I fremtiden skal der tang på tallerkenen. Danske forskere og virksomheder arbejder på at dyrke det bæredygtigt på land
Cirkulær bioøkonomi: Ved at fange CO2, vand og overskydende næringsstoffer fra fiskeopdræt og bruge det til at dyrke tang vil et nyt projekt slå flere fluer med ét smæk.
Stegt, saltet, syltet, i supper, sovser og gryderetter, rå, røget, friteret, fermenteret, dampet, bagt, grillet og tørret.
Det er kun nogle af de mange måder, som folk verden over tilbereder og spiser fisk og skaldyr på hver eneste dag – fra sushi til sildemadder, fra maldivisk kulhimas (tun i chili) til den nigerianske fiskesuppe obe eja tutu.
Fisk er en vigtig kilde til protein for milliarder af mennesker, og millioner arbejder som fiskere.
Men faktisk bliver de fleste fisk, der ender på spisebordene verden over, slet ikke fisket.
Mere end halvdelen af de fisk og skaldyr, vi sætter til livs globalt, kommer fra akvakultur – altså fisk, der bliver opdrættet i havbrug, søer, damme, bassiner og landbaserede tanke.
Det bliver til hundreder af millioner tons hvert år, og derfor er det vigtigt, at akvakultur bliver mere bæredygtigt i fremtiden, så det belaster klima og miljø mindst muligt.
Læs ogsåDer er mindre mikroplast i de danske have, end vi troede – og du skal ikke være bekymret for at spise det
Hvis du bekymrer dig om mængden af bittesmå stykker plastik i havet, er der gode nyheder at finde…
Samtidig er der en anden af havets frugter, verden kommer til at skulle spise meget mere af i fremtiden: Tang. Tang er nemlig rigt på næringsstoffer, kostfibre og sunde fedtsyrer, og hvis vi kan få flere af ”havets grøntsager” på tallerkenen, kan vi potentielt sænke behovet for ny landbrugsjord. Samtidig kan tang også bruges i eksempelvis medicinalindustrien.
Nu eksperimenterer et spritnyt dansk projekt ved navn SeaFree på at slå flere fluer med ét smæk og kombinere landbaseret akvakultur med bæredygtig og effektiv tangproduktion.
Højteknologisk søsalat
Indtil videre er hjertet i projektet en 40-fods container i Grenaa med otte 1000-liters tanke, hvor tangarten søsalat bliver dyrket.
Her vokser søsalaten under ekstremt veltilpassede forhold, fordi højteknologiske løsninger sørger for, at der er de rette lysforhold, temperaturer og næringsstoffer i tankene.
Men det særligt smarte er, at tangtankene er koblet sammen med et landbaseret akvakultursystem, hvor der bliver opdrættet henholdsvis laks og rejer. Det forklarer Marianne Thomsen, der er professor ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet, der leder projektet, som også er medfinansieret af Innovationsfonden.
”Det er en industriel symbiose, hvor tangdyrkning fanger emissioner fra fiskeopdræt og bruger det til at skabe nye fødevarer,” siger hun.
Det er lavet til et lukket system, og det betyder, at CO2 fra laksene bliver brugt som en af byggeklodserne i tangproduktionen i stedet for at ryge ud i atmosfæren. Vandet fra lakseproduktionen, og restnæringsstofferne i det, bliver også brugt, i stedet for at ryge i havet.
”På den måde skåner det vandmiljøet for ekstra næringsstoffer, reducerer vandforbruget og fanger CO2. Samtidig får vi en produktion, hvor man kan høste tang hver uge, eller ligefrem hver dag, hvilket er meget oftere, end hvis man dyrker det i havet,” forklarer Marianne Thomsen.
”Det er cirkulær bioøkonomi”.
På et år indfanger projektet indtil videre 540 kilo CO2 samt 19 kilo kvælstof, som bliver omdannet til 2,2 ton frisk søsalat. Marianne Thomsen regner med, at alle tallene vil se bedre og bedre ud, efterhånden som projektet bliver snittet til og effektiviseret.
Samtidig bliver der nu udviklet en metode til at genanvende overskudsvarmen fra anlæggene til at tørre noget af tangen, der skal bruges i medicinalindustrien. På den måde bliver processen endnu mere bæredygtig og effektiv
Mere tang i fremtiden
Det er meget mere effektivt at dyrke tang i tanke i stedet for havet. Man kan styre tangens vækstbetingelser som eksempelvis temperatur, mængden af næringsstoffer og lys meget præcist. Det betyder, at søsalaten gror ekstremt hurtigt og kan høstes allerede efter en uge, meget hurtigere end hvis den blev dyrket i havet som normalt. Samtidig er kvaliteten høj og ensartet, siger Marianne Thomsen.
Læs ogsåTusindvis af danskere handler ind med en kæmpe klimadatabase i lommen
For et år siden kom en ny klimaspiller på banen. Den sætter fokus på klimavenlige fødevarer og…
Men der er en enkelt hage ved tangtankene. Alt det højteknologiske udstyr, der sikrer temperatur og lys og så videre, kræver meget energi. Dyrker man tang på liner i havet, klarer solen jo hele den del af butikken. Omvendt betyder det lukkede, cirkulære system jo, at processen som sagt genanvender både næringsstoffer, vand og CO2.
”Der er et højere energiforbrug her, end hvis man dyrker i havet,” siger Marianne Thomsen. ”Men det er rigtig svært at få tang ind i fødevaresystemet, og en af udfordringerne er at sikre en stabil høst og stabil kvalitet af tang. Vi skal spise mange flere produkter fra grøn akvakultur i fremtiden, og de landbaserede systemer til både fisk og tang vokser mere og mere, så vi prøver at designe dem så bæredygtigt som muligt”.
Eksportpotentiale
Projektet er lige startet, men skal løbe over fire år, hvor Marianne Thomsen og en lang række tilknyttede danske virksomheder skal finde ud af, hvordan teknologien og processen bliver optimeret, og hvordan tangen skal bruges både i fødevare- og medicinalindustrien. Lige nu er tangtankene i Grenaa som sagt koblet sammen med lakseproduktion, men senere bliver der også lavet et system, der sammenkobler en rejefarm med tangproduktionen.
Læs ogsåUdenfor Horsens bygger de Nordens største insektfabrik
Insekter er mange gange mere bæredygtige end traditionelle landbrugsdyr, men herhjemme er insekter…
Men principielt kan teknologien spredes ud, hvor det skal være – der bliver opdrættet fisk over hele kloden. Det kan altså potentielt blive et dansk eksportprodukt.
”Vi er kun lige startet med projektet, men der er allerede kommet henvendelse fra et interesseret sydkoreansk firma,” fortæller Marianne Thomsen.