Nydanskere er gevinst for dansk udviklingsarbejde

Den danske udviklingsorganisationen DACAAR der arbejder i Afghanistan, trækker på nydanskeres viden om deres andet hjemland i udviklingsarbejdet. Og der er grund til, at andre NGO’er følger trop.   

Den danske udviklingsorganisation DACAAR, Danish Committee for Aid to Afghan Refugees, der siden 1984 blandt andet har arbejdet for rent drikkevand, bedre sanitetsforhold og landbrug til over 12 millioner afghanere, blev opmærksomme på, at de skulle gøre noget ekstra, hvis deres udviklingsarbejde i det mandsdominerede Afghanistan skulle nå tilstrækkeligt ud til de afghanske kvinder.

For at prøve at løse det allierede DACAAR sig i 2018 med Tahmina Salik, som er dansk-afghaner og som i mange år har arbejdet med udviklingsarbejde i Afghanistan. Hun foreslog, at danske kvinder med afghansk baggrund blev inddraget i arbejdet. De kunne nemlig bidrage med forståelse for kvinders situation i Afghanistan, mente hun.

I februar resulterede Tahmina Saliks idé i, at DACAAR oprettede Dansk-afghansk kvinde- og diasporaforum, DAKDIF, som består af otte veluddannede danske kvinder med afghansk baggrund, som skal hjælpe med at få DACAARs udviklingsarbejde i øjenhøjde med afghanske kvinders hverdag.

I rådets korte levetid har kvinderne i DAKDIF allerede sat flere projekter i søen. På nuværende tidspunkt er de eksempelvis i gang med at planlægge undervisning i ligestilling til alle DACAARs 926 afghanske ansatte. Det skal sikre DACAARS kvindelige medarbejdere bedre arbejdsvilkår og oplyse DACAARS mandlige medarbejdere om kvinderettigheder.

Nydanskere har særlig indsigt

Tahmina Salik undrer sig over, at danskere med anden etnisk baggrund ikke bliver brugt mere konstruktivt i dansk udviklingsarbejde.

”Dansk udviklingsarbejde er meget lukket om sig selv. Det synes jeg er en skam, når nydanskere kan bidrage med vigtig viden om deres andet hjemland. Når man har boet og er opvokset i et land, så har man nemlig en kulturel forståelse, som man ikke kan læse sig til. Og den forståelse kan i sidste ende være afgørende for effekten af NGO’ernes udviklingsarbejde,” siger hun.

Kvinderne i DAKDIF har indtil videre rådgivet DACAAR i flere projekter. Blandt andet er de i gang med at planlægge undervisning til organisationens kvindelige afghanske medarbejdere i hvordan de kommunikerer om deres behov og rettigheder i en mandsdomineret kultur. Og så arbejder de på at få indført kønskvoter i DACAARS afghanske ledelse, så minimum to af ledelsens otte medlemmer vil være kvinder.

En win-win situation

Men der er ikke kun positive effekter at hente for NGO’er i udviklingssamarbejdet, fortæller Tahmina Salik. Det kan nemlig også gøre meget godt for nydanskerne. Hun har selv oplevet, at arbejdet i DAKDIF har givet hende en følelse af samhørighed mellem hendes danske og afghanske baggrund.

”Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg tror, at det opleves på samme måde af mange, som har tilhørsforhold til to kulturer: Vi har et stort behov for at forbinde vores to verdener, og det hjælper udviklingsarbejdet med. Her bliver den viden, som jeg har om den afghanske kultur og sprog, brugt til noget vigtigt og meningsfuldt i en dansk kontekst,” siger hun.

Når bølgerne går højt i den danske udlændingedebat, kan udviklingsarbejdet også give en følelse af at blive værdsat i det danske fællesskab, uddyber Tahmina Salik.

”Nydanskere er vant til, at nyhederne ofte fortæller de dårlige historier om os. Som nydansker føler man sig mere set, og dermed også mere motiveret til at hjælpe i Danmark, når man bliver anerkendt som en ressource”.