Kampskrift, nødråb, og håbefuld vision: Unge vil ændre hele samfundet for klimaet
Klimakrisens alvor er ikke gået op for magthaverne, der blot tror, at vi kan nøjes justere en smule på samfundet, siger aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse. Men vi skal gentænke det hele, mener de. Og det er en god ting.
De sidste år er de danske ambitioner for at bekæmpe klimakatastrofen steget og steget. Danmark har fået en klimalov, vi har et – på verdensplan – ret ambitiøst mål om at skære udledningerne med 70 procent i 2030 og det sidste folketingsvalg var et klimavalg. De fleste partier har taget klimaet til sig i større eller mindre grad, og det samme har en perlerække af kommuner og virksomheder.
Alligevel sker der slet ikke nok.
Klimarådet, den uafhængige klimavagthund, der skal vurdere, ”om regeringens klimaindsats anskueliggør, at 2030-målet nås”, vendte tommelfingeren nedad i deres årlige statusrapport i februar – igen. I samme rapport slår Klimarådet fast, at vi heller ikke gør nok i forhold til klimalovens mål for 2025. Danmark er heller ikke klar til at nå EU-Kommissionens Fit for 55-forslag til, hvordan EU når sit skærpede klimamål, siger Klimarådet.
Det er der selvfølgelig rigtig mange forskellige grunde til. Men kigger man på de politiske ambitioner, beslutninger og aftaler er det som om, at klima stadig lidt er noget, vi klistrer lidt tilfældigt på – noget, der bliver snakket meget om og sat nogle flotte mål efter, men som ikke er en central del af planlægningen af vores samfund: Transportaftalen sidste år på 161 milliarder kroner sikrer eksempelvis omkring 4 milliarder til grønne initiativer, men 64 milliarder til veje. Og landbrugsaftalen leverer ikke en plan for, at landbruget skal sænke udledningerne 70 procent i 2030, så resten af landet skal sænke mere – og den reducering i drivhusgasser, der så rent faktisk er med i aftalen, er i langt overvejende grad usikre, teknologiske virkemidler, såkaldte technofixes. Apropos technofixes har Københavns Kommune netop droppet sit ambitiøse mål om at blive CO2-neutral i 2025, fordi planen om at fange CO2 fra affaldsforbrændingsanlægget ARC er blevet udskudt. Sidste år udskød regeringen klimamålene for de offentlige indkøb, og der er ikke hørt nyt siden – det offentlige køber hvert år for hundredvis af milliarder kroner, så grønne krav til leverandørerne ville kunne være med til at skære i de anslåede 12 millioner tons CO2, de offentlige indkøb medfører.
Og valgkampen er ikke ligefrem domineret af klimakampen, selvom miljø og klima stadig er i top over danskernes vigtigste politikområder, ligesom til sidste valg.
Læs ogsåKlimaet er højest på vælgernes dagsorden
For første gang har klimaet en mulighed for at blive et centralt tema ved et folketingsvalg. ”Der…
Det hele hænger sammen
Der sker selvfølgelig noget for klimaet herhjemme. Det gør der. Men klimapolitik er stadig noget ekstra, noget der bliver hæftet på til sidst på alt det andet, almindelige politik. Der bliver ikke rigtig ændret noget grundlæggende.
”Man tror, at vi kan fortsætte med at leve, som vi gør, hvis bare vi får nogle elbiler på vejene og nogle støvsugere på skorstenene, der kan fange CO2en,” siger Andreas Stokkendal. ”Men det kan vi ikke”.
Andreas Stokkendal er klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse. Han er 28 år og studerer til daglig geografi på Roskilde Universitet, men den sidste tid har han brugt mange kræfter i redaktionsgruppen for ungdomsbevægelsens visionspapir, En Grøn Retfærdig Fremtid, der fremlægger en vision for en komplet omstilling af det danske samfund.
Det er en vision om en fremtid, hvor klima, bæredygtighed og retfærdighed er med over det hele i samfundet – fra sektorer, der direkte påvirker klimaet, som landbrug, transport, bygninger og energi, til områder der ikke direkte udleder CO2, som uddannelse, medier og kultur, velfærd og arbejdsliv.
”Lige adgang til samfundet er en forudsætning for det bæredygtige samfund,” siger Andreas Stokkendal. ”Vi kan godt omstille dele af vores samfund, men det nytter ikke noget, hvis ikke vi får alle med. Derfor giver det ikke mening, hvis man ikke ser på omstillingen i et sammenhængende perspektiv”.
Og aktivisterne er ikke alene i deres opråb om en enorm og bred omstilling af samfundet. I den seneste kæmperapport fra FN’s Klimapanel (IPCC) kalder forskerne på forandringer og større indsatser på alle niveauer i samfundet, og understreger at klimakampen er vævet ind i en meget, meget bredere del af samfundet, end hvor den bliver ført nu. Vi kan ikke nå ambitiøse klimamål med en trinvis indsats, slår rapporten fast. Og klimakampen er over det hele.
Gode forandringer
Visionen i En Grøn Retfærdig Fremtid dækker 14 samfundsområder og fremmaler en fremtid, hvor nye bygninger fortrinsvist bliver bygget i træ, hvor den sidste benzinbil bliver solgt i 2024, og hvor vi halverer den animalske produktion i landbruget ”inden for de næste få år”.
Læs ogsåKampen mod klimaforandringer skifter gear
I de seneste fem år er klimaforandringerne blevet meget konkret virkelighed for millioner af…
Det er en fremtid, der nu ser ud til at være langt væk – eksempelvis er regeringens bud for den sidste solgte benzinbil først i 2030, og der er intet, der tyder på et kommende opgør med vores ekstreme kødproduktion.
”Selvfølgelig er der nogle af vores konkrete forslag, der er langt fra at blive til politik nu,” siger Andreas Stokkendal. ”Men vores forslag er ikke kun politik, men også en større vision om den fremtid, vi gerne vil have”.
Alt for meget af vores samtale om, hvad vi skal gøre for at imødegå klimakrisen er domineret af spørgsmål om, hvad det skal koste, hvem går forandringen ud over, og hvor barriererne er, mener aktivisterne.
”Jeg tror, vi mangler sproget til at forestille os det bæredygtige samfund,” siger Andreas Stokkendal. ”For, ja, forandringerne bliver store, rigtig store, men de bliver jo ikke dårlige”.
Eksempelvis dræber luftforureningen fra fossile brændstoffer omkring otte millioner mennesker verden over hvert år, mindre kød og flere planter på tallerkenen vil gøre os alle sammen sundere, og et grønt energisystem vil spare verden billioner af dollars i forhold til fossil energi, viser ny forskning fra Oxford Universitet.
Vi skal tænke stort
Aktivisterne vil kigge – og få andre til at kigge – udover de mange enkeltområder, der skiftes til at fylde i bevidstheden hos medier og politikere, når det kommer til klima: Landbrug, energi, afgifter, tilskud, benzin eller batterier. Det handler om helheden, siger de.
”Vi skal tænke stort,” står der i deres plan.
Det er en håbefuld vision for en bedre fremtid, siger Andreas Stokkendal. ”Vi ville ikke gøre det her arbejde, hvis vi ikke troede, vi kan ændre noget”.
”Men det kommer også fra desperation. Vi har råbt op og bedt om en stor, sammentænkt plan for samfundsomstillingen fra de politiske partier, fra fagforeninger og fra NGO’er, men den kom ikke. Så vi måtte selv lave den”.
Han synes egentlig ikke, at det er fair, at det er unge frivillige, der mødes i fritiden, der er nødt til at komme med konkrete politikforslag, der lader os komme i mål. Det er en opgave, der burde løses højere oppe. Og han peger på, at det vil kræve ”ministerielt manpower”, hvis der skal laves detaljerede planer for at opfylde ungdomsbevægelsens mål om at ramme nuludledninger i 2032.
Men håbet? Det er de unges domæne, mener Andreas Stokkendal.
”Det er desværre ikke overraskende, at det er ungdommen, der slår på tromme for en ny vision for vores samfund,” siger han.