De gør kamp for klima og insekter til en empatidans med masker: "Hvis vi for alvor skal ændre måden, som vi er i verden på, så er vi nødt til at aktivere følelserne"

Folk hygger sig, sludrer, fniser, klipper løs.

En tømmermandsramt fyr får en lys idé og klipper huller i sin maske, så han kan sætte solbriller ud over den. Det lader til at være et nybrud, der skaber mode blandt en håndfuld andre gæster, som kopierer idéen.

Da alle har fået lavet deres masker stiller de sig op side ved side – som på et skolefoto. Hele klassen summer nu med deres snurrende instrumenter. Et insektkor.

Artikel fortsættes efter billeder

Biernes avancerede kommunikation

Det er blevet tid til kulminationen på ritualet: Bidans.

Det vides, at bier blandt andet kan kommunikere med hinanden ved hjælp af en særlig dans – kaldet ”svansedansen” - de flyver i et særligt ottetalsformet mønster, når de vil videreformidle til andre bier, at der er næring i nærheden. Med dansen kan de kommunikere både afstanden fra boet til næringen og retningen i forhold til Solens placering.

Det er denne form for bikommunikation, som Den Store Insektskole lader sig inspirere af.

Nu stiller alle insekteleverne sig op på rækker. Et repetitivt, finurligt elektronisk beat går i gang. Alle følger samme takt. To skridt i én retning, så to stillestående hop med hænderne over i hovedet, så et retningsskift og gentagelse. Igen og igen. Igen og igen. Igen og igen.

Nogle har klippet for små huller til øjnene i deres masker, så de har ikke helt så let ved at se som til hverdag, hvorfor flere bumper grinende ind i hinanden under dansen. Men som ritualet skrider frem, bliver insektklassen mere og mere organiseret, de danser i takt.

Da dansen er slut afsløres store lyksalige tandsæt, når folk tager deres masker af - og vel egentlig bliver til mennesker igen. Ritualet er slut.

Jeg finder 23-årige Karl Kragh Madsen - ham min klassekammerat med charmesmilet - for at spørge, om han er kommet i dybere kontakt med insekterne:

”Jeg har fået en bedre forståelse for, hvordan insekterne måske bærer sig ad – for eksempel via dansen. Dansen har jo givet en ny indsigt i biernes liv,” siger han grinende og følger op:

”Ritualet var kraftfuldt, vil jeg sige. Det får stor opbakning, man kunne mærke synergien mellem arterne,” siger han.

21-årige Boy Ewald med zebracrocs er undervejs i sin insektskoling blevet klogere på, hvad projektet går ud på - mellemartslig empatiudvielse - og er efter dansen ét stort grin: inse

”Ej, nu hvor jeg ved, hvad hele pointen med workshoppen var, så må jeg bare sige, at jeg er vild med det,” udbryder hun. ”Jeg elskede dansen, jeg føler mig som en alien-bi. Jeg blev en alien-bi lige pludselig. Jeg er så glad!”

Q&A: Hvad går det hele ud på?

Efter workshoppen mødes jeg med de to insekskolelærere fra ”Bureau for Mellemartslig Kommunikation”: Charlotte Reim og Kirstine Elmhøj Hansen.

Hvad har jeg lige været vidne til?

Charlotte Reim: ”Vores arbejde handler generelt om at få mennesker til at have tættere og bedre relationer til andre arter, og det gør vi på mange forskellige måder. Det du har været med til, det er venskabsritual mellem mennesker og insekter. Vi forbinder mennesker til insekterne og alt deres arbejde for planeten. Alt deres hårde arbejde.”

Hvorfor giver det mening at lave sådan en bidans?

Kirstine Elmhøj Hansen: ”For at prøve at få folk til at åbne deres sind for, at der findes andre måder at kommunikere på end menneskelig, verbal kommunikation. Det er som om, at mennesker nogle gange har en idé om, at vi er den art, der har den mest avancerede kommunikationsform – men vi kan måske ligeså stille begynde at opdage ikke er tilfældet – ved for eksempel at bruge summeinstrumenter og lave en  bidans. Alle mulige andre arter har også super komplekse måder at kommunikere sammen på. Vi ønsker, at man skal se andre som ligeværdige på denne her jord.”

Folk er i festivaltilstand, når de kommer forbi og laver masker – tror I det er muligt at åbne deres sind?

Charlotte Reim: ”Bare det at klæde dig ud som et insekt, at lave noget med dine hænder, samtidig med at du kommer i stemning, taler med dine sidemænd om emnet, det kan noget særligt. At tale mens man arbejder med hænderne kan noget i forhold til at sløve tankens fart, ligesom gøre det mere produktivt at tale og tænke sammen. Så handler det også meget om, at hvis man vil ændre noget, så tror vi i hvert fald på, at det handler om at skabe fællesskaber. Det at være i et kor, og det at danse sammen, det skaber en rigtig, rigtig dejlig følelse af fællesskab og kraft på en eller anden måde. Og så det noget så simpelt som at lukke menneskemunden og få et kommunikationsredskab i hånden: Det gør, at du ikke skal tale med dit menneskesprog, det kan være med til at gøre, at der opbygges mere empati mellem arterne.

Hvilken oplevelse håber I folk går fra jeres event med - sådan mere konkret?

Kirstine Elmhøj Hansen: ”At man begynder en proces, både inde i sit hoved og kropsligt. Ændrer denne her hierarkiske måde at tænke verden på, hvor mennesket er øverst. Og i stedet tænke, at alle arter har lige meget ret til at være her.  Nogle gange kan der være en retorik om, at naturen og andre arter er til for at være en resurse for os mennesker. Så vi vil gerne så lidt frø til, at man forhåbentligt kan se verden som en mere sammenfiltret organisme… der bevæger sig sammen. Var det konkret nok? Haha.”

"Hvis du får bare én eneste insektven, så vil du kæmpe meget mere, for den bror eller søster, du får i det insekt"

Så folk har det sjovt, mens de laver masker og danser bidans, men der er et bagtæppe af dyb alvor her?

Charlotte Reim: ”Ja ja! Det er gravalvorligt, det her. Du kan også se, at vi selv tager de der store masker på, som er endnu sjovere. Vi bruger humor som et greb. Videnskaben har jo prøvet at fortælle mennesker, hvor grelt det står til i forhold til klima i rigtig, rigtig mange år, og de gør det heldigvis stadigvæk. Men vi tror også på, at for at man for alvor skal ændre sin måde at være i verden på, så er man også nødt til at arbejde fra sit hjerte. Så er man nødt til at aktivere følelserne og empatien. Hvis du får bare én eneste insektven, så vil du kæmpe meget mere, for den bror eller søster, du får i det insekt. Fordi insektet bliver et individ for dig.”

Er humoren et greb i lægger stor vægt på?

Charlotte Reim: ”Det handler meget om humor. Vi ser også lidt fjollede ud, og det handler måske også om at sætte sig selv som menneske i en situation, hvor man ikke tager sig selv så alvorligt, og måske i yderste potens decentraliserer mennesket i Jordens cirkulære vejrtrækning.”

Der satte du mig lige af - ”decentraliserer mennesket i Jordens cirkulære vejrtrækning”?

Charlotte Reim: ”Haha, der er menneske, og der er natur, og det handler om, hvor vi passer ind i økosystemernes fine balancer, som jeg kalder ”Jordens cirkulære vejrtrækning”. Vi skal finde vores plads der, fordi den har vi på en måde mistet.”

Kirstine Elmhøj Hansen: ”Det er en tanke om at leve og dø i respekt med hinanden – og i forening med hinanden.”

Hvordan har I forandret jer ved at arbejde med de her ting?

Kirstine Elmhøj Hansen: ”Nu har vi arbejdet med det i fire-fem år. Jeg tror det er en proces, der på en eller anden måde startede som en kunstnerisk og lidt akademisk øvelse, men som har rodfæstet sig mere og mere kropsligt og følelsesmæssigt. Man bliver bedre til at åbne sine sanser på en ny måde, når man hører nogle fugle synge, eller når man dufter en særlig sommerduft, som man går forbi. Så mærker jeg det dybere, end jeg gjorde før… hvis det giver mening.”

Bierne betaler jer ikke med honning for at lave det er efter festivalen?

Charlotte Reim: ”Nej, de betaler os ikke noget. Haha.”