Under jorden i de største danske byer ruller fjernkølingen nu ud

Kloden bliver varmere og efterspørgslen på kolde tilflugtssteder til bymennesket stiger. Derfor kommer der mere og mere aircondition, men det er meget energikrævende. Nu begynder der dog at rulle fjernkøling, der er klimavenlig køleteknologi, ud i de største danske byer.

Under fødderne på byboerne i Danmarks fire største byer spreder sig nu store rørsystemer, hvor der løber koldt vand. Vandet kommer fra den lokale havn eller sø og skal ud til alt fra hospitaler, universiteter og museer til storcentre, hoteller og kontorer og køle dem ned. Teknologien hedder fjernkøling, og det er en kølemetode, der sænker energiforbruget i forhold til traditionelle airconditionanlæg og ventilatorer. Flere og flere bygninger i både København, Aarhus, Odense og Aalborg bliver nu kølet ned med fjernkøling. Det er godt nyt for klimaet.

Fjernkøling kan beskrives som fjernvarmens kolde datter, da det er født ud af fjernvarmekonceptet, hvor man laver energiproduktion på et centralt kraftværk, som kommer ud i bygningerne via rør i jorden. Fjernkøling er også fem gange mere effektivt end forgængerne. Alt i alt kan fjernkøling reducere CO2-forbruget med op til 70 procent og har et lavere energiaftryk sammenlignet med eldreven køling, forklarer Jakob Thanning. Han er områdechef for Kundeløsninger og Fjernkøling hos Hovedstadens Forsyningsselskab, HOFOR, der er landets største fjernkølingsleverandør.

Strøm kommer ind i varmen, mens gas begynder at blive frosset ud Læs også
Udgivet

Strøm kommer ind i varmen, mens gas begynder at blive frosset ud

Olie- og gasfyr til opvarmning udleder næsten tre millioner tons CO2 om året herhjemme. Men omstillingen…

”Behovet for køling er stigende, og det vil kun vokse, jo varmere klimaet bliver,” siger Jakob Thanning.

På verdensplan står nedkølingen af bygninger for op mod en femtedel af bygningernes energiforbrug. Derfor er det vigtigt, at selve kølingen også er klimaeffektiv.

De fire store byer

I København har HOFOR fire kølecentraler og 25 kilometer kølerør under jorden. Virksomheden har i dag over 110 store kunder som hoteller, banker og museer i hovedstaden - de nedkøler nu blandt andet en tredjedel af alle Københavns hotelværelser. De har leveret fjernkøling siden 2010.

Lige nu er de i gang med at udvide netværket og vil gerne bygge endnu mere fjernkøling i København og har eksempelvis netop underskrevet deres største kontrakt nogensinde, med Rigshospitalets nye børnehospital.

I Aarhus er fjernkølingen helt spæd. Den er lige blevet etableret i foråret af det lokale forsyningsselskab Kredsløb, og den første kunde er akkurat i denne måned blevet koblet på det nye fjernkøleanlæg.

I Aalborg vinder fjernkølingen også frem. Nyt Aalborg Universitetshospital er ved at få etableret fjernkøling, som skal tages i brug, når hospitalet åbner i 2026.  På Nyt Odense Universitetshospital blev fjernkølingen tændt sidste år.

Odenses fremtid er i klimaets tegn Læs også
Udgivet

Odenses fremtid er i klimaets tegn

Inden 2030 skal Odense være klimaneutral. Odense slutter sig dermed til en række flere danske byer,…

Grøn dagsorden

Der er forskellige grunde til, at der netop nu er vind i sejlene med fjernkøling herhjemme. 

”Der er rigtigt mange danske virksomheder, der har grøn omstilling på dagsordenen, og det er jo fantastisk,” siger Jakob Thanning.

Fjernkøling koster generelt det samme som normal afkøling, nogle gange er det endda billigere, og sammen med det voksende grønne fokus hos virksomhederne, betyder det, at når de skal skifte deres gamle køleapparater ud, så er fjernkøling en mere og mere oplagt løsning for kunderne, forklarer han.

“Der er altså harmoni mellem økonomien og ønsket om bæredygtighed i øjeblikket,” siger Jakob Thanning. ”Og det betyder, at der er mere og mere efterspørgsel på fjernkøling i Danmark lige nu”.

Slut med kul i København Læs også
Udgivet

Slut med kul i København

Kulkedlerne har brændt en sidste gang på Amagerværket, og der er blot tre kraftværker tilbage i…