Gæsteblog: En kamp mod håbløsheden på klimatopmødet i Aserbajdsjan

Efter at have været med i det seneste klimatopmøde sidder vi tilbage med en knugende følelse. COP29, som vi havde håbet ville blive en milepæl for klimaretfærdighed, leverede ikke den finansiering, som verden har desperat brug for. Resultaterne er utilstrækkelige, og kløften mellem det globale nord og syd føles større end nogensinde. COP29 har været en følelsesmæssig og mental kamp – en kamp, hvor vi flere gange overvejede, om det overhovedet var det værd.

COP29 har været som at løbe et maraton uden nogen målstreg i sigte. Dag efter dag gik vi ind i forhandlingslokalerne med et spinkelt håb om, at dette ville være dagen, hvor der skete noget afgørende. Men hver dag sluttede ens: Uden klare aftaler, uden gennembrud og med endnu en rapport om, at de rige lande ikke var villige til at være deres ansvar bevidst.

En aften efter en lang dag med forhandlinger læste vi opsummeringen fra dagens møder. Der var ingen fremskridt. Vi gnavede os igennem den lokale vegetardurum - som her i Aserbajdsjan betyder brød med dressing - og følte os kvalt af frustrationen. Et væld af følelser strømmede igennem os – ikke fordi vi personligt er direkte påvirket af klimakrisen, men fordi vi ikke kunne lade være med at tænke på alle dem, der er. Vi er privilegerede nok til kun at miste håbet, mens millioner af mennesker verden over risikerer at miste alt.

Frustrationerne i forhandlingslokalerne

Vi har set det hele på nært hold: De lange forhandlingstekster uden indhold, de tomme ansigter og de uendelige diskussioner uden kompromisser i sigte. Klimafinansiering – der er selve fundamentet for, at det globale syd kan tilpasse sig til klimaforandringerne og håndtere de katastrofer, de allerede står overfor – blev igen skubbet til side uden det nødvendige handlemod.

Det er næsten ubærligt at høre unge fra Bangladesh og Kenya gentage de samme historier, vi har hørt før. Vi har set mennesker bryde sammen midt under deres indlæg, fordi de ikke længere kan bære vægten af de konsekvenser, deres befolkning står overfor. Vi har hørt forhandlere fra østater, der fortalte, at deres hjemland nu bogstaveligt talt er ved at forsvinde under havets overflade. Og mens de kæmper for at holde hovedet oven vande, kæmper mange lande i det globale nord stadig for at undgå at bidrage økonomisk til at afværge de klimakonsekvenser, deres egne drivhusgasudledninger har sat i værk.

En kamp, der ikke kan vindes alene

Flere gange under COP29 overvejede vi, om det overhovedet gav mening at fortsætte. Vi følte os små, magtesløse og fanget i et system, der virkede mere interesseret i proces end i handling. Det føltes, som om vi kæmpede mod et uoverskueligt bjerg af bureaukrati og politisk handlingslammelse.

Men hver gang vi var tæt på at give op, blev vi mindet om, hvorfor vi er her. Vi tænkte på de mennesker, der ikke har noget valg. De, der allerede står midt i klimakrisens værste konsekvenser, og som ikke har den luksus at kunne give op. Vi tænkte på aktivisten fra Uganda, der beskrev, hvordan hendes landsby kun har én kilde til rent drikkevand tilbage. Eller kvinden fra Filippinerne, der mistede sin mor under en tyfon, fordi hjælpen aldrig nåede frem.

Vi har lyttet til deres historier - vi har følt deres tab. Og vi ved, at hvis vi giver op, svigter vi dem.

At insistere på håbet

COP29s resultater er langt fra, hvad vi håbede på. Men vi nægter at erklære COP-processen for død, som flere medier ellers har gjort i løbet af de sidste par uger. For hvad er alternativet? Hvis vi opgiver FN’s klimaforhandlinger, opgiver vi også det eneste globale forum, hvor alle verdens lande – uanset deres størrelser og forskelle – kan mødes og finde fælles løsninger.

Ja, processen er langsommelig og frustrerende. Ja, ambitionerne er ofte for lave. Men det er netop gennem COP’erne, vi har opnået fremskridt som Parisaftalen. Det er her, civilsamfundet kan presse på for handling. Og det er her, verdenssamfundet kan holdes ansvarligt for sine løfter.

Vi må ikke opgive processen. Vi må ikke miste troen. For selvom det ofte føles håbløst, er det gennem vedholdenhed, at vi kan skabe de nødvendige fremskridt.

En opfordring til at blive ved

Når vi ser tilbage på COP29, ser vi ikke kun skuffelsen og frustrationerne. Vi ser også modet og kampviljen hos dem, der nægter at give op – selv når alt ser sort ud. Forhandlerne, der ikke sover i flere uger, aktivisterne, der gør alt i deres magt for at råbe politikerne op, og civilsamfundet der holder politikerne op på de værdier, vores samfund er bygget på.

Vi har lært, at håb ikke altid føles som et fyrtårn i mørket. Nogle gange er håb en stille beslutning om ikke at give op. Et håb om at håbet vil genopstå. At kæmpe videre, selv når det føles som om, det ikke nytter. Og det er præcis, hvad vi gør.

Vi nægter at give op. For dem, der ikke har noget valg. For dem, der allerede betaler prisen for vores kollektive handlingslammelse. Og for fremtiden, som vi stadig tror på, vi kan skabe.