Flere virksomheder er åbne om forholdet til deres skat
Flere af Danmarks største selskaber fremlægger frivilligt flere informationer til offentligheden, da det nu er en god forretning at have styr på sine skattesager.
Store danske selskaber er mere gennemsigtige omkring deres regnskaber end nogensinde, og de er ikke så hemmelighedsfulde omkring deres skatteforhold som for bare fem år siden.
En ny rapport fra organisationen Oxfam IBIS, der arbejder med at bekæmpe international ulighed, viser nemlig, at flere og flere store danske selskaber frivilligt fremlægger mere detaljerede skatteregnskaber end tidligere.
Det er ikke et lovkrav, at virksomhederne fremlægger den type informationer, men nu vil flere selskaber gerne tage ansvar for at fremme gennemsigtigheden. Det betyder at det bliver nemmere for offentligheden at følge med i virksomhedernes skattebetalinger.
”Der er faktisk flere selskaber, som frivilligt gerne vil være med til at skabe gennemsigtighed på skatteområdet. Vi har fundet nye allierede i vores kamp mod selskabers skattetricks og skattely og oplevet, at ikke alle store selskaber aggressivt forfølger den laveste skat muligt,” siger Christian Hallum, der er skatteekspert hos Oxfam IBIS.
Rapporten undersøgte 28 af de største danske selskaber og pensionskasser, og over halvdelen af dem fremlægger frivilligt skatteforhold til offentligheden. Tilbage i 2015 fremlage ingen af de 28 selskaber ekstra informationer.
Læs også: Vindenergi er god business.
Det er en god forretning at have rent mel i posen
Udviklingen mod mere gennemsigtige skatteforhold begyndte i 2014, da Oxfam IBIS tog initiativ til projektet Tax Dialogue. Projektet samlede forskere, eksperter fra civilsamfundet, brancheorganisationer, skatterådgivere og nogle af landets største selskaber og investorer til en dialog om ansvarlig skat. Det bidrog til at sætte emnet på dagsordenen hos virksomhederne.
Samtidig har sager om selskabers opfindsomme skatte tricks fået stor opmærksomhed de sidste år, forklarer Christian Hallum.
”Der er kommet et stigende fokus på skatteproblemer i samfundet. Det er et emne, som har fået stor medieopmærksomhed og politisk bevågenhed. Derfor er risiciene for virksomhederne ved at ignorere samfundets forventninger om ansvarlig skat blevet flere. Det skaber også en idé om, at det er smart på bundlinjen at vise at man har rent mel i posen,” siger han.
Ørsted, Danmarks største energiselskab, er en af deltagerne i Tax Dialogue, som frivillig fremlægger deres skatteforhold. Skattechefen hos Ørsted, Karl Berlin, ser også, at det er god forretning at bidrage til mere åbenhed om skattebetalingen.
”Vi mener, at vi som virksomhed har ansvar for at bidrage til og finansiere samfundet. Derudover forbygger vi misforståelser hos medier og civilsamfundet ved at udlægge vores informationer. På den måde er det både holdbart for samfundet og for os som virksomhed,” siger han.
”Som virksomhed er vi også meget afhængige af et velfungerende samfund. Det er et kredsløb af fælles afhængighed mellem samfund og virksomhed. Vi har brug for veluddannede og dygtige mennesker til at udvikle vores virksomhed. Uden et velfungerende samfund har vi ingen forretning”.
Læs også: Verdensmålene gavner danske virksomheder
Men det er ikke alle selskaber, som har samme syn på skat. Forskning anslår nemlig, at den danske stat mister næsten syv milliarder kroner i selskabsskat hver år når store selskaber sender overskud i skattely. Men en mere udbredt kultur om øget gennemsigtighed kan gøre denne slags skattetricks mindre udbredt, mener Christian Hallum fra Oxfam IBIS
”Vi håber, at den udvikling, som vi ser nu, fortsætter. Der er stadig et stykke vej endnu, og vi håber især på, at vi fremover kan have større fokus på, hvordan danske virksomheder agerer ansvarligt i udviklingslandene,” siger han.
Og Karl Berlin er også håbefuld, og han mener, at den stigende åbenhed vil blive ved med at vokse.
”Jeg tror ikke, at skatteprojekter som dette bare er en trend. Denne udvikling er kommet for at blive”.
Læs også: Tabt Millionordre var dyre lærepenge, men nu er Verdensmålene med i forretningen