Coop skifter plastik ud med græs i en halv million grøntsagsbakker
Som en del af indsatsen for at reducere plastemballage introducerer Coop nu grøntsagsbakker lavet af græspap.
Den danske detailvirksomhed Coop, der blandt andet består af SuperBrugsen, Kvickly, Fakta og Irma, udskifter nu 560.000 stykker plastbakker til kartofler og gulerødder om året med bakker lavet af græspap.
De nye bakker er lavet af en blanding af papir og græsfibre. De kan genanvendes og reducerer klimabelastningen med op til 85 procent i forhold til plastbakker, skriver Coop i en pressemeddelelse.
Læs også: Supermarkeder går ind i kampen for bæredygtig plastik
”Vi kan se, at producenter, leverandører og kunder ligesom Coop er dybt optaget af den grønne omstilling. Og selvom det kræver en stor indsats at løse verdens ressourceudfordringer, kan selv små tiltag, som vi gør hver især, gøre en stor forskel,” udtaler CSR-direktør i Coop Signe Frese.
Danmarks Naturfredningsforening er glade for arbejdet med at reducere plastemballagen.
”Det er utrolig positivt, at Coop tager problemstillingen med plast meget seriøst, og kommer med nye løsninger,” siger Sine Beuse Fauerby, der er miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Coop oplyser, at græsbakkerne er uproblematiske for allergikere.
Læs også: Danske supermarkeder forbyder farligt sprøjtemiddel