23-årige Neha lærer piger at kode robotter: ”De siger altid, det er nemmere, end de troede”

I Danmark er der kun 33 procent kvinder på de naturvidenskabelige studier. Dét vil 23-årige Neha Imtiaz Ullah, der studerer til elektroingeniør, lave om på. Hun arbejder på at få flere piger ind i ”typiske” mandefag, og er netop blevet hædret med flere priser, for sit arbejde med ligestilling.

Neha Imtiaz Ullah husker tydeligt første dag i auditoriet på Danmarks Tekniske Universitet. Hun var én af 11 nystartede piger på et studie med 85 studerende. ”Wow, her er næsten ingen piger,” tænkte Neha Imtiaz Ullah på sin første skoledag, hvor hun med det samme mærkede, at kønsbalancen var skæv, fortæller hun.

Kvinder udgør kun 33 procent på uddannelserne indenfor videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, som i samlet betegnelse kaldes STEM-fagene. Der har i årevis været overvægt af mænd i de fag, og det er tilmed et felt, hvor der er stor mangel på arbejdskraft. Derfor kan en del af løsningen være at rekruttere flere kvinder.

Fra 2018 til 2020 var der faktisk en lille stigning af kvinder, der søgte mod STEM-fagene. Men fra 2021 til 2022 faldt optaget med 11 procent, og er nu næsten tilbage på samme niveau som i 2018.

Derfor har Neha Imtiaz Ullah startet foreningen Nordic Women in STEM, hvor hun introducerer og underviser piger mellem 13-19 år i at programmere og kode robotter. Hun vil være en rollemodel for unge piger, for det manglede hun selv, da hun begyndte på sit studie. Først efter halvandet år på uddannelsen fik hun en kvindelig underviser.

”Det var så fedt at se en kvinde i underviserens stol, det havde jeg aldrig set før,” siger Neha. ”Hun blev en inspiration for mig. En rollemodel jeg kunne spejle mig i”.

Først blev dronerne programmeret og derefter selvfølgelig afprøvet på Droneworkshoppen for piger på DUT i november 2021. Foto: Nordic Women in STEM.
Først blev dronerne programmeret og derefter selvfølgelig afprøvet på Droneworkshoppen for piger på DUT i november 2021. Foto: Nordic Women in STEM.

Diversitet

Men det handler ikke kun om kvinder, det handler også om diversitet. ”Vi er alle forskellige, og tænker forskelligt, og det skal vi bruge for at komme frem til de bedste løsninger,” siger Neha Imtiaz Ullah. For når man skal finde løsninger, tager man også udgangspunkt i sig selv, og derfor skal der både flere kvinder og forskellige etniciteter ind i virksomhederne, forklarer hun.

”Når det eksempelvis kun er mænd, der udvikler biler, så bliver de udviklet til mænd,” siger Neha Imtiaz Ullah.

Faktisk er det kun en måned siden, at den første ”kvindelige” crashtest-dukke kom frem. Crashtest-dukker bruges til at teste sikkerheden for personer i bil ved at simulere biluheld og måle hvilke skader, der kommer på en dukke i personstørrelse. Indtil nu har de store bilselskaber primært brugt ”mandlige” dukker til at teste sikkerheden.

Et amerikansk studie viser, at kvinder har 17 procent større chance for at miste livet ved et biluheld end mænd.

Hun peger også på, at der er en overvægt af mænd i techbranchen, og der derfor også der er et skjult kønsbias. En nem måde at illustrere det på er, når man bruger Googles automatiske oversættelsesfunktion. ”Hvis du oversætter, min kæreste er ingeniør, oversættes det til, my boyfriend is an engineer,” siger hun. Det samme gør sig gældende for flere ”typiske” mandefag. ”Modsat oversættes min kæreste laver mad til my girlfriend is cooking,” forklarer hun, og mener, at det er et meget konkret eksempel på, at der er overvægt af mænd indenfor teknologi.

Men kønsbias på Google Translate er ikke det mest skræmmende, fordi det jo ikke har en stor effekt på vores helbred eller dagligdag. ”Men der er mange systemer, som har det her indbyggede kønsbias, som faktisk har stor effekt på vores dagligdag,” siger Neha lmtiaz Ullah, og viser tilbage til sikkerhedstest af biler.

”Derfor skal der flere kvinder ind i STEM fagene, og det vil jeg være med til at løse,” siger hun.

Der har allerede været 350 piger igennem en workshop med Neha Imitz Ullah. Foto: Nordic Women in STEM.
Der har allerede været 350 piger igennem en workshop med Neha Imitz Ullah. Foto: Nordic Women in STEM.

Rollemodeller i naturfagene

Derfor startede hun Nordic Women in STEM. Det begyndte som en profil på Instagram, men blev i løbet af seks måneder til en forening, der nu afholder workshops for piger på både folkeskoler og gymnasier.

”Hver gang vi starter en workshop, kan jeg mærke, at pigerne er lidt nervøse. De kigger på robotten, og tænker, skal vi virkelig kode den?” siger Neha Imtiaz Ullah. ”Men så siger vi altid, at det er som tysk og fransk i skolen. De skal lære et nyt sprog, programmeringssprog.”

”Lige så snart pigerne har kodet en robot, siger de altid, at det faktisk er meget nemmere, end de troede,” fortæller Neha Imtiaz Ullah. Hun har allerede haft 350 piger igennem sin workshop, og glæder sig til, at introducere endnu flere piger til STEM-fagene.

Prisbelønnet

Og Neha Imtiaz Ullahs arbejde bliver hilst velkomment, for i november modtog hun Agnes og Betzy prisen for ligestilling. Den uddeles hvert år af ingeniørforeningen, IDA, og dertil følger et rejselegat på 25.000 kr. Og ikke nok med det, modtog hun også årets Pigepris fra PlanBørnefonden, medfulgt af 20.000 kr.

Neha Imitz Ullah modtog i november Pige Prisen, som uddeles til kvinder, som arbejder for at fremme ligestillingen i Danmark. Det er et samarbejde mellem BørneFonden, Femina og Tuborgfondet. Foto: PlanBørnefonden.
Neha Imitz Ullah modtog i november Pige Prisen, som uddeles til kvinder, som arbejder for at fremme ligestillingen i Danmark. Det er et samarbejde mellem BørneFonden, Femina og Tuborgfondet. Foto: PlanBørnefonden.