I Aarhus Å opsamler en ny intelligent robot affald
Det sidste halvandet år har en intelligent robot opsamlet 100.000 stykker affald i Aarhus Å. På den måde flyder affaldet ikke ud i verdenshavene, hvor det er meget vanskeligt at samle op.
Engangskrus, pizzabakker, diskokugler, tasker, kondomer, stegepander og cigaretpakker. Det er bare noget af det, affaldsrobotten SeaProtectorOne har hevet op af Aarhus Å de sidste 20 måneder. ”Jeg troede slet ikke, der var så meget affald i åen,” siger Frank Rosenbjerg, der er en del af firmaet bag opfindelsen.
Men faktisk kommer 80 procent af alt plastik i havet fra floder, der ofte løber igennem byer og videre ud i havet. Netop det problem kan den nye intelligente robot være med til at løse.
Intelligent fangarm
Robotten består af et tårn på land, hvor en fangarm er monteret. Den filtrer vandet i 30 centimeters dybde, og fører det op på et transportbånd. Derfra kører robotten selv affaldet op fra åen, og smider det i en beholder på land. Robotten følger automatisk vandspejlet, og skaber passage ved at svinge til side, hvis der kommer sejlere, surfere eller svømmere, der skal passere.
”Vi er nogle af de eneste på markedet, der får affaldet op på land,” siger Frank Rosenbjerg. Robotarmen tømmer nemlig sig selv, når den er fyldt. ”Det eneste der kræver håndkraft, er at tørre robotten af en gang imellem, og så skal affaldet fjernes fra kasserne på land,” siger han.
Robotten kan drives af enten indbyggede solceller eller ved tilslutning til elnettet.
Hvad for noget affald
For at holde øje med, hvor meget, og hvilken type affald der bliver samlet op, har firmaet bag robotten selv tømt kasserne med affald hver dag. ”Vores rekord er 1500 stykker affald på et døgn,” siger Frank Rosenbjerg. ”Det var dagen efter en landskamp”.
Alt data om affaldet blev videregivet til Aarhus Kommune, for informationerne om, hvor affaldet kommer fra, gør det nemlig muligt at forebygge det havner i åen.
”Der var en bestemt sandwichbar, hvor der kom rigtig meget papir fra,” siger Frank Rosenbjerg. Det gjorde, at kommunen undersøgte, om der manglede en skraldespand i området ved sandwichbaren - og det gjorde der. ”I dag ser vi slet ikke så meget papir fra den sandwichbar,” siger han.
Floder verden over
At opsamle affald fra åerne er noget der bliver arbejdet på mange steder i verden, men Frank Rosenbjerg er overbevist om, at SeaProtectorOne kan løse problemer med affald i floder og åer over det meste af verden.
”Den her løsning kan sidde efter en by, hvor der løber vand igennem,” siger han, og fortæller, at de allerede har udset 70 byer i Europa, hvor deres løsning kan anvendes. Robotten kan blive 40 meter bred, men kan forlænges ved at bygge ud fra begge sider, og den kan også kobles op på andre systemer.
”Vi har kigget på masser af byer derude, hvor vi ved det kan lade sig gøre,” siger Frank Rosenbjerg og fortæller, at floder som Yangtzefloden i Kina og Ganges floden i Indien, er enorme floder, hvor deres robot ikke egner sig så godt. ”Men derimod kan vi sagtnes være med i bifloderne, der har udløb i de store floder,” siger han.
Den intelligente robot blev opsat i Aarhus Å som en forsøgsordning for halvandet år siden. Men frem til 2027 kommer fortsat til at samle affald i Aarhus Å.
”Vi er glade for, at Aarhus Kommune vil beholde SeaProtectorOne, og på den måde blive ved med at samle affald op fra åen,” siger Frank Rosenbjerg. ”I et land, hvor vi siger, vi er gode til at sortere, er der meget affald, der ikke kommer det rigtige sted hen”.