Supermotiverede ambassadører på en brændende platform vil engagere de danske unge
Det første hold unge ambassadører er udklækket fra Verdensmålsakademiet og er klar til at besøge skoler, foreninger og virksomheder for at engagere andre unge i arbejdet for Verdensmålene.
Med blod på tanden og et diplom i hånden er de første 22 dimittender fra Danmarks første miniuddannelse i Verdensmål klar til at komme rundt i landet for at udbrede kendskabet til målene.
Verdensmålsambassadørerne har arbejdet intens med målene over efteråret og har lært, hvordan de selv skal lære fra sig, for som ambassadører skal de ud på skoler, ungdomsorganisationer og foreninger for at udbrede kendskabet til Verdensmålene og gribe ungdommens stigende interesse for bæredygtighed. Nu skal de ud at holde oplæg landet over - og de glæder sig rigtig meget til at komme i gang.
Det fortæller Jesper Jais Nørgaard, projektkoordinator ved Verdens Bedste Nyheder, der sammen med Tuborgfondet og DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd har stået for akademiet.
”Vi har nogle supermotiverede unge, der står på en brændende platform og rigtig gerne vil i gang med arbejdet om at vise, hvordan man selv kan handle efter målene. De kan formidle Verdensmålene i øjenhøjde til andre unge,” siger han.
”Og så kan de skabe en masse gejst, fordi Verdensmålene også er vigtige for dem selv. De får ikke noget for det her, men gør det fordi, de synes det er fedt og nødvendigt.”
Læs også: Danskernes kendskab til Verdensmålene er eksploderet
De første planer er klar
På akademiet har kursisterne ikke bare terpet alle de mange mål og delmål men har lært, hvordan man formidler, fortæller og holder oplæg. De har stiftet bekendtskab med konstruktiv journalistik og meningsdannelse, og de har øvet sig i at engagere unge i alle aldersgrupper.
Og det får de brug for, for som en krølle på halen på miniuddannelsen skal de 22 ambassadører selv udbrede Verdensmålene til de danske unge. Er du interesseret i et besøg, så læs nederst, hvordan man kan søge.
Nogle af de unge har allerede de første planer klar rettet mod andre unge – fra workshops på højskoler til Verdensmålstemauge på en folkeskole – men de kan også skræddersy et program, der passer til et virksomhedsbesøg eller en præsentation i den lokale Rotary-klub, siger Jesper Jais Nørgaard.
”De er alle vildt engagerede og tør tage ejerskab for en dagsorden, der i den grad kalder på unge. Jeg er vildt stolt over de ambassadører, vi har samlet, for de sætter sig selv i spil og er villige til generøst at dele ud af deres tid og viden for at skabe en bedre verden,” siger han.
”Jeg er sikker på, at de kommer til at engagere mange andre unge til at handle på Verdensmålene.”
Læs også: Når eleverne går mere og mere op i bæredygtighed, må skolerne komme dem i møde
Her fortæller et par af de nye Verdensmålsambassadører, hvordan de vil engagere unge i målene: