skal malkes, så vi kan få smør og mælk,” og der er aldrig nogen i den sang, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal have den mælk. Det, jeg synes, vi skal tænke over nu, på det her tidspunkt i verdenshistorien, er, om vi kan glemme nogle af de ting, som har været så selvfølgelige for os og prøve at komme videre som art,” siger han.

Nye tal: Hvis alle levede som danskerne, ville verden udlede dobbelt så meget drivhusgas Læs også
Udgivet

Nye tal: Hvis alle levede som danskerne, ville verden udlede dobbelt så meget drivhusgas

Vi forbruger og forbruger, og det presser klimaet. Alene udledningerne fra det oksekød, en gennemsnitsdansker…

Men samtidig fortæller Hubert Bislev Schøn, at det var vigtigt for ham ikke at udskamme nogen i sit oplæg. Derfor kom han ikke ind på, om det for eksempel er rigtigt eller forkert at spise æg, mælk og andre animalske produkter. Han ville nemlig ikke give nogen dårlig samvittighed.

”Jeg ville gerne lægge vægt på, at det var en rigtig beslutning, vi alle sammen kunne tage sammen, uden at man behøver at have nogen særlig diæt derhjemme,” forklarer han.

”Jeg tror også, det var derfor, vi havde succes med det. Fordi der ikke var nogen, der følte sig angrebet.”

Overraskende lækker mad

Ifølge rektor Sara Mac Dalland er det veganske skift ikke gået helt ubemærket hen.

”Der er folk, som har ringet til os og sagt, at det er vigtigt at spise kød,” fortæller hun.

Men hun har ikke hørt klager internt fra skolen, og spørger man to gymnasieelever, er der stor tilfredshed.

”Jeg synes, det er så fedt,” siger Laura Lavigné Bee-Olsen fra 3.W. ”Derudover synes jeg også, kantinen er ekstrem lækker, jeg synes, det er virkelig god mad, vi får – og jeg hører tit mine venner sige, at de er chokerede over, at det er vegansk, fordi det er så lækkert. Så jeg synes, det er dejligt, at folk kan få smagt noget vegansk mad og blive positivt overraskede.”

Og Eleanor Childers-Brocks 2.C er enig. Hun mener, det rykker noget, når skolen går forrest, fremfor at hver enkelt elev og lærer selv skal vælge at lægge sine madvaner om.

”Det giver mening, at skolen gør det, og jeg håber også, at andre ser det og også vil gøre det. Det gør jo en stor forskel. De får jo store leveringer af smør, for eksempel, men nu er det vegansk,” siger hun.

Nye plantebaserede boller på suppen: Ny grøn uddannelse skal hjælpe danskerne med at ændre spisevaner Læs også
Udgivet

Nye plantebaserede boller på suppen: Ny grøn uddannelse skal hjælpe danskerne med at ændre spisevaner

Vi skal spise meget mindre kød, hvis vi skal passe på klimaet. Det vil Hotel- og Restaurantskolen hjælpe…