Shelterlivet er ikke kun for friluftspersoner: Over halvdelen er børnefamilier

Flere og flere danskerne er blevet vilde med naturen, og det tyder på, at barren for friluftslivet er blevet lavere. Du behøver ingen sovepose, i en shelter er dyne, madras og kuglegrill nok.

”Man vågner tidligt i en shelter, men man sover godt, når man bruger hele dagen udenfor,” siger Astrid Kjærsgaard, der er 46 år og fra Kolind. Hun har netop brugt sommerferien i shelters med sin familie og deres hund. Fra Thyholm til Sydfyn gik dagene på shelterpladser, med tid til gode snakke og fælles madlavning. Og de er ikke alene om at søge ud i naturen.

De seneste år har danskerne fået øjnene mere og mere op for den danske natur. Bookninger af Naturstyrelsens lejrpladser er steget med 150 procent siden 2013. I 2021 blev der booket 270.000 overnatninger på lejrpladserne.

Samtidig skal Naturstyrelsen bygge endnu flere gratis sheltere til de danske naturgæster.

”Der er stor efterspørgsel, og derfor er det dejligt, at vi nu skal opføre 300 nye shelters i vores fælles natur,” siger Anne Schouboe Thøgersen, som er projektleder hos Naturstyrelsen. Et nyt bookingsystem betyder, at danskerne nu også kan booke enkelte shelters, og ikke kun hele lejrpladser.

Og hjemmesiden udinaturen.dk, som er Naturstyrelsens guide til naturoplevelser i Danmark, oplever en stigning i antal besøgende. Her i august 2022 har der allerede været 350.000 flere danskere, der søger information om alt fra vandreruter til lejrpladser, end i hele 2019.

Shelterpladsen er målet i sig selv

Astrid Kjærsgaard og hendes familie er ellers ikke nogen, der bruger naturen synderligt meget. Før er det højst blevet til nogle dagsture til shelterpladser, men uden overnatning. Hun fik idéen til at tage børnene med på en billig ferie i det grønne, da hun blev anbefalet nogle pladser, og blev især glad for en moderne shelter på Millinge Klint.

”Der er mulighed for at lukke af om natten, der er toiletforhold og et overdækket sted at spise,” siger hun.

Mathilde Skov Kristensen, der er videnskabelig assistent i forskningsenheden Active Living på Syddansk Universitet, der som en del af et forskningsprojekt har undersøgt, hvordan danskerne bruger shelterne. Deres rapport Gode rammer for shelterfriluftsliv peger på, at 60 procent af brugerne nu er børnefamilier. ”I dag ser shelterfriluftslivet ud til at være særligt populært blandt børnefamilierne,” siger hun.

Også hos bookenshelter.dk, mærker de en stigende interesse for overnatning i det fri. ”Målgruppen, der kommer ud i dag, er meget bredere end det var for 15 år siden. Alt fra børnefamilier til unge skal prøve at sove i shelter,” siger Leif Sørensen, der er naturvejleder hos Trente Mølle Naturskole på Fyn og står bag hjemmesiden.

De traditionelle shelters blev i sin tid bygget, så friluftspersoner der var på tur over flere dage, enten gående, cyklende eller padlende, havde et sted at overnatte undervejs. Dengang var det primære formål selve turen, fra sted til sted, så shelterne var blot overnatningspladser. Men Mathilde Skov Kristensen peger på, at der i dag er mange, der kører bilen til den nærmeste parkeringsplads ved shelterpladsen og går et lille stykke. Dermed er shelterpladsen blevet målet i sig selv.

Det genkender Anne Schousboe Thøgersen, som er projektleder hos Naturstyrelsen. ”I dag er det en bredere gruppe af mennesker, der benytter shelterne, end vi så førhen,” siger hun.

300 flere shelters

Efter planen skal Naturstyrelsens 300 nye shelters stå færdige om ca. to år, men hvor de skal placeres, er endnu ikke fastlagt. ”Det ses tydeligt, at der er meget pres på shelterne omkring de store byer. Men det er Naturstyrelsens lokale enheder, der skal afgøre, hvor der er behov for flere shelters,” siger Anne Schouboe Thøgersen.

Rapporten fra Syddansk Universitet fortæller også, at muligheden for at booke en shelter i forvejen er afgørende for især børnefamilierne. ”Det at være sikker på, at vi har et sted at overnatte, har en kæmpe betydning, når man kommer med børn,” siger Astrid Kjærsgaard, der har nydt at være sammen med sin familie på en helt anden måde end normalt. Der er ikke så meget plads i en shelter, så alle skal indskrænke sig lidt.

”Det er en god ting at prøve at udfordre sig selv, for jeg er lidt et luksusdyr” griner Astrid Kjærsgaard. ”Men vi kunne sagtens forestille os at tage af sted igen.”