Elektrikeren David Andersen gider ikke længere køre varebil. På sin ladcykel kommer han hurtigere frem
David Andersen er elektriker for ejendoms- og servicevirksomheden, Jeudan. Han har valgt at hoppe på cyklen, når han skal fra arbejdsopgave til arbejdsopgave. Det er både hurtigere, billigere og et plus i klimaregnskabet.
”Batteriet koster måske otte klik, så skal man huske at låse den, så den ikke bliver nakket,” siger David Andersen, mens han låser på sin ”varebil”.
En batteridrevet christianiacykel med et hvidt firmalogo på siden.
Et par sekunder tidligere svingede han fordi Nørreports horde af cykler. Men som så mange andre håndværkere skal David Andersen ikke længere skænke jagten efter parkeringsplads en tanke.
”Ja, jeg kan jo bare parkere lige her!” siger han og stiller cyklen op ad en mur på Fiolstræde.
David Andersen er 36 år, og siden 2019 har han været elektriker og tekniker hos service- og ejendomsvirksomheden, Jeudan. I stedet for at snuppe varebilen, cykler David Andersen, når han skal fra arbejdsopgave til arbejdsopgave. På sin tidligere arbejdsplads drønede han som elektriker rundt i en varebil – og trods fordelen ved en varm bil på en silende regnvejrsdag, blev han mere og mere irriteret over, hvor umuligt det var at finde en parkeringsplads i København.
Det er kun ti minutter siden, han cyklede afsted fra Jeudans logistikrum i Indre By i København. Førhen kunne det sagtens tage 30 minutter bare at finde en parkeringsplads. Enten var parkeringsbåsen optaget, eller også var vejen ensrettet, hvilket betød en ti minutters omvej.
”Dét får man sgu lange løg af,” siger David Andersen kækt.
”Det trækker mange tænder ud, når man skal slæbe alt sit grej i 10-15 minutter, fordi man ikke kan finde en parkeringsplads tæt på. Men med cyklen kan jeg parkere lige ude foran,” tilføjer han.
Og lettere parkering er netop en af grundene til, at flere og flere virksomheder erstatter varebilen med ladcyklen. De er både hurtigere og billigere. Parkerings- og brændstofudgiften er strøget, og der er heller ingen spildt arbejdstid, når cyklen kan parkeres lige ude foran destinationen. Faktisk viser et studie, at ladcykler i gennemsnit kan parkere inden for 30 meter fra leveringsstedet, hvorimod varevogne kan bruge op mod 25 minutter pr. stop, inden de finder en parkeringsplads.
”Ja, og så sviner han også mindre end varebilerne,” siger David Andersen og læner sig ind over cyklens lad.
Klimaet betyder også en del for ham og ved at sætte sig på cyklen i stedet for i bilen, mindsker han også CO2-udledningen. Samme studie viser nemlig, at et skift fra dieselvarebiler til pedalkraft samlet set reducerer CO2-udledningen med op til 98 procent.
Det er altså et effektivt værktøj til at nedbringe ikke bare CO2-udledningen, men også partikelforurening fra varebiler
Ikke som de andre
Det er fredag morgen i Jeudans logistikrum i Indre By. Klokken er 9.00, men David Andersen mødte allerede ind for et par timer siden. Iført en mørkeblå strikhue og med postkasserøde skruetrækkere sømmet fast til lommen på den sorte cargobuks er han i gang med at gøre klar til næste opgave.
Lagerrummet er, som lagerrum er flest. Her er pallereoler spækket med trækasser fyldt med kabelruller og tomme brandslukkere, og i hjørnet står pantposen, som har fået selskab af et par tomme dåser Red Bull. På logistikmedarbejderen Flemmings kontor pryder et skilt med sætningen: ”Hvis vi løfter i flok, er stemningen i top”, der hænger sammen med et indrammet billede af Jeudans direktør.
Men på ét område stikker Jeudans logistikrum ud. På det grå betongulv længere nede står omkring 50 sorte cykler parkeret. Der er både tohjulede med lad foran og eldrevne christianiacykler – og ligesom mange håndværkere har deres personlige varebil, har David Andersen sin personlige, elektriske ladcykel.
”Jeg passer godt på ham,” siger han og giver cyklen et lille dask på ladet.
Først fremme
Dengang David selv kørte varebil, blev han misundelig, når elektrikerne fra virksomheden De Grønne Elektrikere overhalede ham på deres limegrønne ladcykler, mens han sneglede sig afsted i bilkøer. Men i dag er det ham, der har fræser forbi de andre i varebilerne.
”Hvis jeg kører herfra samtidig med en kollega i en varebil mod en opgave i Fiolstræde, så ville jeg komme først. Det er helt sikkert,” fortæller David Andersen.
Og det er ikke fordi, at David Andersen er exceptionelt hurtigt. Ladcykler kan bare være meget mere effektive end store varebiler. Studierne viser også, at de i visse tilfælde kan være over dobbelt så hurtige.
Det er selvfølgelig ikke alle håndværkere, leveringsbude og rengøringspersonale, som kan hoppe i sadlen. Nogle opgaver kan de ikke klare. Hvis David Andersen eller hans kollegaer for eksempel skal fragte de 3-4 meter lange stiger eller på arbejdsopgaver oppe i Nordsjælland, så er bilen nødvendigt. Inde i byerne er der ikke meget at rafle om, når han ikke skal have stort grej med. Så det er kun i stormvejr, at han kører med sine kollegaer. Selv hvis det øser ned, hopper David Andersen på jernhesten.
”Ligesom morgenmad er det vigtigste for nogen, så er min cykeltur om morgenen noget af det vigtigste for mig, for jeg får skyllet hovedet igennem,” fortæller han.
Afsti’ afsted
David hiver et stykke pap op af lommen og lægger det på cyklens lad. Et par københavnske adresser adresse står skrevet med sort tusch. Fiolstræde er næste stop. Nøglebrikkerne skal opdateres. Han åbner ladet på cyklen, og ligesom varebilen har et skuffesystem i bagagerummet, har ladcyklen også et. Et meter langt bor kan lige akkurat være der, og saven, skruemaskinen, og alt hvad elektrikerhjertet ellers begærer, ligger lidt hulter til bulter. David lægger værktøjskassen og muleposen med regntøjet ned i ladet og lukker låget.
På vejen ud nupper han en kop kaffe, og stiller den i styrets hjemmelavede kaffeholder lavet af et brugt papkrus, som også rummer et par cigaretskod. Den blå strikhue er nu skiftet ud med en sort cykelhjelm. Han sætter sig op på cyklen og styrer den sirligt ud af logistikrummet. Kursen er sat til Fiolstræde 44. David passerer Københavns gader, mens han med 25 kilometer i timen drøner mod Nørreport.