Berendsen vasker for Verdensmålene
Et langt træk med at skære på ressourceforbruget har båret frugt for vaskerigiganten Berendsen. Nu bruger de Verdensmålene til at presse sig selv til at udvikle fremtidens løsninger.
Det kræver utrolig meget vand og energi at vaske tusindvis af stykker tøj og tekstil hver eneste dag. Virksomheden Berendsen Textil Service A/S udlejer arbejdstøj og tekstiler til virksomheder og institutioner, som fx sengelinned og kitler til hospitaler eller sikkerhedstøj til byggeselskaber – og henter, vasker, pakker og leverer det rent igen. Alene deres vaskeri i Holbæk bruger lige så meget vand som 15 olympiske svømmebassiner hvert år, og Berendsen har 18 vaskerier i hele landet.
Men Berendsen har længe arbejdet aktivt for at mindske sit ressourceforbrug, forklarer miljø- og arbejdsmiljøkonsulent Dennis Smidt.
”Vi har arbejdet med at reducere vores miljøaftryk i 15-20 år og har gjort store fremskridt med at skære i vores forbrug”, fortæller han, og det har givet resultater: Mellem 2004 og 2017 er Berendsens vandforbrug sænket med 51 procent, kemikalieforbruget til fx vaskemidler er reduceret med 29 procent og elforbruget er mindsket med 21 procent. ”Faktisk er det i dag mere miljørigtigt at vaske industrielt i forhold til hjemmevask”, forklarer Dennis Smidt.
Berendsen vil gøre gavn for miljøet
De sidste par år har Berendsen desuden udvidet det traditionelle CSR- og bæredygtighedsarbejde med et stort fokus på Verdensmålene, forklarer Stine Bjørnstrup Andersen, der er CSR-koordinator.
”Verdensmålene konkretiserer det traditionelle CSR-arbejde for os. De giver os en mulighed for at koble de indsatsområder, som vi i Berendsen har en særlig mulighed for at påvirke, op på den fælles forståelsesramme, som Verdensmålene jo er”, fortæller Stine Bjørnstrup Andersen.
Berendsen begyndte arbejdet med Verdensmålene ved at gennemgå målene ét for ét med Global Compacts analyseværktøj og valgte fire mål ud, som de har mulighed for at påvirke direkte: Mål 12 om bæredygtig produktion, mål 14 om livet i havet, mål 6 om rent drikkevand og mål 3 om sundhed og trivsel.
”Vi arbejder meget med at sænke vores vandforbrug, så mål 6 og 14 er oplagte for Berendsen. Men mål 12 er et nyere fokusområde for os, som har medvirket til at vi har måttet tænke mere kreativt. Eksempelvis vil vi over de næste fem år sikre en genanvendelsesprocent på 80 procent af de tekstiler, der ikke kan bruges mere. Et andet mål er, at flertallet af vores tekstilleverandører skal være en del af det internationale Better Cotton Initiative inden 2030, så bomuldet i vores tekstiler er så bæredygtig som muligt”, forklarer Stine Bjørnstrup Andersen.
”Vores store mål med Verdensmålene er, at vi ikke gør skade på miljøet – men at vi gør gavn”, siger hun.
Verdensmål presser på for nye løsninger
På grund af Berendsens løbende arbejde med at reducere miljøaftrykket, er de lavthængende frugter allerede plukket, når det gælder om at sænke forbruget af fx vand, energi og kemikalier.
”Så vi er nu blevet nødt til at gå nye veje, hvis vi skal blive ved med at forbedre os”, siger miljø- og arbejdsmiljøkonsulent Dennis Smidt.
Han forklarer, at Berendsen derfor har startet flere pilotprojekter, der skal afprøve fremtidens løsninger, så miljøaftrykket kan sænkes endnu mere. Den varme luft, der udledes fra industrivaskemaskinerne og tørremaskiner, skal opsamles, så varmen kan blive genbrugt til at opvarme den næste omgang vaskevand. I samarbejde med flere eksterne interessenter kører Berendsen et forskningsprojekt, der skal undersøge muligheden for at opsamle mikroplast ved vask. Og vaskeriet i Holbæk er begyndt at bruge regnvand til vask, og visionen er at blive ”det drikkevandsløse vaskeri” allerede i 2020, hvor der udelukkende skal vaskes med regnvand. Udfordringen her er selvfølgelig, at tøj til fx hospitaler, plejehjem og fødevareproducenter skal være klinisk rent, så det ikke kan sprede bakterier.
”Det er nogle lidt sværere og dyrere løsninger end det, vi traditionelt har gjort”, siger Dennis Smidt. ”Men vi bliver nødt til at prøve dem af, hvis vi skal nå i mål”.
Bæredygtighed sikrer kunder
Arbejdet med CSR og bæredygtighed er en god forretning for Berendsen. For det første giver det direkte besparelser at fx halvere vandforbruget og skære kemikalieforbruget med en tredjedel, men mange af virksomhedens kunder vælger også samarbejde med Berendsen netop på grund af bæredygtighedsarbejdet, forklarer Dennis Smidt.
”Bæredygtighed er helt sikkert et konkurrenceparameter for os, og mange af vores kunder efterspørger det”, siger Stine Bjørnstrup Andersen.
”Mange af dem arbejder jo selv med at sænke deres ressourceforbrug, så dem kan vi markere os over for”, uddyber Dennis Smidt. ”Det er både vores private og kommunale kunder, der har fokus på bæredygtighed, og der kommer flere og flere, der går op i det. Jeg synes, der er sket rigtig meget bare de sidste fem år”.