Festival skiftede kødet ud med planter og henter fire nomineringer for bæredygtighed

Den aarhusianske festival Northside har droppet kødet, gået fra dieselgeneratorer til strøm og sorterer affald. For nylig høstede festivalen fire prisnomineringer for dens bæredygtige tiltag.

Kan du huske tilbage i 2022, da et dansk hjørne af internettet kogte over, fordi en festival valgte at gå helt vegetarisk?

For tre år siden valgte den aarhusianske festival Northside at droppe alt kød i madboderne for i stedet at servere hovedsageligt plantebaseret mad. Selvom nogle bifaldt det nye initiativ, skabte det også vrede i kommentarsporene på sociale medier. Enkelte valgte endda at sælge deres billet og blive væk fra festivalen.

Men langt de fleste festivalgæster mødte op som planlagt, og Northside har ikke haft kød på menuen lige siden. Og det har haft gode resultater, hvis man ser på festivalens klimaaftryk. Festivalens egen analyse fra 2022 viser, at CO2-udslippet for en gennemsnitlig festivaldeltagers madforbrug fra de tre musikdage faldt med 32 procent på grund af ændringen i madudvalget.

Martin Thim er bæredygtigsansvarlig på Northside Festival, og han fortæller, at det har været en succes at droppe kødet.

”Det har været en rigtig fin og fantastisk rejse, selvom vi fik rigtig mange interaktioner på få dage. Selvom der var et stort skvulp, begyndte det allerede under festivalen i 2022 at forstumme en smule. I 2023 var det nærmest ikke et emne,” siger han.

Koncerter på strøm

Den vegetariske menu er ikke det eneste klimavalg, festivalen har taget.

”Vi har egentlig arbejdet med det her siden begyndelsen. Noget af det første, vi arbejdede rigtig meget med, var hele affalds- og ressourcedelen. Vi begyndte på et tidligt tidspunkt at affaldssortere og forsøgte at lave en mere renlig festival med mere sortering og genbrug,” fortæller Martin Thim.

Til kamp mod engangsaffald: I Aarhus kan du nu pante din takeaway-kop Læs også
Udgivet

Til kamp mod engangsaffald: I Aarhus kan du nu pante din takeaway-kop

Vi bruger omkring 300 millioner engangskopper om året i Danmark, og det skader klimaet. Det vil…

Northside Festival løb for første gang af stablen i 2010. Da festivalen så i 2022 skulle starte op efter to coronaår og samtidig rykke til en ny placering, udnyttede man muligheden for, som Martin Thim siger, at lave ”lidt af et statement.”

”Vores bæredygtighedsinitiativer står ikke stille, selvom verden står stille,” siger han.

Udover den plantebaserede menu blev der lavet infrastruktur på den nye festivalplads, så strømmen nu kommer fra elnettet fremfor store dieselgeneratorer, som de fleste festivaler normalt benytter til at sætte strøm til koncerter, lyd og lys. Alene det at gå fra generatorer til elnettet betyder, at festivalens CO2-udledning fra energi blev reduceret med 82 procent.

”Vi lavede den første bæredygtighedsanalyse i 2019, og med den i baghånden var det let at se, hvad der stak ud: Mad og drikke, energidelen og transportdelen,” siger Martin Thim.

”Det er klart, at transport for artister fra udlandet og de mange gæster, der kommer fra resten af landet til festivalen, det er svært for os at ændre på. Vi kan forsøge med kommunikation og nudging til at få folk til mere samkørsel og offentlig transport, men det er svært, for i sidste ende er det dem selv, der tager det valg. Til gengæld har vi selv indflydelse på energi og mad.”

De grønne tiltag betyder, at Northside for nylig var nomineret til fire forskellige internationale bæredygtighedspriser for festivaler, som NGO’en A Greener Festival står bag priserne. Northside vandt ikke men var nomineret til priser i fire kategorier: Greener Catering for beslutningen om at droppe kød på festivalen, Greener Power for at omstille fra dieseldreven til elektrisk energi, Greener Transport for at vælge eldrevne køretøjer på festivalen og i kategorien Circular Event for over flere år at fokusere på at genbruge affald og ressourcer.

Plantemad er godt for klima og krop

Af alle festivalens grønne tiltag, er det klart den vegetariske menu, der har fået mest opmærksomhed. Men det rystede ikke den bæredygtighedsansvarlige Martin Thim.

”Man skal jo kunne gå ind i en dialog – og jeg synes, det er supervigtigt, at man tør tage sådanne beslutninger og så også ville stille op og tage dialogen med folk, der har en anden holdning. Så kan vi måske lære lidt af hinanden begge veje,” siger han.

Hvor meget CO2 udleder din frokost? Køkkenpersonale kan nu følge madens klimapåvirkning Læs også
Udgivet

Hvor meget CO2 udleder din frokost? Køkkenpersonale kan nu følge madens klimapåvirkning

Servicevirksomheden ISS sætter skærme med CO2-overblik op i køkkenerne i koncernens 190 kantiner i…

Vegetarisk og vegansk mad er først og fremmest godt for klimaet. Selv når man spiser grøntsager, bønner og tofu, som er sejlet til Danmark langvejsfra, er det mere klimavenligt at spise vegetarisk end kød – blandt andet fordi dyrene, vi spiser, skal fodres med planter, som vi også skal bruge ressourcer og energi på at gro, i stedet for at gro planter, vi kan spise selv.

Det er også bedre for vores sundhed at spise mindre kød. Det giver generelt lavere risiko for type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og nogle former for kræft, hvis man spiser mere plantebaseret.

”Det er ikke, fordi vi siger, alle skal være vegetarer,” siger Martin Thim. ”Det ville selvfølgelig være godt for miljøet – men det handler om, at man kan komme og prøve det i tre dage og så smage, hvor godt det egentlig kan være.”

Har I på noget tidspunkt kigget tilbage og overvejet at vende om?

”Næ, egentlig ikke. Der er et enormt CO2-udslip forbundet med kød,” siger Martin Thim. ”Jeg ville synes, det var et helt forkert signal at begynde at ændre på det nu. Men man kunne måske snakke om for eksempel østers og muslinger, det er jo superbæredygtighedsspise, så måske kan man spørge, om der er nogle madvarer, man har skåret fra, som giver mening.”

Nye tal: Hvis alle levede som danskerne, ville verden udlede dobbelt så meget drivhusgas Læs også
Udgivet

Nye tal: Hvis alle levede som danskerne, ville verden udlede dobbelt så meget drivhusgas

Vi forbruger og forbruger, og det presser klimaet. Alene udledningerne fra det oksekød, en gennemsnitsdansker…