Ligestilling til debat: Vasker du tøj, handler ind og gør rent? Så er du nok kvinde.
Selvom ligestilling i hjemmet virker som en privat sag, har det faktisk en betydning for samfundet og arbejdsmarkedet. Verdensmålsambassadørerne satte en aften i november spotlys på fortællingen om barsel.
Fyldte berlinerbænke med lammeskind står linet op til den sidste debat til den feministiske festival Talk Town. Og som så mange andre gange når ligestilling er til debat, kan mandlige deltagere tælles på under en hånd, og sådan ser publikum også ud i aften.
”Lad os starte med at finde ud af, hvor meget i egentlig ved om ligestilling,” siger Caroline Rossmeisl fra scenen. Hun skal moderere aftenens debat, og er Verdensmålsambassadør, som er det netværk af unge, der står bag debatten.
For selvom de klassiske kønsroller har været meget til debat de seneste år, er der alligevel ingen tvivl om, at når det kommer til ligestilling i hjemmet, er der langt igen. Kvinderne tager fortsat det største slæb derhjemme, og arbejder faktisk i gennemsniten timemere om dagen i hjemmet end mænd, som svarer til ni ugers fuldtidsarbejde årligt.
Derfor satte Verdensmålsambassadørerne ligestilling i hjemmet til debat, i anledningen af Talk Town, der løb af stablen i slutningen af november. Og vi er ikke langt inde i debatten, før emnet kredser om barsel.
”Ligestilling i hjemmet handler også om barsel, fordi det er dér, kønsnormerne bliver meget tydelige for rigtig mange. Når det første barn fødes, falder vi dybt ned i de traditionelle kønsroller,” siger Natalia Rogaczewska. Hun er forfatter til bogen Barsel på Bundlinjen, indehaver af firmaet VÆRDBAR og så er hun en af deltagerne i aftenens debat.
”Moderskabet er den største årsag til køns ulighed, ikke bare på arbejdsmarkedet, men også i samfundet,” siger Natalia Rogaczewska.
Fra scenen forklarer hun, at når kvinder får det første barn, falder deres indkomst, imens mænds indkomst er uændret. Og kvinderne indhenter aldrig den tabte lønstigning, som er en væsentlig forklaring på det store løngab mellem kønnene.
I 2021 tjente mænd 12,3procent mere end kvinder, som er en lille forbedring fra 2011, hvor mænd tjente 15,2 procent mere end kvinder.
”Uligheden skyldes flere faktorer. Både at kvinder oftest tager det meste barsel og sygedagene efterfølgende, men også at det oftest er kvinden, der går ned i tid i perioden efter barsel. På den måde kan mændene fastholde eller endda øge deres arbejdstid, imens andelen af kvinder på deltid fordobles ved deres første barn, og det øger lønforskellen,” siger hun, og fortsætter:
”Men det kan ikke forklare hele forskellen. Eksempelvis får kvinder i snit syv procent mindre i løn i samme job for samme arbejde, også når tallene er renset for barsel. Så der er noget, der tyder på, at der også er kønsbias på spil i forbindelse med kvinders løn”, forklarer hun.
Barsel har værdi
Det er ikke kun bag hjemmets fire vægge, at ligestilling fylder i aftenens debat.
Nanna Simone Jensen, der er ligestillingspolitisk chefkonsulent hos fagforeningen Lederne, fortæller om, hvordan diversitet i både køn, alder og etnicitet har et positivt aftryk på virksomhederne. Hun arbejder for at skabe mere ligestilling på ledelsesgangene og hjælpe virksomhederne med at se fordelene i netop det.
Og der kan barsel også have betydning ifølge Natalia Rogaczewska.
”Vi taler om barsel som en byrde, der skal deles ligeligt imellem kvinder og mænd, men den fortælling vil jeg gerne ændre,” siger hun.
Undersøgelser fra eksempelvisYale Universitetviser, at mennesker udvikler sig under deres barsel. Man kommer altså styrket ud på den anden side, og har fået vigtige kompetencer, som er værdifulde for arbejdspladsen bagefter, forklarer hun.
Hendes egne undersøgelser blandt 300 individuelle barselsforløb viser også, at knap 70 procent af respondenterne selv mener, at de udvikler personlige kompetencer under barslen. De peger blandt andet på, at de bliver mere effektive, omstillingsparate og empatiske, som er vigtige ledelsesegenskaber, ifølge Natalia Rogaczewska.
Ligestilling i hjemmet handler både om den individuelle rolle i hjemmet, men er altså også noget, der smitter af på hele samfundet, er en af konklusionerne, da debatten nærmer sig sin afslutning.
”Alle skal have frihed til at gøre, lige hvad de vil i deres hjem og privatliv, men det er vigtigt at tage de beslutninger på et oplyst grundlag. Mit mål er ikke at fortælle folk, hvad de skal. Mit ønske er at give dem viden og fakta, så de kan tage det bedst mulige valg for dem selv,” siger Natalia Rogaczewska.
Efter debatten fortsætter samtalerne rundt om i lokalet, hvor fremtiden bliver vendt før vinterjakkerne lynes til.
”Mit håb er, at vi anerkender den værdi, som barsel skaber,” siger NataliaRogaczewska.”Det er afgørende for ligestillingen.”