LGBT+-rettigheder i Danmark bliver bedre og bedre, men trivslen halter

Danmark springer syv pladser op ad ranglisten og indtager en andenplads i Europa for LGBT+-personers rettigheder. Men det skal ikke være en sovepude, advarer ekspert.

Danmark er et af de bedste lande i Europa, når det gælder om at anerkende og beskytte LGBT+-borgere i lovgivningen. Det er en realitet, efter vi har fået en andenplads på den årlige Rainbow Map.

Oversigten, som er lavet af menneskerettighedsorganisationen ILGA-Europe, er en rangliste over 49 europæiske lande, hvor hvert land får tildelt en score afhængig af, hvordan LGBT+-personers retstilling står til i det enkelte land.

I år er Danmark kun overgået af Malta, som har holdt fast i førertrøjen siden 2016. Men sammenlignet med sidste år har vi taget et stort spring op ad ranglisten fra den tidligere niendeplads.

Det er en nyhed, som vækker glæde hos LGBT+ Danmark:

“Det vidner om, at vi er lykkedes med at komme igennem med nogle ret centrale lovændringer de sidste par år. Og det er et langt skridt fremad, fordi det gør, at vi har meget bedre rammer at arbejde inden for,” siger Susanne Branner Jespersen, som er sekretariatschef i LGBT+ Danmark.

Årsagen til fremgangen skyldes ny lovgivning mod forskelsbehandling, hadforbrydelser og hadefulde ytringer, som trådte i kraft ved årsskiftet. I de nye love er det nemlig gjort helt tydeligt, at det er forbudt at forskelsbehandle på baggrund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.

“Der skal være plads til forskellighed i fællesskabet – alle skal kunne leve det liv, de ønsker og være den, de er. Med den nye bedre placering understreger vi, at vi i Danmark tager LGBT+ rettigheder alvorligt og fortsætter kampen for at udvide dem,” siger ligestillingsminister Trine Bramsen (S) i en pressemeddelelse.

Rettigheder er ikke lig med bedre trivsel

Selvom Susanne Branner Jespersen glæder sig over topplaceringen, gør hun det også klart, at der stadig er et stykke vej endnu, inden vi kan snakke om lige rettigheder for LGBT+-personer i Danmark.

“Vi ser stadig en alvorlig mistrivsel for LGBT+-personer og andre seksuelle minoriteter,” understreger hun.

Det er til at se i en ny dansk rapport, som viser, at 64 procent LGBT+-børn i folkeskolen har selvmordstanker, og at 53 procent har selv-skadet. Desuden har over 90 procent af de adspurgte elever i rapporten oplevet at blive kaldt homofobiske eller transfobiske skældsord i skolen.

Derfor mener Susanne Branner Jespersen, at det er vigtigt, at vi ikke misforstår Danmarks topplacering på Rainbow Map.

“Ja, der er grund til at være stolte og glade over vores andenplads, men listen viser i bund og grund kun, at man på papiret har de rettigheder. Der er derfor stadig en kamp at kæmpe i forhold til at skabe en bedre trivsel,” siger hun.

Og den skal skabes gennem en større åbenhed i samfundet.

“Der skal være en bredere forståelse og accept af, at mennesker kommer i mange former og størrelser, og at de lever deres liv forskelligt. Og det skal der være plads til,” siger hun.

Unge er klar til kamp på fredsdag Læs også
Udgivet

Unge er klar til kamp på fredsdag

Ungdomsøen afholder festival på Den Internationale Fredsdag. Her vil unge kunne udveksle idéer og…