Verdensmålsugen skudt i gang: “Vi har en plan”
Verdensmålsugen er årets topmøde om verdens vigtigste plan for mennesker og planeten. Ugen begyndte med en debat i Landstingssalen på Christiansborg. Først blev der sat spørgsmålstegn ved Verdensmålene. Til slut blev der sat en fed streg under verdensmålene.
Det enorme kammer, Landstingssalen, har hvidt loft og sorte stole. På hvide vægge hænger hvide malerier med sorte streger. Men midt i rummet ligger i dag en bunke klodser i regnbuens farver. Det er Verdensmålene, der ligger stablet fint oven på hinanden. I dag skal Verdensmålene sætte farve og perspektiv på verdens konflikter, og ligge som grobund for dagens debat.
“I en tid, hvor kriserne står i kø, kan det være svært at se, hvorfor vi skal snakke om Verdensmål,” siger Marianne Bigum, forperson for 2030-Netværket, ”Men,” fortsætter hun, “Verdensmålene dækker både i syd og i nord. De kan give en fælles ramme og være et fælles sprog. De kan danne bro og give forståelse og inspiration, og de er ikke symptombehandling men retter sig mod problemernes kerne”.
Således indledes Verdensmålsugen. Forpersonen for 2030-netværket får herved sat streg under Verdensmålene, og beskrevet hvorfor de er en vigtig ramme for bæredygtig udvikling i vores samtid.
Da debatten starter, bliver der dog hurtigt sået tvivl igen. Jakob Nielsen, chefredaktør på Altinget og debattens moderator, begynder nemlig debatten med temaet ’Er Verdensmålene stadig aktuelle?’
Alle i panelet er imidlertid enige i, at Verdensmålene stadig i dag er mindst lige så aktuelle som ved deres skabelse i 2015.
“De er mere aktuelle nu end dengang, de blev vedtaget, for det ser ikke godt ud i verden,” siger Cecilia Zade Iseni Danmarks ungdomsdelegat til FN.
Hun mener, at de problemer, vi står overfor globalt, ikke udelukker Verdensmålene. Tværtimod. “Verdensmålene er ikke ligegyldige under krig,” siger Cecilia Zade Iseni, “det er netop der, vi ser vold mod kvinder, børn der ikke kan komme i skole og mennesker, der sulter”.
Thomas Ravn-Pedersen, direktør og chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder, stemmer i:
“Det er ikke Verdensmålene, der er noget galt med, men os der skal implementere dem” siger han og forklarer: “Vi har en plan. Verdensmålene baner vejen for en forståelse, som er nødvendig for at klare alle de, kriser vi står i”.
Vi savner politikerne
Selvom salen er godt fyldt, mangler der nogle til dagens debat. De er inviteret, men er aldrig dukket op; ministrene.
“Vi savner at kunne mærke politikerne,” siger Sara Krüger Falk, direktør for UN Global Compact Network Denmark samt forperson for 2030-Panelet, og forsætter: “Det er drønærgerligt, at der ikke er én minister i dag, for vi havde inviteret mange”.
Det synes at vise, at Verdensmålene ikke er en politisk prioritet, mener Sara Krüger Falk.
Til slut fik nogle af debatdeltagerne dog tid til at sende en hilsen til ministrene, gennem Karin Liltorp fra Moderaterne og næstforperson for Folketingets 2030-Netværk.
Ifølge panelet var det vigtigste, ministrene skulle vide, at Verdensmålene hænger sammen på tvært af sektorer. At politikerne skal sætte højere krav til sig selv, og at Verdensmålene er nøglen til at blive hørt globalt.