Når folk hopper på skraldejagt i kajakken, fjerner det både havaffald og ændrer plastikvaner

Mirakelmaterialets problemer

Havaffald er et stort problem – ikke kun i Danmark, men i hele verden.

”Plastik er klart det affald, vi ser mest af,” siger Tobias Weber-Andersen.

Og plastik er også den store synder, når det kommer til havaffald. Omkring 85 procent af det skrald, der ender i verdenshavene, er plastik. Faktisk står det så grelt til, at der ifølge FN’s miljøprogram, UNEP, hvert år er 11 millioner tons plastik, der bliver dumpet i havet. Det svarer til, at en lastbil stopfyldt med plastik havner ude i havet hvert eneste minut.

Og det er et kæmpe problem for miljøet.

”Hvis ikke vi samler det skrald op, så vil det måske synke ned på bunden af havet eller påvirke de dyr, der lever i og på vandet,” siger Tobias Weber-Andersen.

For naturen kan ikke nedbryde plastikken på en måde, som ikke skader miljøet. Plastikken forsvinder nemlig aldrig, men bliver i stedet til bittesmå stykker plastik – også kendt som mikroplast og nanoplast – der kan havne inde i havdyrenes maver. Derudover kan dyrene også blive fanget i de store stykker plastik, der flyder rundt.

Og selvom plastik jo er et mirakelmateriale, som fx bidrager til fødevaresikkerheden, så bliver plastik oftest lavet af fossile brændstoffer som olie og gas, der skader klimaet i stor stil.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi både bruger og producerer mindre plastik, samtidig med at vi genanvender den plastik, der findes i forvejen.

Plastikvaner der vender

I den grønne kajak skovler vi os hen mod et af havnens hjørner. Blandt sivene ligger der både en orange gummibold, en tom flaske universalrengøring, sorte og gennemsigtige plastikposer, takeaway-kopper, en hvidmalet træklods og et græskar, som sikkert har svømmet rundt siden halloween.

Med gribetangen i hånden fisker vi det op fra vandets overflade og dumper det i spanden, så det ikke synker til bunds eller skader fiskene og fuglene, der bor ved havnen.

”Vi ved godt, at vi ikke er dem, der kommer til at redde verdenshavene,” siger Tobias Weber-Andersen og fortsætter:

”Men 134 tons skrald er stadigvæk rigtig, rigtig mange små stykker plastik, der er blevet samlet op. Så det er jo ikke, fordi der ikke er en effekt, og at vi ikke er med til at gøre en forskel, men for os handler det også om, at vi kan være med til at ændre folks adfærd.”

Eksperter peger også på, at vi ikke fikser hele problemet ved at samle plastikken op fra havet. I stedet skal vi bruge meget mindre plastik. Men det er kompliceret, fordi plastikindustrien er kæmpestor, og producerer vigtige materialer til alt fra sundhed, byggeri og fødevareemballage, som mange er afhængige af.

Men mens der arbejdes på løsninger på det globale plan, er der også et behov for, at vi hver især minimerer vores forbrug af plastik fx ved at genbruge og stopper med at smide affald i naturen.

Og den gratis kajaktur hos Green Kayak har påvirket vanerne hos de tusindvis af turister og lokale, der har smækket numsen i de grønne vandslæder.

Green Kayak har nemlig spurgt nogle af deres deltagere, og her svarede 40 procent af dem, at de har ændret adfærd efter sejlturen i kajakken, fx ved at købe mindre emballage eller bruge genanvendelige poser og vandflasker.

”Folk melder tilbage, at det har været en øjenåbner for dem, og at det for en stor del af dem har været med til at ændre deres adfærd og bevidsthed om affaldsproblemet,” fortæller Tobias Weber-Andersen.

Takket fra broen

Vi sejler forbi husbådene, der ligger til ved havnens kant. Endnu et stykke plastik dukker op på havets overflade. Denne gang fra toppen af en cigaretpakke. Tobias Weber-Andersen napper det lille stykke plast med gribetangen, og smækker det ned i baljen.

Vi glider langsomt frem mod en bro. Pagajerne skærer roligt gennem det spejlblanke vand, og pludseligt bryder en dyb stemme gennem lyden af de små bølgeskvulp, der kommer fra vandet ved kajakken.

”Thank you,” råber en fuldskægget mand i orange dunjakke. Han kommer gående oppe på broen med en anden mand og har blikket rettet ned mod os. Et stort smil titter frem gennem fuldskægget, og de vinker begge til os.

Det er ikke første gang, der er blevet langet en tak efter deltagerne i kajakkerne. Folk stopper tit op for at give en tak med videre til sejlerne, siger Tobias Weber-Andersen.

”Når du får sådan en tak fra et helt fremmed menneske, så giver det jo et kæmpe boost,” siger han og tilføjer:

”Og så bliver du jo også bare glad i låget af at sejle rundt og være aktiv ude i den friske luft sammen med dine venner, samtidig med at du gør noget godt for miljøet. Det kan være med til at få dig til at føle, at du gør en forskel sammen med andre.”

Tilbage på broen, hvor vi satte kajakken ud tidligere på morgenen, står Tobias Weber-Andersen nu og vejer den mørkegrønne skraldebalje, der udover plastikposer, engangskopper og rengøringsflasken nu også er toppet op med et par drivvåde børne-ørevarmere fra Hello Kitty.

13,5 kilo står der på vægten.

Normalt samler de frivillige 2,5 kilo skrald ind, men Green Kayak har også vinterlukket, så der er ikke mange, der samler skrald ude i havnen for øjeblikket, siger Tobias Weber-Andersen.

Og så er et græskar og en træklods jo heller ikke ligefrem lette som fjer.

Med den mørkegrønne balje i hænderne trisser vi op mod skraldecontainerne, åbner låget og dumper 13,5 kilo affald der, hvor det i virkeligheden hører til.