"Jeg glæder mig til, at vores vaskerier bliver drikkevandsløse"
For vaskerigiganten Berendsen Textil Service A/S står bæredygtigt vandforbrug helt centralt. Vi har talt med miljø- og arbejdsmiljøkonsulent Dennis Smidt og CSR-koordinator Stine Bjørnstrup Andersen om den bedste løsning og at gøre arbejdet med Verdensmålene en del af virksomhedens brand.
Hvad er jeres vigtigste mål?
At vi ikke gør skade, men gavn. For klimaet, for miljøet og for mennesker.
Hvad er jeres sværeste mål?
Det er at sprede arbejdet med Verdensmålene og bæredygtighedsagendaen ud af huset, til kunder, leverandører og andre interessenter. Nogle er meget interesserede i det eller allerede i gang og efterspørger det også hos os, men det er ikke alle. Hvis vi kunne bestemme alt, ville vores branche og forsyningskæde være endnu mere bæredygtigt, men det gør vi ikke.
Hvad glæder I jer mest til?
Miljø- og arbejdsmiljøkonsulent Dennis Smidt: Jeg glæder mig til se, hvordan Verden ser ud i 2030. Om den grønne omstilling er slået igennem der.
CSR-koordinator Stine Bjørnstrup Andersen: Jeg glæder mig til, at vores vaskerier bliver drikkevandsløse. Og jeg glæder mig til, at der bliver udviklet et lukket kredsløb for tekstiler, så det kan blive brugt igen og igen.
Hvad har været den bedste løsning, I er kommet på?
Vi har mikrochips i en del af vores tekstiler. Så kan brugerne tjekke rent tøj ud og beskidt tøj ind, ligesom med en biblioteksbog, så vi kan sikre, at intet forsvinder, og at alt bliver vasket og behandlet optimalt. Tekstilproduktion er en meget forurenende proces, så jo mindre, der bliver væk, jo bedre.
Hvor møder I størst modstand?
Vi føler ikke, at vi har områder, hvor vi direkte møder modstand. Der er generelt en god opbakning i både organisationen og hos kunder og leverandører. Vi skal dog blive bedre til at ”sælge” budskabet til de af vores medarbejdere, der ikke til dagligt har fokus på bæredygtighed eller bliver mødt med krav til eksempelvis vores carbon footprint. Det samme gælder vores sælgere, som skal holdes opdateret med de nyeste tiltag til forbedring af vores bæredygtighedsarbejde. Det er vores opgave at give dem den viden, da man i en travl hverdag ikke altid får prioriteret CSR-arbejdet som det første. Men der spreder sig en forståelse af vigtigheden om bæredygtigheden, især fordi det også mere og mere bliver en del af vores brand.