Søstjerner bliver til bæredygtigt dyrefoder
Verdens første søstjernefabrik åbner snart ved Limfjorden, hvor den skal producere tusindvis ton bæredygtigt foderprotein af danske søstjerner som erstatning for importeret kinesisk foder.
Limfjorden vrimler med søstjerner, der snart bliver hovedingrediensen i en ny type proteinrigt foder til danske økologiske svin og kyllinger. Snart åbner Vestjyllands Andel og selskabet Danish Marine Protein en spritny fabrik, der hvert år skal producere tusinder tons mel af de mangearmede bunddyr. Det skriver Ingeniøren. Søstjernemelet skal være et bæredygtigt alternativ til det økologiske sojaprotein, som danske landmænd importerer fra Kina til dyrefoder.
Samtidig kommer produktionen til at gavne vandmiljøet og hindre iltsvind i Limfjorden. Når søstjernerne bliver fisket op og lavet til foder, bliver næringsstofferne i fjorden nemlig reduceret.
Søstjernefabrikken kommer også de lokale fiskere til gode. Søstjernerne æder blåmuslingerne i fjorden, som de lokale limfjordsfiskere fisker. Nu får de en sidegesjæft med at fiske søstjerner i sæsonen, der går fra januar til maj, og søstjernefiskeret gavner således også muslingefiskeriet, når der bliver færre søstjerner til at spise dem.