Aalborg Kommune dropper vand på flaske
Som den første danske kommune har Aalborg besluttet, at det skal være slut med plastikflasker med vand.
Normalt bruger kommunen en kvart million kroner om året på flaskevand til møder, konferencer og andre arrangementer.
Men det skal være slut nu. Som den første danske kommune dropper Aalborg at købe flaskevand. Nu må medarbejdere og gæster drikke postevand i stedet.
Læs også: Danskerne er nordiske mestre i at spare på vandet
Produktionen af plastik skader klimaet, fordi plastik er et olieprodukt. Vand fra hanen udleder 99,99 procent mindre CO2 end vand fyldt i plastikflasker – og der er er endnu flere udledninger, når man medregner transport og emballage, skriver kommunen. Postevand er derfor et bæredygtigt alternativ.
Ifølge TV2 Nord vil det spare seks ton CO2 om året.
Der er nogle få undtagelser til den nye beslutning: Arrangementer ”ude af huset”, kommunale caféer på væresteder og svømmehaller, samt eksternt salg ved koncerter, sportsevent og lignende.