Kampen mod klimaforandringer skifter gear

I de seneste fem år er klimaforandringerne blevet meget konkret virkelighed for millioner af mennesker verden over, også i de rige lande. Det giver håb for handling.

Klimaforandringerne behøver ikke længere nogen lang introduktion. I de seneste år har vi igen og igen set eksempler på det ekstreme vejr, klimaforskerne har advaret om i årtier. Enorme hedebølger, tørke og skovbrande i Australien, USA og senest Canada, hvor det i 2021 blev næsten 50 grader i skyggen. Og mens tørken spreder sig nogle steder, rammer der omvendt også flere skybrud og oversvømmelser, som vi også har set herhjemme.

I 2016 lavede Kystdirektoratet en beregning, der viste, at om under 50 år vil 25 kommuner have omkostninger over 250 millioner kroner på grund af erosion, og hele 65 kommuner vil komme til at betale over 250 millioner kroner på grund af skader forårsaget af oversvømmelse. Det fremgår af 2030-Panelets rapport ’Vores Mål’, der handler om, hvordan vi i praksis arbejder med Verdensmålene i Danmark.

Det er på høje tid at få gang i arbejdet, for klimakrisen er verdens måske sværeste problem: Næsten alt, hvad vi gør, påvirker klimaet, og omvendt påvirker klimaet og vejret også næsten alt, hvad vi gør. Hvis vi skal løse krisen, så er der behov for en enorm omstilling, der berører alle sektorer og områder. Hele samfundet skal omstilles, siger Klimarådet, hvis vi skal have en chance for at komme i mål.

Det kan virke uoverskueligt, at alt hænger sammen på kryds og tværs. Men noget af det vigtigste i omstillingen er at ændre den måde, vi bruger energi på. Globalt set står energisektoren – der her inkluderer energiforbrug i industri og bygninger samt transport af alle slags – for knap tre fjerdedele af udledningen af drivhusgasser. Det er altså den absolut største pukkel, der skal flades ud, hvis vi skal nedbringe udslippet af CO2. Og heldigvis er det også inden for energiproduktion, at de seneste år har budt på flest gode klimanyheder.

Kulkurven er knækket

Mange lande nu er i gang med en historisk udvikling væk fra at bruge kul som brændstof. Det er ikke kun godt for klimaet, men også for miljøet, da kul er et af de mest beskidte brændstoffer, vi har. Det udleder ikke bare store mængder CO2, men også tungmetaller, svovl og andre giftige stoffer. Alligevel har kullet i mange år været en af verdens vigtigste energikilder.

Men det er ved at ændre sig.

Siden 2014 har verdens kulforbrug været faldende, og i 2019 skete det indtil da største fald i kulkraft nogensinde. Verdens samlede kulforbrug faldt med cirka 3 procent. Det lyder måske ikke som et voldsomt fald, men det svarer til den samlede kulkraft fra Storbritannien, Spanien og Tyskland. Det viser tal fra Det Internationale Energiagentur IEA og en analyse fra tre internationale klima- og energiorganisationer.

Og denne rekord blev hurtigt slået. I 2020 faldt kulforbruget med hele 8 procent, hvilket dog også skyldes verdens reaktion på udbruddet af Covid-19.

Trods faldene er kul stadig verdens næststørste energikilde, og i de senere år er der blevet åbnet flere nye kulkraftværker i blandt andet Kina og Indien. Men disse har ofte været lang tid undervejs. Investeringerne i at bygge nye værker fremadrettet falder nu kraftigt både i Asien og globalt.

Modstanden mod kul vokser også på de internationale klimatopmøder. I slutningen af 2021 blev deltagerlandene på COP26-klimamødet i Glasgow enige om at aftale, at de ville ”nedtrappe” brugen af kul. Det var en svagere formulering end at ”udfase” kullet, hvilket over 40 lande ønsker. Samtidig blev 80 lande enige om at skære ned på deres udledninger af den kraftige drivhusgas metangas inden 2030.

Vinden vinder frem

Et af mest ikoniske billeder på den grønne omstilling herhjemme er vindmøllen. I alt er der flere end 5.500 spredt ud i det danske landskab, viser opgørelsen fra Wind Denmark, vindkraftens brancheforening herhjemme . Oven i det kommer flere end 500 vindmøller på havet. Det store danske fokus på vindmøller har da også givet pote: I 2020 kom halvdelen af vores strøm fra sol og vind, med vindkraft som den helt store motor.

Strømmen herhjemme har aldrig været grønnere, siger Dansk Energi. Og Folketinget har givet hånd på opførelsen af danmarkshistoriens største anlægsprojekt. verdens første energiø med hundredvis af vindmøller, der skal opføres i Nordsøen og stå klar i 2033.

Hvor vindkraft tidligere var en lokal dansk kuriositet, er den i dag for længst slået igennem i stor stil i mange andre lande. Også dem, der normalt ikke er kendt for at være særligt grønne. For eksempel er oliestaten Texas begyndt at stille vindmøller op i stor stil, så de i dag producerer 17 procent af statens energiforbrug med vindkraft.

Solen bryder igennem

Engang var solceller noget, som kun NASA havde råd til at sætte på et rumskib, men siden er der sket et astronomisk prisfald, så de i dag er blevet allemandseje. Alene mellem 2010 og 2019 faldt prisen for at producere strøm med solceller med hele 82 procent, viser tal fra det Internationale Vedvarende Energiagentur, IRENA. Solenergi er allerede billigere end kul og olie mange steder. Og prisfaldet forventes at fortsætte.

Samtidig ser vi, at offentlige investeringer i fossile brændstoffer er blevet mindre, og at pengene på verdens børser strømmer væk fra fossile investeringer som aldrig før

”Jeg forudser, at solenergi bliver den nye konge af verdens elektricitetsmarkeder,” erklærede Fatih Birol, administrerende direktør i Det Internationale Energiagentur, i 2020.

Verdens strøm bliver altså grønnere og grønnere – men strømproduktion er kun en del af den samlede energisektor. Og energisektoren er kun en del af de samlede udledninger, der også omfatter landbruget, lossepladser, skovrydning, osv. Trods den rivende udvikling går det stadig ikke hurtigt nok, af den simple grund, at verden har været for længe om at komme i gang.

Verdens lande har en plan for at bekæmpe klimaforandringerne, men den såkaldte Paris-aftale er baseret på, at landene frivilligt skruer ned for deres CO2-udledninger. Indtil nu har landene ikke skruet nok ned, og målet om at holde temperaturstigningerne på under 1,5 grader regnes ikke længere for realistisk af mange eksperter, fordi det ville kræve en ekstrem katastrofeopbremsning af hele verdensøkonomien, der ville få nedlukningerne under corona-epidemien til at blegne. Der er dog stadig en vis chance for, at verden kan bremse lidt mere gradvist og nå målet om at undgå en opvarmning på 2 grader.

Før COP26-topmødet viste beregninger fra Det Internationale Energiagentur, at selv hvis alle lande i verden levede op til de klimaløfter, de havde givet, ville temperaturstigningen nå op på 2,7 grader, og dermed langt over Parisaftalens mål. Men siden har flere lande skærpet deres ambitioner, og seneste beregning viser, at landenes løfter vil være nok til at begrænse den globale opvarmning til 1,8 grader. Men det kræver, at landene også holder det, de lover, og det er langt fra sikkert, at de alle vil det. Alligevel vidner det om, at klimaet er kommet på dagsordenen som aldrig før.

Politikernes vilje til at give løfter – og holde dem – afhænger langt hen ad vejen af, hvad vælgerne mener. Derfor kræver det også en dybere kulturel ændring, hvor det går op for de fleste vælgere, at klimaforandringerne er en nødsituation. I de seneste fem år er der tegn på, at mange mennesker i verden blevet opmærksomme på problemet og begyndt at kræve handling. Blandt andet viste den hidtil største FN-meningsmåling i 2021, at to tredjedele af 1,2 millioner respondenter i 17 lande med tilsammen over halvdelen af verdens befolkning anser klimaforandringerne for en global nødsituation.

Selvom teknologiske løsninger kan gøre meget, er det ikke nok i sig selv. Det kræver også en dybere kulturel ændring, hvor det går op for de fleste, at klimaforandringerne er en nødsituation. I de seneste fem år er der tegn på, at mange mennesker i verden blevet opmærksomme på problemet og begyndt at kræve handling. Ikke mindst de unge, som med skolestrejker og klimademonstrationer har ændret den måde, vi taler om klimaforandringerne på. Selvom nogle af klimaforandringerne ikke længere kan undgås, er der dermed stadig mulighed for, at verden kan undgå de værste konsekvenser.