Tabt millionordre var dyre lærepenge, men nu er Verdensmålene med i forretningen
Danske virksomheder gør i højere grad Verdensmål til en del af deres forretning – til gavn for både miljø og virksomhed. Og en manglende bæredygtighedsplan kan koste dyrt. Det måtte en nordjysk virksomhed sande.
Verdensmålene har vundet genklang hos danske virksomheder, og bæredygtighed forankres mere og mere i dansk erhvervsliv. Hele ni ud af ti danske virksomheder gør bæredygtig forretning, viser en undersøgelse, Dansk Industri lavede sidste år. Og der er god forretning i bæredygtighed. En undersøgelse fra Udenrigsministeriet viser, at forretningspotentialet for virksomheder, der arbejder med Verdensmålene, er 400 milliarder kroner frem til 2030. Derfor kan det koste dyrt, hvis en virksomhed ikke tænker målene ind i sin forretning. Det har en nordjysk virksomhed mærket på egen pengepung.
ThermIT i Hjørring, der laver sensorer til at overvåge temperaturen i industrikøleskabe og frysere, var sidste år med i en stor udbudskamp. Virksomheden blev valgt fra, fordi de manglede dokumentation for, hvordan de arbejder med Verdensmålene. Det kostede dem en millionordre, fortæller indehaver af ThermIT Ivan Lindgren Hansen.
”Det var et slag i panden, at vi tabte på det. Vores sensorer bliver sendt retur og genbrugt efter brug, og vi producerer alt lokalt i Danmark, så jeg synes jo, at vi er en bæredygtig virksomhed,” siger han.” Men det hjælper simpelthen ikke noget, hvis man ikke har konkret dokumentation på, hvordan man opfylder Verdensmålene”.
Læs også: De små virksomheder skal med på Verdensmålsbølgen
Win-win for miljø og virksomhed
Undersøgelsen fra Dansk Industri peger på, at Verdensmålene er med til at skabe en ramme og et globalt sprog, som virksomheder kan bruge til at kommunikere om bæredygtighed. Målene er derfor en god ramme at dokumentere og diskutere bæredygtighedsarbejde for virksomhederne. Det gør også, at flere virksomheder integrerer Verdensmålene ind i deres forretningsstrategi.
”Vi er glade for at se, at flere og flere virksomheder får øjnene op for, at FN’s Verdensmål både kan være godt for en bæredygtig udvikling i verden og for forretningen. Når virksomheder fokuserer på bæredygtighed og FN’s Verdensmål, så handler det både om at gøre en forskel for kloden og om god og sund forretning,” sagde Thomas Bustrup, direktør i Dansk Industri, i forbindelse med undersøgelsen sidste år.
Hos ThermIT har de nu sat sig for at få dokumentationen for deres bæredygtighedsindsats i orden. Ivan Lindgren Hansen forklarer, at de har fået hjælp til at udarbejde en bæredygtighedsprofil, der viser, hvordan virksomheden arbejder med Verdensmålene.
Selvom det ikke var sjovt at miste en millionordre, er Ivan Lindgren Hansen nu faktisk glad for det wake-up call og mener, at det vil gavne virksomheden i fremtiden.
”Det kommer til at få en stor økonomisk betydning for os. Kunderne kiggere mere den her vej, fordi de går mere op i, at der er styr på bæredygtighed. Hvis man ikke kommer med, så falder man bagud,” siger han.
Nu er hjørringvirksomheden steget på verdensmålsvognen, og Ivan Lindgren Hansen opfordrer andre virksomheder til også at stige på.
”Alle virksomheder skal sørge for at få styr på bæredygtigheden og lave en plan. Det er vigtigt for både virksomhed, kunde og miljø,” siger han.