Hvorfor er du på Verdensmålsakademiet? "Det er vildt svært at formidle om så seriøse emner, som ingen gider at gå op i"

Den 1.-6. august stod den på undervisning i demokratisk forandring, bæredygtighed og kreativ aktivisme på Roskilde Højskole. Vi talte med fem kommende Verdensmålsambassadører om, hvorfor de har valgt at blive en del af Verdensmålsakademiet.

Ved at uddanne unge Verdensmålsambassadører accelereres bevægelsen og de handlinger, der er nødvendige for at indfri Verdensmålene frem mod 2030. Det er i hvert fald håbet.

Nedenfor fortæller fem nyuddannede Verdensmålsambassadører om, hvorfor de er startet på uddannelsen - de kunne jo også have valgt en mindre udfordrende sommer ved strandkanten?

Blandt årets ambassadører taler vi med syrisk flygtning, som gerne vil engagere sig i samfundet. En gymnasieelev, der vil blive bedre til at formidle om håbløse emner. Og en gymnasieelev, der længes efter at blive en del af de voksnes verden, så hun kan skabe forandring i samfundet.

Gabriel Egholm fra Verdensmålsakademiet. Foto: Lasse Bak Mejlvang
Gabriel Egholm fra Verdensmålsakademiet. Foto: Lasse Bak Mejlvang


"Det er vildt svært at formidle om så seriøse emner, som ingen gider at gå op i"

Gabriel Egholm, 17 år, 2. g Det Frie Gymnasium, Frederiksberg

Hvorfor er du startet på Verdensmålsakademiet?

”Jeg går så meget op i klima, og det er vildt svært at formidle om et så seriøse emner, som ingen gider at gå op i, fordi de ikke har noget håb overhovedet. Så hvordan formidler man om noget, der er så håbløst, men som er så vigtigt at belyse? Jeg er her for at få nye perspektiver, løsninger, formidlingsværktøjer. Og så elsker jeg at være sammen med folk, som er aktive og engagerede i samfundet - som godt kan lide at ændre ting, gøre en forskel. I stedet for kun at drikke sig stive hele tiden.”

Hvordan ville du have det med dig selv, hvis du tog en hel sommer, hvor du kun drak dig stiv hele tiden?

”Jeg vil nok faktisk… have det meget godt med mig selv. Haha. Men det er også fordi, at jeg i min hverdag engagerer mig i så meget, at jeg har god samvittighed.”

”Jeg vil gerne blive en, som unge kan gå til efter svar”


Anna Holmgaard, 20 år, arbejder som lærervikar (ikke uddannet lærer), fra Sønderjylland

Hvorfor er du startet på Verdensmålsakademiet?

”Jeg har nok altid været et barn, der var utilfreds med alt – alt kunne gøres bedre. Hvis lærerne sagde, "sådan her er det", så sagde jeg, "okay, hvorfor er det sådan?”. Nu er jeg selv blevet lærer, og derfor ville det være fedt, hvis jeg selv kunne give kvalificerede og generelle svar på, hvordan verden hænger sammen. Derfor er jeg en del af Verdensmålsakademiet. Det handler om andet end bare klimaangst. Jeg vil gerne blive en, som unge kan gå til efter svar.”

"Da jeg var lille gjorde jeg mig usynlig overfor de voksne"

Maja Linneman Nielsen, 19 år, 3.g Aalborg Katedralskole, fra Aalborg

Hvorfor er du startet på Verdensmålsakademiet?

”Da jeg var lille gjorde jeg mig usynlig overfor de voksne, så jeg kunne lytte til deres samtaler, fordi det var mest spændende at høre, hvad der sker rundt omkring i verden. Det gjorde jeg allerede før jeg begyndte i folkeskole. I Folkeskolen syntes mine forældre, at det var en del af dannelsesprocessen at se nyheder, så det gjorde jeg. Det har givet mig en interesse i omverdenen, men det gjorde også skolen mere svær at engagere sig i. Hvorfor skal jeg lære alfabetet? Hvorfor skal jeg sidde og regne, når folk dør rundt omkring i verden? Jeg begyndte at føle mig mere engageret, da jeg kom ind i ungebyrådet i Aalborg i syvende klasse. Og jeg føler, at verdensmålene rummer alt det, jeg brænder for.”

"Jeg har altid haft en retfærdighedssans"

Mikkeline Trasbo Kelvis, 20 år, mediegrafikerelev, fra Jægerspris på Sjælland

”Jeg har altid haft en retfærdighedssans. Siden jeg var lille har jeg ikke kunnet forstå, hvorfor der er så meget ulighed. På min elevplads i Tåstrup har jeg tidligere prøvet at få arbejdspladsen til at fokusere mere på forskellige verdensmål gennem workshops, men det blev ikke taget rigtigt seriøst. Jeg oplevede ikke handling bagefter. Det var lidt nederen. Så da jeg stødte på Verdensmålsakademiet, så tænkte jeg, at det kunne være et godt sted til at få nogle værktøjer. Nye muligheder for at handle.”

"Jeg håber, at jeg en dag kan få politikerne til at ændre reglerne"

Ahmad Shukri Alali, 24 år, livvagt, flygtet til Danmark fra Syrien, bor i Store Heddinge på Sjælland
"Jeg er træt af at kæmpe alene. Jeg har en retfærdighedssans. Ting jeg gerne vil lave om. Jeg går og venter, så jeg vil gerne bruge tiden fornuftigt, uddanne mig på Verdensmålsakademiet. Jeg har en drøm om at blive dansk statsborger, for så kan jeg søge ind på politiskolen og blive politimand. Det er en drøm, jeg har haft siden jeg var lille. Lige nu arbejder jeg som livvagt. Jeg tænker, at det er en god start. Jeg har boet her er i seks år, men man skal have boet her i otte år, før man kan ansøge. Det er frustrerende, for jeg har gået på gymnasium, taler sproget. Jeg håber, at jeg en dag kan få politikerne til at ændre reglerne om statsborgerskab, selvom det bliver svært."