Gæsteblog: Ord skal blive til handling på COP16

COP15 handlede om at sætte mål. Denne COP handler om implementering. Men når kun et fåtal har lavet nationale handleplaner, bliver det svært at vurdere, om vi er på vej til at opfylde målene, og hvordan vi kan hjælpe hinanden med at komme i mål.

Finansieringskløften: Hvem betaler for biodiversiteten?

En af de største diskussioner på COP16 er ressourcemobilisering og oprettelsen af en finansiel mekanisme – kort sagt, hvem skal betale? Og hvordan sikrer vi, at pengene når frem til de rigtige?

Den globale biodiversitetsaftale forpligter landene til at mobilisere 200 milliarder dollars – det svarer til cirka 1,4 billion danske kroner – årligt til naturindsatser inden 2025, og forpligter dem til at arbejde for at fjerne naturskadelige subsidier. Det er bare ikke nok.

Finanseringsgabet frem mod 2030 er 700 milliarder dollars – om året. Særligt det globale syd, hvis lande ofte rummer den største biodiversitet, men har færre økonomiske ressourcer, er afhængige af støtte fra rigere lande. Det er vigtigt at huske på, at vores egen mangel på biodiversitet ikke er en selvfølgelighed, men noget vi gennem øget menneskelig aktivitet har forårsaget gennem flere tusinde år og drastisk accelereret siden industrialiseringen.

Oprindelige folk, som i dag beskytter 80 procent af klodens eksisterende biodiversitet, har været langt bedre til at leve i pagt med naturen, hvilket vi i høj grad skal være taknemmelige for. Men den taknemmelighed kan forekomme hul, hvis vi i det globale nord ikke støtter op om og hjælper med ressourcer til at bevare alt det, som vi på hjemmefronten har smadret. Det globale nord anerkender heldigvis i høj grad denne rigdom på biodiversitet, hvilket gør forhandlingerne på biodiversitet mere ligeværdige end i andre FN-forhandlinger. Spørgsmålet er bare, om det ofte fodslæbende nord er klar til at forpligte sig til at give de ressourcer, de godt ved er nødvendige.

På COP16 skal landene derfor også finde løsninger på, hvordan den nødvendige finansiering skal mobiliseres og håndteres. Lande i det globale syd, herunder Brasilien og flere afrikanske nationer, presser nemlig på for at etablere en ny fond til at håndtere pengene. De har kritiseret den nyoprettede globale biodiversitetsfond, Global Biodiversity Framework Fund (GBFF), for at være utilstrækkelig og for vestlig orienteret.

På den anden side står EU og andre lande i det globale nord. De har et mantra om, at oprettelsen af nye fonde skaber mere bureaukrati, og at antallet af fonde ikke ændrer antallet af penge. Det er derfor ikke kun naturen, men også fordelingen af ansvar og finansiering, der vil være i centrum for forhandlingerne.

Ungdommens stemmer i fokus

Mens de økonomiske strukturer og politiske forhandlinger kan virke komplekse og tekniske, er det vigtigt at huske på at løfte blikket og se fremad: COP16 handler om, at også fremtidens generationer skal have en sprudlende biodiversitet.

Som ungdomsdelegater er vi her for at sikre, at unge stemmer bliver hørt i processen. Vi står over for en biodiversitetskrise, der vil definere vores fremtid, og vi kræver, at de beslutninger, der tages i Cali, omsættes til konkret handling. Der er behov for ambitiøs politik og tilhørende handling – ikke kun tomme løfter og mål.

Heldigvis er der også positive tegn. 23.000 mennesker har registreret sig som deltagere ved COP16 – omtrent det samme som ved den seneste biodiversitetskonference. Det vidner om, at det momentum, som blev skabt i 2022, stadig lever. Nu handler det om at udnytte det momentum og sikre, at aftalen fra 2022 bliver husket som mere end blot et papir med flotte mål – men som starten på en reel forandring og effektfuld handling.

Når COP16 slutter, begynder arbejdet for alvor

Vi kan ikke tillade os at fejre, før aftalens mål er nået. COP16 skal ikke blot være en arena for politiske forhandlinger, men et vendepunkt, hvor de store ord bliver omsat til handling. Det er først her, at den historiske biodiversitetsaftale for alvor kan kaldes historisk. For aftaler alene redder ikke biodiversiteten – handling gør.

Når COP16 slutter, vil vi forhåbentlig have klare indikatorer for fremgang og bedre finansieringsmekanismer på plads. Men arbejdet slutter ikke her. Handling besluttet i FN er nemlig først handling, når det indføres i national politik. FN kan skabe nogle rammer, men det er landene selv, der har mandatet til at føre det ud i livet.

Danmark nåede lige – på dagen for konferencens start – at få sin nationale handlingsplan for biodiversitet klar, og man kunne derfor tænke, at vi fra dansk side har en klar plan for, hvordan vi skal leve op til forpligtelserne fra COP15. Desværre kritiseres den danske handleplan for at kigge mere tilbage end frem uden at vise en farbar vej for at komme i mål. Det er ærgerligt, men det gør til gengæld, at resultaterne fra COP16 også vil kunne inkluderes i en kommende dansk biodiversitetslov.

Og som ungdomsdelegater vil vi fortsætte med at bringe den danske ungdoms stemme ind i denne kamp for biodiversitet. For fremtiden afhænger af, at vi ikke kun taler om naturens værdi, men også handler ud fra det. Det er en udfordring, vi alle må tage på os – og COP16 er kun begyndelsen.