Mads med autisme laver juletræsfødder til hele Europa
Når virksomheden one2trees producerer deres juletræsfødder, skræmmefugle og lysmaster tager de både hånd om bæredygtighed og socialt ansvar.
Træ bores og skæres, metal og plastik påsættes – vupti en juletræsfod er klar, og så er det videre til den næste. Foruden skræmmefulge og lysmaster producerer og designer virksomheden one2trees intet mindre end 40.000 juletræsfødder årligt til store dele af Europa. Og kun træ fra bæredygtigt skovbrug og genbrugsplastik er godt nok, alt bliver, så vidt muligt, produceret i Danmark for at sikre højere krav til produktionen og mindst muligt aftryk på miljøet, og så er one2trees en socialt ansvarlig virksomhed, der skaber jobs og praktikforløb til unge med autisme.
”Gennem årene har jeg haft mange unge med autismeprofil i praktik i kortere eller længere tid,” fortæller indehaver Ruben Ipsen, som har haft stor glæde af at ansætte folk med autismeprofiler: ”I min produktion er der ofte mange gentagelser, og flere af opgaverne kræver stor præcision. Her har nogle mennesker med autisme særlige kompetencer”.
Læs også: Danmark får sin første svanemærkede skole
Fra musik til socialt ansvar
Eventyret med juletræsfødder, som indehaver af en socialt ansvarlig virksomhed, skete dog nærmest ved et tilfælde, fortæller Ruben Ipsen. Han var professionel klassisk guitarist, men pga. den lave indkomst som freelancer og en håndskade endte han med at dyrke og sælge juletræer på deltid, som familien i en del år havde gjort. I 2017 var virksomheden blevet så stor, at han flyttede produktion, lager og kontor til nye lokaler i Vækstpark for Socialøkonomi i Viby i Aarhus.
I vækstparken har han et tæt samarbejde med Special Minds, som hjælper unge og voksne med autismeprofil til at komme i uddannelse eller få job, og gennem dem har Ruben efterhånden haft mange unge i praktik. Special Minds hjælper unge og voksne med autismeprofil til at komme i uddannelse eller få job, og gennem dem har Ruben efterhånden haft mange unge i praktik.
”For to år siden ansatte jeg Mads, som har autisme. Inden han blev ansat, troede ingen på, at han overhovedet kunne få et job eller komme til at bo for sig selv. I dag klarer han begge dele,” siger Ruben Ipsen og fortsætter:
”Det var først, da jeg så den enorme udvikling og betydning jobbet havde for Mads og hans hverdag, at jeg virkelig kunne se vigtigheden i at ansætte folk med autismeprofiler”.
Og produktionen i Viby vokser snart til tre medarbejdere. For i takt med at virksomheden bliver større, er der blevet plads til at ansætte Andreas, som også har autismeprofil.
Læs også: Fantasifulde fortællinger lærer børn om Verdensmålene
Råd til andre virksomheder
Der er brug for virksomheder som one2trees, som kan se det store potentiale i at ansætte folk med autisme. Ifølge Landsforeningen Autisme er kun 11 procent af folk med autismeprofil i ordinær beskæftigelse på fuldtid og 9 procent i fleksjob.
Hos one2trees var det nødvendigt at gennemgå arbejdsgangene og finde ud af, hvilke opgaver, der passede godt til medarbejdere med autismeprofil. Især har afskærmning, støjreduktion og fleksibilitet i arbejdstider været vejen til at tilgodese medarbejdernes behov.
”Det er selvfølgelig tidskrævende at få sat i gang. Men når først det kører, så har man også nogle samvittighedsfulde medarbejdere, der er leverer produkter i virkelig god kvalitet,” siger Ruben Ipsen. Faktisk har det været en fordel at ansætte folk med autismeprofil, mener han: ”Arbejdsgangene med mange gentagelser, og hvor man producerer det samme mange gange i træk, som jeg selv synes er irriterende, trives både Mads og Andreas rigtig godt med”.
Ruben Ipsens råd til andre virksomheder er derfor, at de skal forsøge at kaste sig ud i at ansætte folk med autismeprofil: ”Man skal ikke være bange for det. Det kan godt være at det tager nogle forsøg og koster noget tid, men det skal nok komme, hvis man er åben over for det”.