Igen gang i de danske elbiler
Ifølge brancheorganisation er der nu omsider begyndt at ske noget på det danske elbilmarked. Det skyldes blandt andet større politisk klarhed om afgifter.
Efter lang tids stilstand er der igen begyndt at ske noget på det danske elbilmarked. Det skriver brancheorganisationen De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.
"De første to måneder af 2019 har været forrygende, når det kommer til salg af el, plug-in og hybridbiler. Samlet set er der opnået en salgsstigning på 41 procent i forhold til samme periode sidste år," skriver brancheorganisationen.
Det er især elbilerne, der med 476 solgte eksemplarer i januar-februar langt overstiger det tilsvarende salg året før på 83 elbiler.
”Det er en fornøjelse at se, hvor godt det går for salg af elbiler og hybridbiler. Der er ingen tvivl om, at de politiske afklaringer omkring afgiftsvilkårene og den store fokus fra klimadebatten spiller en væsentlig rolle i den positive udvikling i salgstallene – så uagtet at tallene fortsat er små er udviklingen meget tilfredsstillende," siger direktøren for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen, i pressemeddelelsen.
Trods stigningen er antallet af solgte elbiler stadig kun en lille del af det samlede bilsalg. I hele sidste år blev der i alt solgt 218.561 personbiler i Danmark.