Ny dansk rekord for vedvarende energi i 2022

Strømmen i stikkontakten bliver grønnere og grønnere. Flere solceller, flere møller og mere blæst betød flere nye rekorder sidste år.

Vindmøller og solceller producerede rekordmeget strøm i 2022: Elproduktionen fra vind og sol dækkede 59,3 procent af det danske elforbrug sidste år.

Det er en stigning på næsten 12 procentpoint siden 2021. Det viser tal fra Energinet, den offentlige virksomhed der ejer elnettet.

Det betyder, at Danmark i 2022 har taget endnu et stort skridt i den grønne omstilling af elsystemet, skriver Energinet.

Danmark får sin største havvindmøllepark nogensinde Læs også
Udgivet

Danmark får sin største havvindmøllepark nogensinde

Stor, større og så Thors Vindmøllepark. Danmarks største havvindmøllepark vil i 2027 kunne forsyne…

Mere blæst og flere solceller

Den store stigning skyldes flere ting.

For det første steg vindkraften markant fra 43,7 procent i 2021 til 53,2 procent i 2022. Især fordi den store havmøllepark Kriegers Flak i Østersøen havde sit første fulde produktionsår.

Samtidig blæste det mere i 2022 end året før. I 2021 blæste det nemlig ikke så meget, omkring 10 procent lavere end normalt, og 2022 var på et mere normalt niveau.

Strøm kommer ind i varmen, mens gas begynder at blive frosset ud Læs også
Udgivet

Strøm kommer ind i varmen, mens gas begynder at blive frosset ud

Olie- og gasfyr til opvarmning udleder næsten tre millioner tons CO2 om året herhjemme. Men omstillingen…

Desuden installerede Danmark rekordmange solceller sidste år. Det betyder, at andelen af strøm fra sol blev næsten fordoblet på et år - fra 3,6 procent af elforbruget i 2021 til 6,2 procent sidste år.

Tilsammen betød det altså ny rekord for andelen af grøn strøm, knap 60 procent.

Men enkelte måneder var andelen helt oppe over 70 procent: februar, juli og november. Det er første gang, at vind og sol dækkede så meget over en måned i gennemsnit, skriver Energinet.