KADK udstiller verdensmålsløsninger
Forskere og studerende viser offentligheden deres bud på design- og arkitekturløsninger på nogle af verdens største udfordringer.
Siden sommeren 2016 har KADK - Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – arbejdet målrettet med FN’s Verdensmål. Det har affødt over 500 afgangsprojekter og en række samarbejds- og forskningsprojekter, der alle tager udgangspunkt i Verdensmålene. 17 projekter, et for hvert mål, kan opleves i Rigsdagsgården ved Christiansborg frem til 30. juni.
Projekterne, der bliver vist på store billedplancher, viser alt fra produkter, tjenesteydelser og oplevelser, der har det til fælles, at de alle er bud på løsninger, der kan gøre verden mere bæredygtig. Samtidig skal løsningerne appellere til vores værdier, lyst og behov, forklarer Lene Dammand Lund, der er rektor på KADK.
”Et af de store spørgsmål i dag er, hvordan vi får folk til at vælge bæredygtige løsninger. Her er det afgørende, at de også vælger med hjertet. Løsningerne skal appellere til deres værdier og identitetsopfattelse, så de for alvor kan rykke ved adfærden. Det er den slags løsninger, vi gerne vil vise eksempler på i Rigsdagsgården”, siger hun.
Hampeplanter, havhaver og banebrydende robotteknologi
Udstillingen viser en bred palet af løsninger er bred. Eksempelvisarbejder tekstildesigner Tanja Kirst med Verdensmål 12, der handler om bæredygtig produktion og forbrug. Hun viser med projektet ”Re: Thinking Hemp”, hvordan vi kan anvende hamp på nye måder til at fremstille smukke, slidstærke tekstiler, og hvorfor hampeplanten på flere måder er et bæredygtigt alternativ til bomuld, fordi den kan dyrkes uden gødning, kræver mindre vand og forbedrer jordens næringsindhold.
I en anden boldgade er forskningsprojektet ”A Bridge Too Far”, der spiller direkte sammen med Verdensmål 9 om bæredygtig industri og innovation. Projektet undersøger, hvordan vi med banebrydende robotteknologi kan presse plademetal ud i tredimensionelle former og derved øge metallets bæreevne. For eksempel kan man konstruere en letvægtsbro, som kan bære et menneske over et spænd på 3,5 meter af metalplader på kun 0,2-1 mm i tykkelsen og med en samlet vægt på blot 40 kilo. Metoden betyder, at vi vil kunne mindske byggesektorens ressource- og materialeforbrug markant.
Arkitekt Sara Lindberg illustrerer med projektet ”Havhaver ved Lammefjorden”, hvordan vi passer på havet og dets ressourcer – i tråd med Verdensmål 14 om livet i havet. Projektet viser, hvordan en gammel pumpestation kan transformeres til nyttehaver under vand, hvor man kan dyrke miljøvenlige fødevarer som tang og muslinger, der samtidig bekæmper iltsvind og renser vandet.
Udstillingen er udendørs i Rigsdagsgården ved Christiansborg og åben for alle. Den løber fra 4. april til 30. juni 2019.