Ja tak til pedalkraft: Flere virksomheder erstatter varebilen med ladcyklen, og det er både billigere, hurtigere og CO2-besparende

Flere virksomheder skrotter den fossile varebil og hopper i stedet på cyklen, fordi den er hurtigere og billigere. Det er godt for klimaet, fordi ladcyklen mindsker antallet af forurenede varebiler på vejene.

Jerk Lassen sætter sig ind i et lille, kasseformet køretøj, der til forveksling ligner en golfbil med en hvid kasse spændt bagpå.

Men en golfbil er det ikke. Det er nærmere en cyklende varevogn.

”Det ligner ganske vist en lille varevogn, og teknikken er stort set den, vi kender fra elbilerne, men den aktiveres med pedaler,” siger han. ”Så det er skam en elcykel.”

Jerk Lassen er medstifter af virksomheden Two Wheel Company, som sælger elcykler og -ladcykler til virksomheder.

Du har måske spottet cykelvarevognen på cykelstien. De seneste år er der nemlig flere og flere virksomheder, der erstatter deres varebiler med ladcykler. Det er alt fra vinduespudsere, ejendomsvirksomheder, take-away-firmaer til håndværkere, rengøringsfirmaer og vareudlevering – og det er godt nyt, fordi det får flere af de forurenede varebiler væk fra vejene.

”Vi kan mærke, at efterspørgslen på cykler til virksomheder er steget markant. For fem år siden ville virksomhederne ikke cykle, men i dag er holdningen en helt anden,” siger Jerk Lassen, der etablerede virksomheden i 2018.

Two Wheel Company har nu 20 forskellige modeller til deres erhvervskunder. Deres showroom, som ligger i et af Brøndbys industrikvarterer, rummer nu både den typiske trehjulede ladcykel, en tohjulet med lad til værktøjskassen, cykler med lad specifikt produceret til den blå Wolt-taske og cykler med flere etager til leverandørens mange pakker.

Et plus i klimaregnskabet

Varebiler spreder et tæppe af CO2, når de drøner hen over asfalten. De er den hurtigst voksende kilde til CO2-udledning i transportsektoren i EU, og de står for 13 procent af vejtransportens CO2-udledning i EU. Samtidig udleder tunge varebiler mere luftforurening end personbiler. Det er altså et område, der kræver en indsats.

En stor del af løsningen bliver at skifte fra fossilbiler til elektriske modeller. Den omstilling er så småt i gang herhjemme – omkring 11 procent af nyregistrerede varebiler var elektriske sidste år, og fra 2035 skal alle nysolgte varebiler i Danmark være CO2-neutrale. Men selvom der bliver solgt nye elektriske varebiler, vil der stadig suse mange dieselvarebiler rundt på vejene. Det er her elektriske ladcykler kommer ind i billedet. De er nemlig markant billigere, og selvom de ikke kan klare alle de samme opgaver som varebiler, så er de ekstremt effektive under de rette omstændigheder. Og så er de jo meget mere klimavenlige.

Ifølge tal fra Det Europæiske Miljøagentur udleder en dieselvarevogn i gennemsnit 195 gram CO2 pr. kilometer, mens elcyklen kun udleder 12 gram CO2 pr. kilometer.

”Det er klima- og miljømæssigt en god nyhed, at man skifter, fordi det sparer CO2,” understreger Henrik Gudmundsson, der er seniorkonsulent med fokus på transportsektoren hos den grønne tænketank Concito.

Det er svært at sammenligne virksomheders brug af varebiler direkte med ladcykler, fordi de bliver brugt til mange forskellige opgaver. Men et casestudie fra november 2023, der undersøgte effektiviteten af vareudlevering med elektriske ladcykler i Bruxelles, vurderer, at skiftet fra dieselvarebiler til pedalkraft samlet set reducerer CO2-udledningen med 98 procent. Og et engelsk casestudie fra 2021 anslår, at ladcykler reducerer CO2-udledningen med 90 procent sammenlignet med dieselvarebiler.

Det er altså ekstremt effektivt til at sænke CO2-udledningen.

Ifølge Henrik Gudmundsson kan skiftet være endnu en brik i det store klimapuslespil.

”I klimaregnskabet er det nok kun en lille post, fordi varevognene udgør en mindre del af transportsektoren. Ved klimabelastning er det især de lange transporter som for eksempel tunge lastbiler, der betyder mest,” siger Henrik Gudmundsson. ”Men mange bække små gør en stor å”.

Han hæfter sig også ved de andre fordele byerne får, hvis varebilerne bliver skiftet ud med klimavenlige ladcykler.

”Det vil mindske trængslen og støjen og samtidig give renere luft,” forklarer Henrik Gudmundsson.

Den kommer hurtigere og billigere omkring

Ladcykler er ikke bare en klimaløsning for virksomhederne, der ellers normalt kører varebiler i byerne. Det er også en måde at spare en hel masse penge på – både i lønkroner og i drift.

Byernes lange bilkøer og den evige søgen efter frie parkeringspladser er nogle af de problematikker, som varebilschaufføren møder.

Men et skift til ladcykel har sine fordele. Casestudierne fra Belgien og England viser nemlig, at ladcyklen kan være op til dobbelt så hurtig som varebilen inde i bykernerne. I gennemsnit kan ladcyklen parkere inden for 30 meter fra leveringsstedet og dermed minimere gåtiden til destinationen, mens varebiler kan bruge op til 25 minutter pr. stop på at lede efter parkering. Det ene af casestudierne viser for eksempel, at varebilen hver time leverer fem pakker, mens ladcyklen leverer ti.

Så ved skift til ladcyklen kan chaufføren i højere grad fræse forbi bilkøen, og parkeringen er lige rundt om hjørnet. Trængslen på cykelstierne er nemlig mindre, og der er større mulighed for parkering tæt ved destinationen. Alt i alt bruger medarbejderen mere tid på arbejde og mindre tid på transport.

Det kan Tore Jensen nikke genkendende til. Han er afdelingschef for indkøb og logistik i ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan, der er af en de virksomheder, der er hoppet i sadlen. Jeudan har nu i underkanten af 80 ”håndværkercykler” – altså christianiacykler og såkaldte svejsercykler med lad foran.

”Der er en væsentlig økonomisk fordel for os i at cykle frem for at køre,” siger han.

Han forklarer, at i byen er cyklen både hurtigere, har bedre og gratis parkeringsmuligheder, nærmest ingen udgifter til el, som 96 procent af Jeudans varebiler kører på, og er billigere i indkøb. For eksempel er indkøbsprisen på en elvarebil mellem 350.000-450.000 kroner, mens en ladcykel koster cirka 30.000 kroner.

”Hvis opgaven kan løses med en cykel, er der ikke noget at rafle om overhovedet,” siger Tore Jensen.

Distancen og størrelsen spiller en rolle

Ladcykler er både hurtigere, billigere, mere effektive og CO2-besparende end varebiler, så hvorfor bliver de alle sammen ikke bare erstattet med ladcykler?

For det første kan de ikke overtage alle opgaver fra varebilen. Det kan for eksempel være svært for en tømrer at transportere lange lægter eller store gipsplader på en ladcykel.

Og så er lange distancer selvfølgelig en udfordring.

”Cyklerne har en begrænset rækkevidde. I byerne ligger varemodtagerne tæt på hinanden, men uden for byerne er det typisk mere spredt. Nogle varebiler kan have en lang dag med flere hundrede kilometers kørsel, og i de tilfælde kan det være sværere at erstatte bilen med en ladcykel,” forklarer Henrik Gudmundsson fra Concito.

Det er altså primært i byerne, at cyklerne er effektive. Et studie fra 2016 viser også, at i byområder kan i gennemsnit halvdelen af alle motoriserede ture – der er forbundet med transport af varer – potentielt flyttes fra bil til cykel eller ladcykel.

Men i Danmark hører en ret stor del af virksomhedernes varebiler faktisk hjemme i eller omkring de større byer. Ifølge Danmarks Statistik er eksempelvis lidt mere end halvdelen af de næsten 320.000 danske erhvervsvarebiler i København og Region Hovedstaden, Aarhus, Aalborg og Odense.

Der er derfor potentiale til, at flere fossile varebiler i byen kan byttes ud med cyklen. Det ville ikke bare være billigere for virksomhederne – men også give mindre trængsel, støj og renere luft i byerne.

Supercykelstier er på vej i Midtjylland: ”Danskerne skal have en reel mulighed for ikke at eje en bil” Læs også
Udgivet

Supercykelstier er på vej i Midtjylland: ”Danskerne skal have en reel mulighed for ikke at eje en bil”

Det skal være lettere at tage cyklen på tværs af kommunegrænserne i Region Midtjylland. 10 midtjyske…

Elcyklens indtog er en “game changer”: Godt for både klima, sundhed og miljø Læs også
Udgivet

Elcyklens indtog er en “game changer”: Godt for både klima, sundhed og miljø

Flere danskere har valgt elcyklen til. Hver femte solgte cykel er med el, og for næsten halvdelen af…