Stigende efterspørgsel: Nu bliver Danmarks vandreruter omvejen værd
Det skal være lettere at vandre på tværs af Danmark. Et nyt projekt skal nemlig føre til nye, lange vandreruter, flere skilte og en hjemmeside, der viser den nærmeste vandrestrækning.
Der er rigtig mange stier i den danske natur allerede, faktisk 18.303 kilometer sti. Men mange af de kilometer hænger rigtig dårligt sammen, og man bliver hurtigt afbrudt på sin vandretur rundt i det ganske land.
Det skal der laves om på, og snart bliver det lettere at udforske Danmark til fods. Det sker gennem projektet “Danmarks Naturstier – en omvej værd”, drevet af Naturstyrelsen, som vil forbinde eksisterende stier med hinanden og derved skabe flere lange vandreruter, lidt ligesom den 500 kilometer lange og populære Hærvejen gennem Jylland.
Både Friluftsrådet og Kommunernes Landsforening står også bag projektet om at etablere og forbinde flere kilometer vandreruter på tværs af hele landet.
Den nye lange vandrerute i Danmark skal give vandrere en bedre måde at opleve Danmarks natur på, uden at skulle gå tæt ved hurtigt kørende biler i rabatten på store veje og gennem larmende byer.
Projektleder for Danmarks Naturstier hos Naturstyrelsen Terese Scheller Sandvei, forklarer, at den 4.218 kilometer lange landevej, Margueritruten, som forbinder Danmarks smukkeste landskaber, fungerer som inspiration for projektet. Margueritruten er dog tiltænkt bilister og cyklister.
“Det handler om at skabe en lignende oplevelse som Margueritruten, hvor man både bevidst kan vælge at følge ruten, men også tilfældigt ramme den,” siger Terese Scheller Sandvei, projektleder for Danmarks Naturstier hos Naturstyrelsen, og fortsætter, “Når man utilsigtet befinder sig på Margueritruten, vækkes ens nysgerrighed, og man bliver interesseret i at udforske, hvad der gør dette område specielt. Jeg håber at Danmarks Naturstier kan komme til at gøre tilsvarende for gående.”
Hjælp i naturen
Ud over at Danmark skal have en lang sammenhængende vandrerute, skal formidlingen langs ruterne også forbedres. Der bliver blandt andet installeret 1.000 nye infotavler og skilte, så vandrere kan få mere information og bedre vejledning undervejs.
Kernen i formidlingen af "Danmarks Naturstier" vil dog være den eksisterende platform Udinaturen.dk, som vil blive videreudviklet for at gøre det nemt for brugerne at finde ind til det sted på Danmarks Natursti, der er tættest på dem.
“Det helt unikke ved Danmarks Naturstier er, at det er en sammenbinding af vandreruter – det bliver den første nationale vandrerute i Danmark,” siger Terese Scheller Sandvei.
Planen for Naturstyrelsen er at afmærke omkring 15.000 kilometer vandreruter i alt. Men det betyder ikke, at der skal anlægges 15.000 kilometer nye ruter i naturen. “Vi står jo ovenpå alt det gode rutearbejde, der er etableret over årene, så skal vi bare forbinde ruterne med de få kilometer der er imellem dem,” siger Terese Scheller Sandvei.
Vi vil have naturoplevelser
Den stigende efterspørgsel efter naturoplevelser i Danmark har været en afgørende faktor bag projektets tilblivelse.
Især under Corona pandemien slog vandring for alvor igennem, fordi foreningsliv og træningscentre lukkede ned. Danskerne har siden taget naturen til sig og er blevet bedre til at tage på gå- og vandreture.
“Det der med, at man kan sige, at man gik et stykke af Danmarks Naturstier i weekenden, ligesom et stykke af Hærvejen, og så kan identificere sig med det, det tror jeg, er det, danskerne gerne vil,” siger Terese Scheller Sandvei.
Et fantastisk afsæt
Selvom visionen om at skabe bedre naturoplevelser er klar, er at det ikke gratis at realisere de lange vandreruter og forbedre formidlingen.
Men med en støtte på 50 millioner kroner fra Nordea-fonden er projektet for alvor kommet i gang.
Sammen med 50 millioner kroner fra Miljøministeriet og en pulje på op til 30 millioner kroner fra Friluftsrådet er der et samlet budget på op mod 130 millioner kroner. Det er “et fantastisk afsæt for projektet,” mener Terese Scheller Sandvei.
Hos Danmarks Naturstyrelse er håbet, at flere danskere vil komme ud i naturen.