Gæsteblog: Vi var fire år, da verdens vigtigste forhandlinger om verdenshavene gik i gang. Nu er vi klar til at være med i lige så banebrydende forhandlinger

Marcus Taulborg og Lise Coermann Nygaard er klar til at kæmpe for klodens klima og biodiversitet som Ungdomsdelegater til FN på klima & miljø. Både når det bliver langsommeligt, tørt, udfordrende, og når vi sammen skal kæmpe for at bevare håbet for fremtiden. 

For et par uger siden skete der noget skelsættende i det tunge og bureaukratiske FN-system: 193 lande blev for første gang nogensinde enige om, hvordan de i praksis skal beskytte verdenshavet. Det skete efter næsten 20 år med forhandlinger og en slutspurt med benhårde forhandlinger 38 timer i streg. Da forhandlingslederen, Rana Lee fra Singapore, endelig var klar til at præsentere den nye “High Seas”-traktat var det med en bævrende stemme: “Skibet (og forhandlingerne red.) er nået i land”.

Heldigvis har der længe været bred enighed om, at havet er livsnødvendigt for os mennesker. Havet er ophav for en stor del af vores føde, og halvdelen af den ilt, som vi indånder, kommer fra algerne. Alligevel har der været stor uenighed om, hvordan det åbne hav konkret skulle beskyttes.

Det har længe været muligt at beskytte havet langs kysterne, da det er en del af landenes egne territorier. Men det åbne hav, som udgør næsten to tredjedele af jordklodens overflade, har været allemandseje – alle lande har ret til at fiske eller udvinde ressourcer - hvilket også betyder, at det ikke har været muligt at beskytte områderne og livet der.

Den nye FN-traktat kan i sig selv ikke beskytte en eneste dråbe, men aftalen er det juridiske grundlag, der gør det muligt at oprette beskyttede områder langt ude på det åbne hav. Det vil både værne om ressourcerne på havets dyb, men også sikre, at fisk og andre organismer har områder, hvor de kan leve uforstyrret af menneskelig aktivitet.

Ungdommens stemme skal inddrages i skelsættende forhandlinger

Forhandlinger i FN-systemet er ofte langsommelige. Det kan tage pusten fra mange og næsten dræne håbet og troen på systemet. 20 år med forhandlinger, møder, gennemskrivninger af aftalepapir, indsigelser, utallige rykken rundt på kommaer og delaftaler kan virke som et endeløst bureaukratisk mareridt. Men når aftalerne falder på plads, så er de så store og vidtrækkende, at det ofte bliver historisk og skelsættende for vores fremtid - præcis som den nye hav-traktat, der er med til at fremtidssikre en del af klodens biodiversitet.

Ingen andre systemer end FN kan nemlig samle alle verdens lande.

Derfor er det også vigtigt, at forskellige minoriteter, perspektiver, aktører og generationer bliver inddraget i forhandlingerne. Heldigvis har mange dele af FN-systemet dette for øje. Vi - Lise Coermann Nygaard og Marcus Taulborg - er blevet udvalgt til at arbejde for, at ungdommens stemmer bliver hørt i FN-forhandlingerne.

På vegne af den danske ungdom, Dansk Ungdoms Fællesråd og Udenrigsministeriet deltager vi som ungdomsdelegater i FN-forhandlingerne på klima- og  biodiversitetsområdet sammen med den danske delegation. Et arbejde, der til tider er langtrukkent. Vi er begge 24 år gamle, så et system, der kan have 20 års forhandlinger, virker ekstra vilde. Men når det rykker, så rykker det virkelig på den helt store klinge. Og det er den forandring, som vi gerne vil være med til at skubbe på for.

Det betyder, at vi turnerer Danmark rundt for at indhente perspektiver fra danske unge. Vi deltager i de efterhånden velkendte COP-konferencer på klima og miljøområdet sammen med de danske forhandlere. Vi arrangerer sideløbende arrangementer til de store konferencer, hvor vi sætter fokus på unges perspektiver.

Men vi deltager også i selve forhandlingerne op til de store konferencer.

Det er nemlig mindst lige så meget der, vi kan sætte vores aftryk på aftalerne - på vegne af den danske ungdom. Vi deltager i formøder med Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, hvor de fastlægger Danmarks position. Derfor tager vi også med til Bonn til juni, hvor embedsmænd og diplomater fra hele verden skal forhandle forud for COP28 i Dubai. Her træder embedsværket i kraft, og vi kommer med ungdommens friske perspektiver blandt de mange midaldrende forhandlere i hvide skjorter.

Plastikaffald: Den næste store traktat?

Vi er netop blevet inviteret med i opstarten af forhandlingerne i Miljøministeriet forud for en global aftale om at bekæmpe plastikaffald. Plastik er nemlig et kæmpe miljø- og klimaproblem, og bjergene af plastikaffald vokser og vokser. Meget lidt bliver samlet sammen og endnu mindre bliver genanvendt.

Der blev vedtaget en global aftale om plastik i februar 2022. Aftalen går ud på, at der nu skal afholdes forhandlinger om at udvikle et internationalt og juridisk bindende instrument om plastforurening, som også inkluderer havmiljøet og alle dele af plastens ”livscyklus”. Ambitionen er at afslutte forhandlingerne inden udgangen af 2024.

Her er vi med fra den spæde start, hvor landene er ved at fastlægge deres individuelle standpunkter. Vi bidrager med ungdommens prioriteter og håber på, at de bliver inkluderet hele vejen gennem forhandlingerne. For også her er der tale om store spørgsmål: Hvordan skal vi håndtere det plastaffald, som vi allerede har produceret? Hvordan skal vi regulere i fremtiden? Hvem har ansvaret for den plastik, som gang på gang ender i naturen?

Vi har ikke mistet modet og håbet for, at FN-systemet kan være med til at sikre skelsættende fremskridt for jorden, biodiversiteten, klimaet og os mennesker. Vi bliver ved med at kæmpe og håber på, at vores indspark på vegne af ungdommen bliver taget med videre.

Hvem ved? Måske vil nutidens fireårige se på os om 20 år, når vi står med en bævrende stemme efter 38 timers uafbrudte forhandlinger og præsenterer FN’s nye internationale aftale, der vil sikre en afskaffelse af plastikaffald på hele jorden.

Men forhåbentligt går det hurtigere end det.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning.