Instruktør Jonas Risvig: ”Jeg oplever en stor ensomhed blandt unge. Den kunne kureres, hvis de talte om den”
Ny tv-serie om unge på Vesterbro skal handle om sorg og gøre det nemmere at tale om sin egen. Men hvordan fanger man unges indre liv med et kamera?
”Scene 321, take ét”. KLAP!
I forbifarten ligner det to unge veninder, der taler om hverdagsting ude foran en café på Vesterbro. Det er det dog ikke helt. For kameraer og mikrofoner omkranser dem.
Hele ugen har et filmhold været i gang med at filme Zusa, en ny serie, der er støttet af Kræftens Bekæmpelse. Den handler om at miste, og hvor vigtigt det er at kunne tale om sin sorg.
Instruktøren sidder på en caféstol med benene over kors og bider negle, mens han guider skuespillerne i at have de rigtige ansigtsfolder og toneleje. Serien foregår på Enghave Plads, og kameramænd, runnere, klipper og lydmand ”danser” rutineret omkring det lille bord, hvor skuespillerne er i gang med en scene.
”Grunden til, at jeg producerer serier for unge mennesker er, fordi der er rigtig mange vigtige temaer, som skal normaliseres. Med tv-serier får unge nogle redskaber og spejlinger til at tale om ting, de synes er hårde og svære,” siger 28-årige Jonas Risvig, der er instruktør på Zusa. Han står bag en række musikvideoer, dokumentarfilm og ungdomsserier, blandt andet 'SALSA', der lige er udkommet på DRTV og ’Centrum’. Centrum blev et gigantisk hit på YouTube under corona. Han forklarer, at mange unge var ensomme under nedlukningen, og flere har skrevet til ham, at de, for en stund, var det mindre, fordi de følte sig som en del af den vennegruppe, de så på skærmen.
Under coronakrisen var den højeste forekomst af ensomhed da også blandt den yngste aldersgruppe (16-29 år), hvor næsten hver fjerde (22 procent) følte sig ensomme. Det er en stigning i forhold til før krisen, hvor 10–14 procent af de unge følte sig ensomme.
Fiktion er et samlingspunkt
Unge er en kræsen og svær målgruppe, så i stedet for, at Jonas Risvig gætter, hvad unge i dag finder interessant, og hvad der fylder mest hos dem, så inddrager han dem gennem blandt andet fokusgrupper. Han taler også med de unge skuespillere på sættet om, hvilke emner de og deres venner ville synes var fedt, at der blev bragt op. Det gør han også brug af i Zusa.
”I lang tid har der været mange voksne, der har prøvet at lave serier og film til unge, hvor de skulle lære dem noget eller fortælle dem en eller anden form for tragedie. For eksempel om en pige, der bliver mobbet, og nu skal vi se, hvor galt det hele kan gå, eller pas på med at dele et nøgenbillede, for så styrter hele jorden sammen,” siger han.
”Jeg har erfaret, at de unge er meget kloge og bevidste om deres følelser og grænser, men har brug for nogle rollemodeller i autentiske hverdagssituationer, der tør at gå foran og starte samtalen. Der motiverer og inspirerer seerne til at turde at sætte ord på, hvordan de har det, sætte grænser og træde ud af deres comfort zone,” fortæller Jonas Risvig.
Han forklarer, at fiktion kan samle folk om noget. Det kan give en referenceramme, som de unge kan spejle sig i. Han kan skabe nogle karakterer, der kan give nogle nuancer på følelser, som unge mennesker selv tumler rundt med. Lidt ligesom musik kan. Han mener, at fiktion kan dykke endnu dybere ned i nogle følelser og gøre sagen mere spiselig, end for eksempel en dokumentar kan.
”Vi prøver at lege med, hvordan sorg ser ud, og hvordan sorg lyder. Men også, hvordan man taler om sorg. Unge mennesker er vildt analyserende. De kan spotte helt vildt mange ting, helt vildt hurtigt. I den her serie dykker vi ned i, hvad unge mennesker gør, når de er kede af det”.
En undersøgelse, fortaget af Californien Universitets institut for forskere og historiefortæller, viser, at tv-serier for unge, der portrætterer mentale helbredsproblemer, kan gøre det nemmere at tale med sine kammerater, forældre eller kæresten om deres egne mentale helbredsproblemer. Udfordrende og realistiske historier kan inspirere unge til tale og opsøge viden om mental helbred.
De triste fester det væk
Zusa handler om Ramona, der har mistet sin far. Hun er stadig med og en del af festen, men seerne kan se, at hun altid drikker sig mere fuld end de andre og har sværere ved at tale med sine venner om, hvordan de har det. Hun er også den, der går senest hjem, fordi hun ikke har lyst til at være alene med sin sorg.
”Det nemme ville være at filme én, der ligger på sit værelse. Men når man er ung, vil man gerne være med, hvor det sker. Så er det i stedet vigtigt at vise, hvordan triste unge opfører sig i sociale sammenhænge”.
”Det er noget med hele tiden subtilt at vise sorgen, så de unge selv kan regne det ud, fordi de er så langt foran i deres hoved, at man som instruktør ikke behøver at skære det ud i pap. Vi arbejder meget med musik, og hvordan vi filmer sorgen ved at give det tid, rum og plads”.
Håbet er, at Zusa vil gøre det lettere at tale om sorg. En rapport lavet af Mandag Morgen i samarbejde med Egmont Fonden viser nemlig, at en ting, der ifølge sorgramte børn og unge hjælper med at tackle sorgen, er at tale om den. Nummer to og fire på deres top-fem over gode råd handler om muligheden for at tale med nogen om sorgen.
Men før, at det bliver nemmere at tale om det, er det vigtigt at bryde tabuet om sorg. For over 40 procent af børn og unge skjuler deres sorg for forældrene. Flere end to ud af tre taler aldrig eller sjældent med andre om, hvordan de har det.
Unge er langt mindre navlepillende i dag
En gang imellem må optagelserne sættes på pause, fordi der kommer en stor grå sky, der ændrer lysindfaldet eller en larmende børnehaveklasse går forbi. Så henter holdet kaffe, griner og taler om alt fra droner, til hvad de skal spise til frokost.
Jonas Risvig mener, at unge mennesker er langt mindre navlepillende i dag, selvom han tror, at der er mange, der ville mene det modsatte. Hans erfaring er, at da han var ung, og for ti år siden gik ud af gymnasiet, der handlede alt om ham og hans klassekammerater, og de fik at vide, at nu kunne de gå ud og gøre lige, hvad de ville og alle døre stod åbne. Derfor var han i centrum, og ud fra der, hvor han stod, dér skulle det hele udspringe.
”I dag er de jo vokset op med, at der er en planet, der skal reddes, og vi er et globalt samfund og flyv mindre, gå i genbrug og tag ansvar for, hvem du er, og hvordan du gerne vil efterlade denne jord. Jeg anser dem for en langt større flok, der holder sammen på godt og ondt, og er virkelig forbundne. I dag er de meget mere forstående for, at vi er i samme båd, og den faktisk er ved at synke. Hvad gør vi så ved det, mens vi er her?”
De to 15-årige skuespillere skal da også bede om at få en durum med falafel til frokost, fordi de begge to er vegetarer. De er dog ikke alene med at bekymre sig for klimaet. Flere studier viser, at en stor del af unge i hele verden er meget eller ekstremt bange for klodens fremtid.
Holdet går fra Enghave Plads til en sidegade i nærheden og videre ind i en baggård, hvor der er så mange blomster og træer, at man knap nok kan se himlen. Jonas Risvigs høretelefoner sidder skævt på hovedet, mens han forklarer, at unge i dag lider af FOMO (fear of missing out eller frygt for at gå glip af noget).
”Gennem fokusgrupperne har jeg lært, at rastløshed er et af de mest gennemgående ord, de føler og de mærker. Men når de har telefonen så meget ved sig, så er det både medicinen og alt ondskab, der er i den. De har konstant en følelse, at der er en fest, der er bedre, end den de selv er til. Der er altid nogle, der har det sjovere eller havde en federe aften i går, end de selv havde,” siger Jonas Risvig, der læner sig op ad en lygtepæl, mens han taler.
”Rastløsheden, tror jeg, er kommet med det digitale liv. Derfor oplever jeg en ret stor ensomhed, der ikke er særlig udtalt, men hvis den blev det, ville de fleste unge finde ud af, at de faktisk allesammen har det sådan inden i. Jeg tror faktisk, at den kunne kureres ved, at de taler om den og forstår, at de ikke er alene med den”.
Døren ind til baggården lukker bag pigerne. ”TAK!,” råber Jonas Risvig og scenen er slut. Men for mange unge er samtalen lige begyndt.