Flere unge dropper smøgerne
Der var markant færre unge, der røg i 2020, end for tre år siden. Alt imens er unge førstegangsrygere blevet ældre, første gang de ryger.
For kun få år siden så udviklingen ud til at gå den forkerte vej. I 2017 var der blevet flere unge, som røg, end bare fire år tidligere. Men nu viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, at udviklingen er vendt: I 2020 var der nemlig sket et stort fald i andelen af unge, der ryger cigaretter i forhold til år 2017.
Unge mellem 14-17 år, der ryger cigaretter, er næsten halveret – fra 11 procent i 2017 til seks procent i 2020. Også hos de 18-19-årige er tallet faldet med cirka en tredjedel – fra 26 til 16 procent. Af dem, som ryger dagligt eller ugentligt, ser udviklingen også mere positiv ud – for her er faktisk sket en halvering i begge aldersgrupper siden 2017.
Samtidig er unge blevet ældre første gang, de prøver at ryge Og ifølge Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden er det vigtig for at forbygge mod rygning.
Læs også: Danskerne sorterer som aldrig før – mens bunken af affald vokser sig større
Hvordan kvitter vi rygningen?
Det er vist de færreste, der ikke ved, at rygning er skadeligt og yderst kræftfremkaldende. Hver år er tobak skyld i 13.000 dødsfald i Danmark og syv millioner på verdensplan. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er tobak den største enkeltårsag til kræft, og rygning skyld i hvert tredje kræftdødsfald i Danmark – ja faktisk øger man risikoen for at få mere end 15 forskellige kræftformer, når man ryger.
TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses partnerskab Røgfri Fremtid har et mål for 2030: Her skal kun fem procent af de voksne og ingen børn og unge under 18 år ryge.
”Røgfri Fremtid er et partnerskab på over 250 virksomheder og organisationer, som alle arbejder for det samme mål, nemlig at ingen børn og unge ryger,” fortæller Forebyggelseschef Mette Lolk Hanak fra Kræftens Bekæmpelse. En højere pris på cigaretter er ifølge Mette Lolk Hanak helt afgørende og isoleret set det mest effektive middel, for at sikre at færre børn og unge begynder at ryge.
Og her er der allerede ved at ske en udvikling, som partnerne bag Røgfri Fremtid er begejstret over. For ifølge finansloven for 2020 vil en pakke cigaretter stige til 55 kroner i april 2020 og 60 kroner i 2022. Og det er et godt skridt på vejen, mener Mette Lolk Hanak, men hun ser dog gerne, at priserne på en pakke cigaretter stiger til 90 kroner indenfor de nærmeste år:
”Vi ved, at prisen er afgørende for, hvor mange unge der begynder at ryge – så det er det allervigtigste politiske område at komme i mål med,” siger Mette Lolk Hanak, som derudover mener, at det er vigtigt at arbejde med flere initiativer sideløbende. Derfor arbejder Røgfri Fremtid også for flere røgfrie miljøer og glæder sig over de nye tiltag som røgfri skoletid, at tobak skal under disken i alle butikker, og at cigaretter skal være i neutral indpakning. Det handler om at rygning skal ud af børn og unges hverdag.
”Det er vores mål, at hvis vi øger indsatsen inden for alle disse områder, så er vi godt på vej til at sikre, at ingen unge og børn ryger i 2030,” siger Mette Lolk Hanak fra Kræftens Bekæmpelse.
Læs også: Mindre kød på tallerkenen: Danskerne spiser mere klimavenligt