Verdenstimen: Små kloge hoveder og hænder fylder rådhuset med ideer

Børnestemmer og deres hurtige små skridt lyder ude på trappen. Så ses børnene i den guldindfattede døråbning. Nogle med en madpakke under armen, andre med talepapirer i hånden, kommer de dansende, løbende og svansende ind i den overdådige guldfarvede sal, der har mere end 100 år på bagen.

Børnene indtager hurtigt salen, med snak, grin og knitren med chokoladepapir. Så starter Verdenstimen.

“Verdensmål 4, det med bogen og blyanten, det er grunden til, at vi alle sammen er her i dag”. Sådan startes timen af dagens vært, Thomas Ravn-Pedersen, der til dagligt er adm. direktør og chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder.

Fællessang synger timen ind

Med blød stemme henvender værten Thomas Ravn-Pedersen sig hurtigt til børnene, “Kom herop”. Det er trods alt deres time. Nu kommer nogle af børnene selv op på scenen, og rigtig mange af dem, nemlig Damhusengens skoles 3. klasser. De skal synge for, når hele salen skal synge Verdensmålssangen.

Har dine børn hørt om Verdenstimen? Kendskabet til undervisningstilbuddet i bæredygtighed vokser Læs også
Udgivet

Har dine børn hørt om Verdenstimen? Kendskabet til undervisningstilbuddet i bæredygtighed vokser

Børnene er verdens fremtid og Verdenstimen giver dem mulighed for at blive klogere på bæredygtighed. En…

Verdenstimen er til, for at børnene selv kan fortælle alt, de har lært om verdensmålene. Foto: Lasse Bak Mejlvang
Verdenstimen er til, for at børnene selv kan fortælle alt, de har lært om verdensmålene. Foto: Lasse Bak Mejlvang

De 8-9-årige synger højt med let skingre og søde stemmer: “Alle verdens børn har ret til skolegang af kvalitet, de har ret til mad på bordet og til vand og sanitet…”. Alle de andre børn i publikum synger stille med, og de voksne stemmer i. Børnenes klasselærer løfter hænderne op over hovedet for at signalere til det lille kor, at de skal synge højere, og så råbes de sidste ord med fuld kraft: “Vi skal kæmpe for en verden uden sult og uden nød”.

Line Barfod indtager ydmygt scenen, hun ved også godt, at dette er børnenes time. Hun skal fortælle lidt om Verdensmålene i København, og hun forklarer, hvordan vi er et godt forbillede for resten af verden, fordi vi cykler så meget.

“Jeg cykler altid,” hvisker et barn stille til sin sidemakker.

Verdenstimen sætter Verdensmålene på skoleskemaet igen Læs også
Udgivet

Verdenstimen sætter Verdensmålene på skoleskemaet igen

Verdenstimen er tilbage og skal endnu engang lære børn og unge om verdens vigtigste plan

Børnene tager ordet

I flok efter flok går børnene op og laver alternative præsentationer af, hvad de har lært om Verdensmålene. De første er ”Plusserne” fra Sundbyøster Skole: “At være Plusser betyder, at man passer på hinanden og de små børn i skolegården”, forklarer en af de stolte ”Plussere” på scenen, hun er iklædt hættetrøje med ”Plusserne” skrevet hen over maven.

De stolte "Plussere" på scenen fortæller om, at de hjælper de andre børn i skolen, så de for eksempel ikke føler sig så ensomme. Foto: Lasse Bak Mejlvang
De stolte "Plussere" på scenen fortæller om, at de hjælper de andre børn i skolen, så de for eksempel ikke føler sig så ensomme. Foto: Lasse Bak Mejlvang

Det er en ordning, hvor de ”store” børn fra 5. og 6. klasse passer på de små børn fra 0-4. klasse. “Vi hjælper både dem, der bliver ensomme i det store frikvarter og giver dem nogen at være sammen med, og dem, der falder og slår sig, for vi har fået et førstehjælpskursus,” forklarer den anden Plusser på scenen, en 5. klasses pige klædt i en blå ”Plusser”-vest og med en førstehjælpstaske formet som en kat over skulderen.

Efter at pigerne går ned igen, hopper naturvejlederen Emil Raphael de Marco nu op på scenen, og fortæller om sit arbejde med børnehavebørn og deres tidlige naturfaglige nysgerrighed. Denne prøver lærerne at styrke hos børnene gennem pasning af levende, hvide mus og leg med vand og vandløb. Mange af de helt små børn sidder også i salen, og nu vender alle sig om og vinker til dem, på Thomas Ravn-Pedersens initiativ. Børnehavebørnene vinker genert, men storsmilende, tilbage med begge arme i vejret.

Vi hopper videre til Folkeskolen, hvor et talenthold fra Damhusengens Skole fortæller om, at de har brugt data til at forstå og lære om energi og vand i Danmark. Talentholdet slutter af med en lille lærestreg til salen: “Husk ikke at pege fingre ad hinanden, hvis nogen for eksempel spiser kød, men hjælp hinanden med at forstå, at man kan gøre ting anderledes”.

Børnene har skabt en have på taget og mere liv i havet

Op på scenen kommer ’Plantebanden’. De har store mapper i deres små hænder, for de er velforberedte.

”Vi har lavet en have på taget af vores skole,” forklarer de. Så viser de billeder af de mange højbede på det ellers kedelige sorte tag. “Vi kan slet ikke vente til at få lov til at så igen til foråret,” forklarer børnene med iver i stemmen. Haven skal passes af alle 3. og 4. klasser, år efter år, på Hendriksholm Skole i Rødovre.

Fra livet på land til livet i havet: Nu kommer der en film på storskærmen. Øresund Miljøskole fortæller om, hvordan de på lidt over et år skabte liv i havnen uden for skolen. En meget stolt lærer får lov at præsentere filmen, til lyden af hujen fra hans elever i salen.

Børnene og deres lærer lavede på to uger fiskebørnehaver ud af muslinger og hegn og skabte et sten- og sandrev. De filmede nede i vandet før og efter deres praktiske verdensmålsundervisning. Der var klart vand, men intet tegn på liv, før børnene havde haft fingrene i vandet. Et år senere, var der rejer og fisk en masse, og alle deres konstruktioner virkede, som de skulle. En masse små fisk svømmede nu rundt i den lille fiskebørnehave. “Biodiversitet betyder forskelligartet liv” forklarer børnene i filmen, “og det har vi skabt i havnen”.

Jordens vigtigste huskeseddel

Thomas Ravn-Pedersen fortæller, at det er vigtigt, at vi ser på alt det positive, der er sket i verden, siden Verdensmålene blev vedtaget for otte år siden. ’Jordens vigtigste huskeseddel’, kalder Thomas Ravn-Pedersen Verdensmålene.

Nu skal der leges ”sandt eller falsk”, med røde og grønne kort, der ligger på stolene. “Er I klar til at lege?” spørger Thomas Ravn-Pedersen. “Jaaaa,” råber børnene tilbage.

“På 25 år er der blevet en milliard færre ekstremt fattige, sandt eller falsk?” begynder værten. Røde og grønne kort flagrer i luften. En hel række børn tror ikke på det, og de vifter med de røde kort. “Det er sandt,” siger dagens vært.

“What?” siger et barn fra 2.klasse, “er der færre fattige?”.

“Ja der er!” svarer sidemakkeren.

I legen "sandt eller falsk", lærer børnene, at der er færre fattige i verden, end de måske troede. Foto: Lasse Bak Mejlvang
I legen "sandt eller falsk", lærer børnene, at der er færre fattige i verden, end de måske troede. Foto: Lasse Bak Mejlvang

En hitparade af verdensmålsunderholdning følger derefter på scenen, bl.a. tre verdensmålsambassadører, som laver ”sandhed eller konsekvens” og viser, hvorfor partnerskaber er vigtige for at nå Verdensmålene. De giver nemlig konsekvensen ”Tag 200 sprællemænd selv, eller alle i salen skal tage én hver”, til en skolelærer, som vælger, at alle i salen skal op og strække arme og ben.

Line Barfod kommer på banen igen, og skal interviewes af to piger fra en 9. klasse. De er klimambassadører. De snakker om, hvordan man gør julen bæredygtig med gaver fra genbrugsbutikker, og at Verdensmål nr. 17, ’partnerskaber for handling’, er Line Barfods yndlingsmål.

FN-ungdomsdelegat Jacob Blasius fortæller om verdenstopmødet i New York. “De er blevet bedre til at lytte til børn og unge i FN,” siger han.

Det lille kor fra starten af timen kommer nu tilbage på scenen og synger rådhuspandekagerne ind.

Efter pandekagerne er spist, rød sodavand er drukket, og kun to stk. musselmalede tallerkner er smadret, er det hjemad for de trætte men kloge små hoveder.

En hær af børn indtog Københavns Rådhus og præsenterede klimaidéer for de voksne - også kronprinsessen Læs også
Udgivet

En hær af børn indtog Københavns Rådhus og præsenterede klimaidéer for de voksne - også kronprinsessen

På landets folkeskoler undervises børn i bæredygtighed og grøn omstilling – og under "Verdenstimen" onsdag…